Dy Plambeck har en sammenbragt, men ikke helt samboende familie – én sætning har hun det svært med
Dy Plambeck er vokset op i en kernefamilie, og som voksen startede hun med at danne en kernefamilie med mand og barn. I dag har hun en sammenbragt, men ikke helt samboende familie, og det har ført til mange tanker om, hvad et hjem er, og hvad der er godt og svært ved de forskellige familiekonstellationer.
Hvilken familieform er du vokset op i?
Jeg er vokset op i en kernefamilie. Mor, far, storebror og mig. Mine forældre er stadig sammen og bor i mit barndomshjem i Buresø, som er en lillebitte flække, hvor alle kender alle. Jeg gik på den lokale folkeskole, hvor vi byggede et hønsehus i matematiktimerne i stedet for at sidde og kigge i bøger. Det var en meget klassisk opvækst i et lille samfund.
I dag lever jeg i en mere moderne konstellation. Da jeg mødte min kæreste, boede jeg i et gammelt hus i en skov sammen med min ældste datter. Nu er vi ofte syv i huset, fordi vi har fået en datter sammen, og min kæreste har tre døtre fra et tidligere forhold. Hans piger har altid boet i København, og derfor har vi lavet en ordning, hvor han bor i sin lejlighed i byen, når han har sine piger. Så sørger vi for, at vi alle sammen ses, så de også ser deres lillesøster, mig og min store datter, men vi bor ikke sammen. I den uge, hvor han ikke har sine børn, så bor han i vores hus her i skoven.
Drømte du om at skabe en kernefamilie, da du var ung?
Nej. Der var mange forskellige skæbner i Buresø, så jeg var tidligt opmærksom på, at man kunne leve på alle mulige måder. Jeg bladrede for nyligt i mine gamle dagbøger, hvor jeg som 23-årig har skrevet, at jeg gerne ville rejse verden rundt og skrive med et barn under armen. Det er et meget sjovt billede på mine drømme, for der var slet ikke nogen mand med. Det var i hvert fald ikke den klassiske drøm om en kernefamilie. Det vigtige var det med at skrive, rejse og få børn.
Så det var ikke en drøm, der brast, da du gik fra din ældste datters far?
Nej, men det var virkelig hårdt og en kæmpe livsomvæltning for alle involverede. Det var svært at finde andre, jeg kunne spejle mig i. Jeg er vokset op i en kernefamilie, min storebror lever i en kernefamilie, og de fleste af mine veninder havde heller ikke prøvet at blive skilt. Det er noget, man først kan forstå, når man bliver det. Det er seks år siden, og jeg synes stadig, at det er svært ikke at være sammen med mit barn hele tiden.
Jeg tænker meget over, hvad et hjem er. Jeg boede selv det samme sted, indtil jeg flyttede hjemmefra, og det var rigtig godt for mig. Det havde også sine udfordringer, så det er slet ikke, fordi jeg vil hylde kernefamilien, men det var rart for mig at have en fast base. Det har min store datter ikke på samme måde. Hun bor 10-4 hos mig, så hovedsageligt har hun en base, men hun har stadig et værelse et andet sted og en taske, der skal frem og tilbage. Så jeg tænker meget over: ”Hvad er et hjem, når der er flere hjem?”.
Jeg har det svært, når min datter helt klassisk siger: ”hjemme hos min mor” eller ”hjemme hos min far”, for jeg vil jo have, at det skal være ”hjemme hos hende”. Det er jo også hendes hjem. Så hun og jeg taler en del om, hvad vi ellers kan kalde hjemmene.
Havde du regnet med, du skulle skabe en ny familie?
Nej, det var lidt en overraskelse, synes jeg. Jeg synes virkelig, at jeg var et dejligt sted, da det bare var mig og min datter. Det er jeg selvfølgelig også nu, men der var ikke en stor længsel i mig efter at finde en kæreste. Men det har virkelig givet mig noget at prøve at leve i en anden slags familie, end jeg selv er vokset op i.
Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?
Annonse
"Jeg har lært, at alle de mennesker, jeg har mødt og elsket gennem mit liv, lever videre i mig. De er blevet en del af mig, ligesom det sted, jeg kommer fra, de valg, jeg har truffet gennem mit liv, og den lærer i gymnasiet, der åbnede mine øjne for litteraturen, er en del af mig. Det er også det, en af karaktererne opdager i min nye roman. Hun kan ikke forstå, at hendes ungdomskæreste bliver ved at leve i hende. Men vi bærer dem, vi elsker, med os gennem livet.
En anden ting, som jeg har lært ved at leve i en sammenbragt familie, er, at man ikke kan løbe tør for kærlighed. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at jeg havde én portion af kærlighed, som jeg kunne dele ud af. Nu har jeg fundet ud af, at kærlighed er en form for kraft eller en kilde, der hele tiden bliver fyldt op. Jeg fik ét barn og tænkte: ”Nu elsker jeg det barn med alt, jeg har”. Så mødte jeg en mand, og så var der også kærlighed til ham og hans børn. Jeg fik et barn mere, og der var masser af kærlighed til hende, uden at det tog noget fra det barn, jeg allerede havde.
Romanen handler også om forhold mellem veninder. Hvad betyder venskaber for dig?
I vores samfund er det meget naturligt, at man har flere forskellige romantiske partnere gennem livet. Derfor tror jeg, at venskaber er blevet helt ekstremt vigtige, fordi parforholdet er blevet mere midlertidigt. Og det skal ikke misforstås, for jeg synes, at parforhold er meget vigtige, men vores venner bliver i høj grad vores livsvidner.
Jeg har veninder, jeg har kendt siden børnehaven og gymnasiet. Så længe har jeg ikke kendt nogen af de mænd, jeg har været kærester med. Hvis folk beder mig om et godt råd, så siger jeg altid: ”Få nogle gode venner”. Hvis du gerne vil komme godt gennem livet, så skal du først og fremmest have nogle gode venner, der altid står der, uanset hvordan verden ændrer sig.
