Legekufferter

Skal dit barn underholdes på farten? Sådan laver du en sjov legekuffert

De små kufferter indeholder mange timers leg og er sjove og praktiske at have med på farten, uanset om turen går til restauranten nede på hjørnet, familiefødselsdag eller en legeaftale.

Et omrejsende cirkus

Pak kufferten med med alt, hvad der hører til af artister og dyr, der skal med med på farten. Og hvem ved, måske der ligefrem bliver en hel forestilling. 

Forhænget kan du lave af to gamle skjorteærmer, som klippes af i passende længde. Her er syet en løbegang foroven, som er trukket på et stykke ståltråd, der er sat fast til kufferten med kraftig tape. Du kan også sætte ståltråden fast med to små øskner, som skrues igennem kufferten i hver side. 

Bunden på kufferten er beklædt med sort selvklæbende folie, men du kan også male den eller blot bruge den som den er. Selvklæbende folie fås hos Panduro Hobby eller på foliekniven.dk. Træfigurerne er fra Janod.

TIP

Du kan tegne et kuffertmærkat udenpå og skrive barnets navn eller dekorere kufferten med forskellige klistermærker, så den ligner en rigtig gammel kuffert.

Dukkehus to go

Et lille transportabelt dukkehus i form af et yndigt retro-sommerhus i miniatureformat. Hyggeligt at lave og at lege med både ude og inde, og det kan også være praktisk at have med på restaurant.

Den skotskternede kuffert fra Goki er fyldt med gamle dukkehusmøbler fundet på et loppemarked. Møblerne kan rykkes rundt og kun gardinet og malerierne er limet fast med kontaktlim. Med en poscatusch kan du tegne vinduer eller en dør i kufferten.

TIP

Find små dukkehus­møbler og ting til dit kuffertunivers på loppemarkeder eller på dba.dk

Mobilt LEGO-univers

En lille kuffert fyldt med Lego giver uanede muligheder for at bygge små fantasifulde universer hvor som helst, når som helst. 

Her har vi limet nogle legoplader fast på både bunden og indvendigt på låget med kontaktlim. Fyld kufferten med rester fra Lego-kassen, det sætter nemlig gang i fantasien at skulle bygge med det, der er til overs og uden manual. Kufferten i brunt genbrugspap med læderhåndtag er fra Grafical.

TIP

Du kan finde masser af små kufferter i flere størrelser og med forskellige motiver i Søstrene Grene.

Formel 1 på farten

Børn, som er vilde med racerbaner og biler, vil elske den lille legekuffert med vejbane, pitstop og parkeringsplads. 

Indvendig er kufferten beklædt med hvidt selvklæbende folie, og vejbanerne er klippet ud af sort folie og klæbet på. De små streger på vejen og træerne er ligeledes lavet af selvklæbende folie. 

Alt kan bruges, så gå på jagt på børneværelset efter små biler, træer og andre sager, du kan finde i miniformat. Selve kufferten er fra webshoppen Susantoys.dk.