Derfor er dit barn så umuligt

Små børn er noget af det mest nuttede, der findes. Dét er vidst ikke så svært at nå til enighed om hos Vores Børns læsere. Men at de også er kropumulige, dybt underlige og uregerlige? Det kan vi vist også blive enige om ret ofte.

Forleden iagttog jeg min søn, der så Gurli Gris på vores iPad. Sad han stille på sin numse under hele det nervepirrende afsnit, hvor grisefamilien er på legepladsen, og far Gris sidder fast i rutsjebanen, fordi han er for tyk? Nej, min søn lå på albuerne med numsen i vejret det ene øjeblik, på ryggen med benene op i luften det næste øjeblik for derefter at hoppe på gulvet – stadig med øjnene fæstnet på Gurli Gris.

Tidligere samme dag var min toårige datter gået i spagat, da jeg stille og roligt foreslog, at vi kunne vaske hendes hænder efter isspisningen. Hun slap, da jeg var lidt ekstra træt netop dén dag, fordi samme yndige og uskyldige, lille pigebarn har det med at sove ekstra uroligt for tiden og ofte råbe ”moar” i søvne.

Ovenstående eksempler på mine børns ”underlige” opførsel er blot få ud af mange. Men hvad handler det lige om? Hvorfor er børn så umulige?

Ifølge idrætspædagogen gør børn det, der er naturligt – og dermed bedst – for dem, når de ruller rundt, mens de ser tv. Og ifølge sovecoachen vil et lille barn, der f.eks. er i færd med at lære at kravle, ”træne” videre under sin søvn. Og ifølge psykologen er børn nødt til at gøre ”frække” ting for at gøre sig nogle erfaringer.

Hvorfor kan de ikke sidde stille?

Hvorfor sover de så uroligt?

Hvorfor er de så grænsesøgende?

At min datter sover uroligt, eller min søn står på hovedet under Gurli Gris, kan ikke få mit sind i kog. Det aktiverer nærmere min medfølelse for min yngste og min morskab over min ældste. Men når min søn efter fire et halvt år på denne jord stadig kan blive dybt forundret og meget hidsig over at skulle have vasket hænder efter en hel dag i børnehavens bakteriemekka, bliver jeg altså en smule utålmodig som mor.

– Når et barn ikke vil have vasket hænder, handler det om to ting: Den ene ting er, at vandet måske føles lidt underligt og ubehageligt, den anden ting er, at når vi som voksne udtrykker, at nu skal barnet gøre noget specifikt, så gør vi et anslag mod barnets integritet. Du kræver noget af barnet, og du vil gerne have indarbejdet en regel, der ikke er til forhandling. Din vilje står skarpt over for barnet. Så for barnet er det dét, det handler om, siger børnepsykolog John Aasted Halse.

Ifølge John Aasted Halse handler det altså for min søn ikke udelukkende om, at han ikke kan lide vand på sine beskidte hænder.

– Din søn er ved at få øje på, at han har sin egen vilje. Og han vil opleve, hvordan din vilje er ligeså stærk og måske endda stærkere end hans. Så for ham vil det føles som et lille overgreb, men det er et overgreb, man som voksen ikke kan undgå at foretage. Overordnet er børn i gang med at finde ud af, hvad de kan slippe afsted med, og hvad de ikke kan, siger John Aasted Halse.

Og så har det en psykologisk forklaring, når børn indtager et rum på den pillende, rullende og verbalt højlydte måde, de gør – og grunden er hverken, at de er “provokerende”, “kalkulerende” eller “manipulerende”.

– Når voksne ser barnet som totalt grænsesøgende, betyder det i virkeligheden, at barnet opfører sig helt naturligt. Nysgerrigheden er barnets drivkraft. Når børn ikke har den drivkraft, er der ikke basis for udvikling, og så er det, at vi inden for psykiatrien tænder gule lamper, slutter John Aasted Halse.

Nu er jeg blevet en tand mere rolig omkring mine børns udfarelser – og jeg er ikke længere helt så overbevist om, at jeg bare har et svært tilfælde af underlige unger i vores lejlighed på Østerbro.