Coronavirus: 34-årige Benjamin sad på parkeringspladsen og så sin søn blive født på Facetime

Det var fuldstændig surrealistisk.

Sådan omtaler 34-årige Benjamin Thøgersen den fødsel, han og hans kæreste, 40-årige Marie Revchbek Bang, var igennem for tre uger siden. Lige der, hvor Danmark blev sat i stå, og ingen vidste, hvordan de skulle forholde sig til den nye virus, der med hast spredte sig landet over.

Det var fredag den 13. marts.

Benjamin og hans kæreste Marie ventede på at blive forældre.

Terminsdatoen var sat til den 10. marts, og det kunne ske, når som helst.

De havde allerede forestillet sig, hvordan det skulle foregå: En klassisk fødsel, hvor Benjamin skulle med ind på fødestuen, støtte Marie under fødslen, og sammen byde deres søn velkommen til verden.

Få dage forinden havde de været til sidste tjek hos jordemoderen, og her talte de også om coronaepidemien. I spøg blev det nævnt, at Marie i yderste konsekvens skulle føde i isolation, imens personalet var iført rumdragter. Men det ville selvfølgelig ikke blive aktuelt.

Tidligt om aftenen den 13. marts ringede parret til hospitalet. Vandet var begyndt at sive få timer forinden, og Benjamin spurgte sygeplejersken i røret, hvordan de skulle forholde sig til situationen. Skulle de køre mod fødestuen nu eller vente?

De blev bedt om at komme kl. 23.00 samme aften til tjek for infektion i fostervandet.

”Og bare rent praktisk spørger sygeplejersken, om vi har været berørt af coronavirussen,” siger Benjamin Thøgersen.

”Nej, det har vi ikke, svarer jeg, men for fem uger siden var jeg hos lægen, fordi jeg havde en almindelig halsbetændelse. Jeg blev podet, men jeg havde ingen coronasymptomer. Ingen feber, åndedrætsbesvær eller noget som helst. Jeg har det fint, siger jeg til hende.”

Sygeplejersken tøvede lidt i telefonen og sagde, at hun havde brug for at afstemme med sin nærmeste overordnede. Hun ville ringe tilbage.

”Du må ikke komme med til fødslen, siger hun så. Vi tager ikke nogen chancer, og vi er meget firkantet omkring det.”

”Vi var grædefærdige, og alt gik i stå. Vi kunne ikke slet ikke forstå, hvad vi lige var blevet fortalt, men vi tænkte også, at vi måtte finde en løsning hurtigt, for Marie skulle ikke ligge alene på fødegangen," fortæller Benjamin Thøgersen, der nåede at overveje alle mulige scenarier:

"Kan jeg få foretaget en drive in test, der kan vise, at jeg ikke er smittet? Jeg ringede også til vagtlægen, fordi der var lukket hos min egen læge, men der var ikke noget at gøre. De var stoppet med at teste."

Svigermor på fødestuen

Parret, der bor i Aarhus, blev derfor hurtigt enige om at ringe til Benjamins mor.

Hun havde aftenvagt i hjemmeplejen på Mors og ville kunne nå at køre til Aarhus i løbet af et par timer og møde dem på hospitalet. Og så var hun også det tætteste, de kom på Benjamin. Det ville være det bedste for alle parter i denne usædvanlige situation, tænkte de.

I bilen på vej mod hospitalet havde Benjamin og hans mor allerede talt om, at hun skulle Facetime ham inde fra fødestuen. Så han i det mindste kunne være med og overvære fødslen virtuelt.

Da de ankom til Skejby Sygehus sent om aftenen, kunne de konkludere, at Marie ikke havde åbnet sig nok. Hun fik vestimulerende piller og blev bedt om at komme igen kl. 06.00 næste morgen.

Fødsel på Facetime

Benjamin kørte Marie og moren til hospitalet om morgenen, satte sin kæreste, der allerede var gået i fødsel, i en kørestol og sagde farvel til hende ved hovedindgangen til fødselsafdelingen:

”Og så stod jeg bare der og så dem forsvinde ind på sygehuset.”

”Jeg følte mig helt desperat og havde bare lyst til at storme ind på hospitalet og være ved hendes side. Vi skulle have haft vores livs oplevelse sammen. Og jeg ville gerne have været der til at støtte min kæreste og have mulighed for at tage imod min søn, klippe navlestrengen og holde ham i mine arme, når han kom ud. Men den drøm blev taget væk,” siger Benjamin.

I stedet måtte han vente i sin bil på parkeringspladsen og via Facetime se sin søn blive født.

”Jeg fik selvfølgelig tårer i øjnene, da han kom ud. Min mor klippede navlestrengen over, som jeg skulle have gjort. Det var stort – og det var bedre end ikke at se noget som helst, men stadig meget surrealistisk at være så tæt på det hele, og alligevel ikke kunne være med.”

Efter at have ventet i fire timer, kom Benjamins mor, Marie og deres lille nyfødte søn ud. Benjamin var steget ud af bilen og stod klar til at tage imod dem.

”Det var lidt ligesom i Olsen Banden, hvor Benny og Kjeld står og venter på, at Egon kommer ud af fængslet. Sådan havde jeg det virkelig, da jeg stod der. Og da de så kom ud, brød jeg fuldstændig sammen. I glædestårer selvfølgelig. Og jeg fik ham i min favn. Det var fantastisk,” siger han.

Ramt af skæbnen

For Marie Revchbek Bang var det det eneste rigtige i situationen, at hendes svigermor kom med til fødslen, nu hvor Benjamin ikke kunne få lov til at deltage.

“Det var vigtigt for mig, at jeg vidste, at hun ville sørge for, at Benjamin var involveret mest muligt under hele fødslen, når han ikke kunne være der fysisk.”

Og selvom det for Maries vedkommende var tredje gang, at hun skulle igennem en fødsel, har det stadig været svært at acceptere, at hun og Benjamin ikke skulle have denne oplevelse sammen.

Det var deres første fælles barn, og de havde gjort alt sammen – lige indtil fødslen.

”Det krævede en enorm mental omstilling, og det gjorde vi på dagen, fordi vi skulle. Men efterfølgende har det været svært at acceptere, at det var sådan, det blev,” siger hun.

Både Marie og Benjamin understreger dog, at det vigtigste er, at alt gik godt, og sønnen er rask og sund. Men oplevelsen sidder stadig i dem, og det vil den nok gøre lidt endnu, siger de.

”Det giver god mening, at man fra sundhedsvæsenets side ikke vil have nogen, der er smittet, ind på hospitalet. Men jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at de i mit tilfælde ikke ville lytte mere til mig, for jeg var ikke syg. Og jeg kan da godt nu ærgre mig over, at jeg overhovedet nævnte, at jeg fem uger forinden havde haft ondt i halsen,” siger Benjamin.

”Men det, der virkelig undrer mig, er, at vi dagen efter var på efterfødselsklinik for at få lavet en hælprøve på vores søn, og her kunne Benjamin gå direkte ind. Og da sygeplejersken så siger, at hun tager en maske på, fordi hun er forkølet, så havde jeg lidt svært ved at acceptere, at det var gået, som det var, dagen før,” supplerer Marie.

”Ingen af os er overtroiske, men da jeg fredag den 13. fik at vide, jeg ikke kunne komme med til min søns fødsel, så ved jeg ikke, om det var skæbnen, der ramte os…,” siger Benjamin.