Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt”

Camilla Fisher-Brock sidder i hospitalssengen. Hun har ikke sovet i 48 timer, men det gør ingenting.  I hendes arme ligger August og er så fin, at hun hellere vil læne sit hoved til hans for at snuse duften af nyfødt baby ind.

Pludselig farer et billede forbi hendes indre øje. Hun ser sig selv bide hårdt i Augusts lille hoved.

Camilla bliver forskrækket og flytter sig straks væk fra ham. Det føles, som om hun skal til at åbne munden, og hun kan næsten mærke, hvordan babyhovedet føles mellem tænderne.

Hun kigger væk, men filmen af, at hun skader August, fortsætter. Panikken rammer hende, mens hun ser, hvordan hun kaster August ud af vinduet, klemmer ham hårdt og kaster fjernsynet ned over ham.

Hendes kæreste, Knud, kommer ind på stuen lidt efter, og Camilla græder og fortæller ham om det, der er sket.

– Jeg kan ikke være alene med ham, siger Camilla til Knud, der med det samme finder en jordemor.

Jordemoren forklarer, at det er helt normalt at få den slags syner, især efter en hård fødsel og flere nætter uden søvn. Hun siger, at det vil gå over igen.

– Jeg var dybt ulykkelig. For hvordan kan man elske et barn så højt og samtidig se sig selv gøre det så ondt? Jeg tænkte, at jeg måtte være sindssyg, fortæller Camilla.

Hård graviditet og fødsel

Som en skrækfilm

Tag min søn fra mig

Da de dagen efter skal ind på hospitalet igen for at få taget en hælprøve fra August, bryder Camilla helt sammen.

– Jeg var ligeglad med, hvad de tænkte om mig. Jeg var bare fokuseret på, at der ikke skulle ske August noget. Jeg stolede ikke på, at jeg kunne tage vare på ham, siger Camilla.

Jordemoren beroliger Camilla med, at det ikke er unormalt at få sådan en reaktion efter en hård graviditet og dramatisk fødsel og så lang tid uden søvn. Hun sender dem hjem med besked om at ringe, hvis det bliver ved.

– Da vi kom hjem fra hospitalet, gav jeg August til Knud og sagde til ham, at han måtte tage ham fra mig og passe på ham, for det kunne jeg ikke.

Knud er forskrækket, men fortæller Camilla, at han stoler fuldstændig på, at hun er den i verden, der er bedst til at passe på August, og at han er overbevist om, at hun ikke vil gøre August ondt. Men tankerne fortsætter, ligesom den mærkelige sitren i fingrene, som om hjernen fortæller dem, at de skal gøre August ondt. Efter endnu en hård nat uden meget søvn, ringer Camilla til hospitalet, der indlægger Camilla, Knud og August.

– Jeg var helt opløst og sagde bare om og om igen til jordemødre og sygeplejersker, at de skulle fortælle mig, at jeg ikke var vanvittig, og at jeg ville komme igennem det. Det var, som om det hele bristede. Alle mine forventninger og al min lykke smuldrede bare væk.

Aldrig alene med mit barn

Hunderæd på første barnevognstur

Stolt mor

Ikke en selvfølge at være mor

August er nu to år, er glad og har fuld fart på og stortrives både derhjemme og i vuggestuen. Han er en lille fyr, der elsker at udforske alt nyt og er meget kærlig.

– Det, jeg har været allermest bange for i alt det her, var jo, at August skulle tage skade. Men lægen og sundhedsplejersken siger heldigvis, at han er, som han skal være, fortæller Camilla.

Hun er stadig sygemeldt, for tvangstankerne kan stadig komme, men hun har det meget bedre. Når hun for eksempel nusser Augusts lyse hår, kan hun få et indre billede af, at hånden begynder at klemme hans hoved hårdt.

Hun kan have dage, hvor hun er tynget af tristhed og tvangstanker. Når det sker, er hun blevet bedre til at håndtere tankerne, og de er ikke længere så hyppige og bliver heller ikke efterfulgt af angst. Hun ved nu, at tankerne ikke bliver til virkelighed.

– Jeg har måttet acceptere, at det vigtigste for mig lige nu er at kunne klare at være mor. Jeg kan ikke overkomme så meget mere end det, så for ikke at blive for presset er jeg nødt til kun at gøre det. Til gengæld er jeg også virkelig taknemmelig over, at jeg kan være mor. Da det var allerværst, var jeg jo hunderæd for, at jeg ikke kunne tage mig af August, og at jeg aldrig ville blive en god mor for ham, siger Camilla.

Hun mener selv, at tvangstankerne og depressionen har gjort hende bedre til at passe på sig selv, ikke presse sig selv for hårdt og især ikke gå så meget op i, hvad andre tænker om hende. Og så har hun lært, hvad der er vigtigst for hende: at kunne være mor.

– Andre tager det for givet, at de kan være mødre. Det er sådan noget, de gør helt naturligt, mens de også går på arbejde og har gang i alt muligt andet. Jeg har opdaget, at noget så basalt som at kunne være mor for mit barn var ved at forsvinde for mig. Derfor værdsætter jeg også så meget mere, at jeg kan være der for og nyde mit søde lille barn.

LÆS OGSÅ: Har du en efterfødselsreaktion?

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte baby”

LÆS OGSÅ: Trist mor: To måneder med barselsblues