31-årige Emilia fik brystkræft: ”Min sygdom tog rigtig meget med sig. Også i mit moderskab”

jeg har kræft

vi er i kæmpe chok og fuldstændig

Sådan lyder det første digt i Emilia Aasteds nye, selvbiografiske digtsamling. 

Læs også

Anne Bertram er netop blevet mor, da hun får kræft: "Hvis jeg skal dø, skal han ikke huske mig"

Det er en gengivelse af den ufuldstændige sætning, hun nedfældede på sin telefon den nat, hvor meddelelsen om en kræftknude i hendes bryst var tikket ind nogle timer tidligere. Et kort vidnesbyrd om, hvor voldsom en besked det var, og hvor umuligt det samtidig var at begribe alvoren. 

For selvom den dengang 31-årige Emilia godt vidste, at hun var bærer af det arvelige BRCA-gen, der giver en øget risiko for kræft i bryster og underliv, havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at ulykken skulle ramme. 

Og slet ikke der; en sensommerdag i 2022, hvor hun og hendes mand, Andreas, lige var flyttet ind i deres nye hus, begge havde fuld fart på deres karrierer og ikke mindst var de forældre til deres to børn – Hubert på tre år og Anna på bare fem måneder.

”Jeg blev så ulykkelig. For tanken om, at sygdommen lige pludselig satte rammen om, hvordan vi skulle leve vores liv, var ikke til at bære,” fortæller Emilia Aasted, da hun en formiddag inviterer indenfor i familiens hjem på Amager.

”Det føltes som total ufrivillighed og et massivt tab af kontrol, at jeg ikke længere selv kunne vælge, hvor jeg ville bruge min tid, og hvor jeg ville være henne, men var underlagt sygdommens vilkår,” uddyber hun.

I første omgang betød den dystre diagnose, at Emilia Aasted skulle opereres i brystet og i efterfølgende kemoterapi – et forløb, som hurtigt påvirkede især livet med de to små.

”En overgang måtte jeg ikke løfte børnene, og i de dage, hvor jeg fik kemobehandling, kunne jeg ikke være sammen med dem, fordi jeg var alt for dårlig og fik en masse kvalmestillende medicin, som gjorde, at jeg forsvandt lidt. 

Så var Andreas sammen med mig – imens Anna var hos mine forældre, og Hubert var hos sin farmor og farfar, og det var enormt smertefuldt at måtte se i øjnene, at jeg ikke kunne være der hele tiden. 

Det skar i hjertet, at det overhovedet var en nødvendighed; at mine børn og især min lille datter skulle være så meget væk fra mig. 

Det der helt nye, lille liv, som jeg skulle passe på. Det krævede rigtig meget at acceptere, at det var sådan, det var. 

For jeg føler, at jeg er blevet frarøvet noget dyrebart; at min sygdom tog rigtig meget med sig. Også i mit moderskab.”

Emilia Aasted mindes dage, hvor bare det at stå ud af sengen og være med ved morgenbordet var krævende.

”Og der var dage, hvor vi måtte indstille os på, at vi ikke kunne tage på en tur eller gå i zoologisk have, fordi jeg simpelthen ikke var i stand til det. Hvor jeg måtte trække mig, fordi jeg alligevel ikke kunne give børnene det overskud, det nærvær og den energi, de havde behov for,” forklarer hun.

læs også

Caroline insisterer på at have frihed som mor: ”Rigtig mange kvinder bliver brugt op”

”Til gengæld opstod der samtidig en følelse af, at Andreas og jeg var et enormt stærkt makkerpar i forhold til at tage et ansvar for, at vores familie skulle trives bedst muligt under de omstændigheder, der var vores. 

Og han har været der for os alle sammen, hvilket er det, der har gjort det til at bære.”

Må børnene høre hele sandheden og se alle tårerne?

En af de ting, som de to forældre teamede op omkring lige fra starten, var måden, de italesatte sygdommen på.

”Vi var meget klare på at sætte ord på tingenes tilstand og samtidig dosere det indblik, som børnene – og særligt Hubert – fik i min sygdom, og vi satte nogle meget konkrete rammer for, hvornår vi snakkede om det. 

Vi havde for eksempel en aftale med venner og familie om, at hvis de besøgte os, når børnene var der, så talte vi ikke om sygdommen i spontane tankestrømme. 

Vi kunne godt aftale med dem, at nu italesatte vi, at jeg skulle indlægges og være væk i nogle dage, men inden for den ramme, at børnene forstod det – og forstod, at jeg kom hjem igen. 

På den måde var vi enormt koordinerede i vores fortællinger,” siger Emilia Aasted.

Dermed ikke sagt, at hun ikke indimellem overgav sig til de følelser af sorg og utilstrækkelighed, som ubønhørligt fulgte hende. Slet ikke.

”Jeg havde tårer, der trillede, imens jeg var alene med børnene, og hvor jeg følte, at jeg måtte gå ind i mig selv og få samling på mig selv. 

Og nogle gange græd jeg omkring dem og gav mig helt hen til gråden – men altid imens der var andre voksne til stede,” forklarer hun og mindes, hvordan hun i de situationer kunne finde på at sige til Hubert, at hun var rigtig ked af det, men at det ikke havde noget med ham at gøre, og at far nok skulle hjælpe hende med at blive glad igen. 

Så Hubert for alt i verden ikke følte, at det var hans ansvar.

”Jeg snakkede også med ham om, at mit hår blev klippet, så der kunne vokse noget nyt hår ud – til foråret, med foråret. 

Og vi legede læge sammen og fandt plastre, vi kunne sætte på mit bryst, imens jeg fortalte ham, hvor dygtig kroppen er til at reparere sig selv, men sommetider også skal have lidt hjælp,” siger Emilia Aasted og tilføjer, hvor vigtigt det var for hende at give ham en så jordnær og konkret version af sygdommen som overhovedet muligt.

”Det kunne være et enormt frirum for mig at gå ind i Hubert og Annas lege, og jeg mærkede et ekstremt nærvær og en intens kontakt, som føltes som en kæmpe omsorg fra dem, uden at de selv var bevidste om det. 

På den måde blev samværet med dem en kilde til virkelig meget kærlighed undervejs i mit sygdomsforløb. Og en pause fra det.”

Emilia Aasted kredser lidt om det, der blev en kontrast til tiden med børnene, med andre mennesker. 

En eksistentiel ensomhed, forklarer hun, fordi sygdommen lå som et grundvilkår, og fordi ingen andre kunne gennemgå hendes behandlinger og tage den byrde fra hende.

”Samtidig blev jeg bevidst om, hvor meget smertelindring, man kan give et andet menneske, når man tør stå ved siden af det, imens det er svært. 

Det var virkelig tankevækkende, og jeg er simpelthen så taknemmelig for at kende til den omsorg, jeg har fået fra både familie og venner. 

Den kommer jeg til at bære med mig videre, og jeg vil aldrig leve så travlt et liv, at jeg ikke kan insistere på at have tid til at give den til mine nære, når de har brug for den,” konstaterer hun.

Barmhjertighedens barn

I april 2023 fik Emilia Aasted foretaget en såkaldt dobbelt mastektomi med rekonstruktion af begge bryster, så hun i dag har implantater. Fordi der er risiko for, at sygdommen kan vende tilbage lige netop dér.

”Det var ekstremt smertefuldt. Både på det psykiske og det fysiske plan. 

Det er jo en helt vild ting at få fjernet en del af sig selv; kropsdele, som jeg har levet med i 31 år. Og jeg havde aldrig sådan en følelse af, at mine bryster var min fjende. 

I det hele taget kan jeg ikke lide den der retorik omkring fjende og kamp og krig, som tit bliver koblet på sygdommen. For mig handlede det om en kræftcelle, der gik helt skævt og begyndte at dele sig, og det er kræften, som har bragt ulykken med sig. 

Ikke mine bryster,” siger hun og beskriver, hvordan hun i tiden lige efter operationen var i tvivl, om hun nogensinde ville kunne leve et lige så aktivt og bevægeligt liv som før. 

Bekymringer, der heldigvis blev gjort til skamme. For hendes krop har fundet en ny form, ja, men en form, som hun er endt med at acceptere og føle sig tilpas i. 

Og som familien også frit kan tale om.

”Anna nåede at blive ammet i fem måneder, og hun er meget opmærksom på, at hun er blevet ammet på mine bryster. 

Da vi sad ved morgenbordet forleden, snakkede vi om, at hendes lille niece bliver ammet, og at mine bryster ikke kan amme mere; at de ser anderledes ud og er tomme for mælk. 

Og så sagde Anna: Ja, for jeg drak det hele,” smiler Emilia Aasted.

Anna

Emilia Aasted får en ganske særlig ømhed i stemmen, når hun taler om sin datter, om sine børn.

”For mig er Anna barmhjertighed, fordi jeg nåede at få hende. Jeg nåede at lave hende, og hun nåede at komme ud. Det skulle ikke være gået meget anderledes i mit kræftforløb, før jeg aldrig havde mødt hende. Og jeg er fuldstændig uden grænser taknemmelig for, at hun findes. 

læs også

JoJo: ”Det er en lille sorg for mig ikke at kunne overskue endnu en fertilitetsbehandling”

For at begge mine børn findes, og for at de har det så godt, som de har det i dag.”

At turde leve igen

Det sidste led i Emilia Aasteds behandlingsforløb fandt sted en januardag i 2024, hvor hun fik fjernet både æggestokke og æggeledere – som endnu et præventivt indgreb. 

I dag er hun erklæret kræftfri og kan kigge tilbage på et forløb, som har sat så uendeligt meget i perspektiv, fortæller hun.

”Jeg føler, at vi lever vores liv med maksimal styrke nu, og jeg tror simpelthen ikke, at man kan leve mere, end vi gør. Jeg har på en eller anden måde fået foræret en pause i mit ellers travle liv og et nyt blik på, hvordan jeg vil bruge min tid. 

Både i det små og på et større plan. Og jeg har taget nogle meget stærke valg i forhold til, hvor jeg vil lade min energi gå hen, og hvem der skal have den bedste del af min energi, og det er mine børn,” siger hun og slår i samme åndedrag fast, at det til tider også er krævende at turde tro på fremtiden og turde drømme igen.

”I lang tid handlede det om at overleve, og angsten for, at sygdommen kommer tilbage, flyttede ind i mig undervejs, desværre.

Indimellem kan den stadig få mig ind i et forfærdeligt net af tanker om, hvad der måske kan ske en dag, som gør det svært at holde forbindelsen til de øjeblikke, der udfolder sig foran mig lige nu. 

Ligesom den på et tidspunkt fik mig ud i en tankeproces, der handlede om, at hvis mine børn ikke når at lære mig at kende, så kan de ikke huske mig. Og hvis de ikke kan huske mig, så kan de aldrig finde mig,” siger hun og bemærker, hvordan det gav anledning til et digt, der står hendes eget hjerte særligt nært.

I skal vide hvor jeg findes

”Jeg har aldrig 100 procent turdet gå hele vejen og visualisere en verden, hvor mine børn ikke har mig. 

I enkelte øjeblikke har jeg åbnet døren lidt på klem, men så har jeg lukket den igen. Fordi det ikke er der, min sygdom har placeret mig endnu, og forhåbentlig aldrig kommer til det,” siger Emilia Aasted. 

”Men det var vigtigt for mig at skrive digtet. Og uanset, hvornår jeg skal herfra, så findes det nu.”

Om Emilia Aasted, 33 år

Gift med Andreas, sammen har parret Hubert, 5 år, og Anna, 2 år.

I september 2024 udkom hendes første digtsamling, 'Mamma – I skal vide hvor jeg findes', på Forlaget Gladiator.