Blog: Den svære 3årsalder

Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig om eller forberedt mig på, denne her 3årsalder? Har jeg ikke hørt efter?  Det kunne være en mulighed.

Jamen hold nu op, jeg har da slet ikke forstillet mig, eller på nogen måde været forberedt på denne her tsunami af følelser, som man skal slås med, når ens lille bitte afkom skal starte i børnehave, smide sutten, bleen, øve sig på at undvære middagsluren og ikke mindst skal være en stor pige, nu når man også er blevet storesøster.

Er du svimmel en tid med følelserne uden på tøjet, og hvor skal det lille væsen bære megen forandring på sine små skuldre.

Det er jo tæt på latterligt, at det kan fylde så meget, når det det trods alt ikke er værre, der er vel et par stykker før Lea, der har været hele turen igennem. Jeg griner selvfølgelig over, at jeg tager sådan på vej, og ser udmærket ironien i det her postyr.

Det virkede så nemt

Ramt af virkeligheden

Ind i kampen

I går kom Lea og far hjem fra børnehaven, og næsten uden at trække vejret fortæller hun, at vi skal få ringet til Andreas forældre, så de kan få en legeaftale, Andrea skal besøge Lea, og de skal køre bus og spise is.

Så nu skal mor og far her komme ind i kampen, ikke flere bekymringer om Lea, nu venter hun kun på os.

Pyha, hver dag går det bare bedre og bedre. Jeg har stadig ikke indtryk af, at hun har fået en masse nye venner, og det gør selvfølgelig lidt ondt, men hun får bagt nogle sandkager, og hun har heldigvis en dejlig spand selvtillid, så de store drenge får ikke lov til at kue hende, og må pænt holde sig bag hende i køen til rutsjebanen.

Jeg er overbevist om, at det nok skal blive en lykkelig historie, alle rammerne er til det, og Lea klør på med krum hals, hun skal bare lige finde sig til rette, og det skal mor i øvrigt egentlig også. I virkeligheden drejer det sig jo bare om, at jeg ikke var forberedt på det der mødte os.

LÆS OGSÅ: Det svære farvel