Opdragelse: Er dit barn egoist eller holdspiller?

I fodbold er der regler om, at man ikke må sparke de andre, at man heller ikke må lade som om, man er blevet sparket, hvis det ikke er tilfældet, og man skal “gå efter bolden og ikke efter manden”.

Også i dit barns liv er der spilleregler, som desværre kan det prelle af, hvis ikke han får opbakning hjemmefra.

Med andre ord: Det er nødvendigt, at du som forælder ikke regner med, at de voksne i dit barns liv alene skal stå med opgaven at lære dit barn nogle sociale spilleregler.

LÆS OGSÅ: 7 trin til at gøre junior mere social

Faktisk er det en af dine fornemmeste opgaver at være med i netop dén del af dit barns opdragelse. Det mener mobbeekspert Helle Rabøl Hansen, der har arbejdet med børn og mobning i Børnerådet og Børns Vilkår og er tilknyttet netværket ‘Amoktrix’.

Hun mener, du som forælder er en slags ”blind makker” i det spil, der foregår børnene imellem. Det starter med andre ord ved middagsbordet.

– Forældre er med til at præge tolerancekulturen i en børnegruppe. Der er en tydelig sammenhæng mellem forældrenes attituder og det at mobbe. Taler forældrene dårligt om naboen, onklen eller om en af kammeraterne i skolen, så forstyrrer det deres eget barns opbygning af gode relationer, siger Helle Rabøl Hansen.

– Det omvendte gør sig selvfølgelig også gældende, tilføjer hun. 

– Har man som forældre en positiv og inkluderende holdning til andre mennesker, smitter det af på, hvordan barnet optræder.

Vi skal ikke være ens

Tag alle med

Et andet af forældrerådene går ud på at opmuntre børnene til at forsvare dem, der ikke kan forsvare sig selv: ”Ridderråd” kaldes det.

– Det med at trække lansen, være i kamp for andre og redde nogen. Det er værdier, som vi tror, ligger dybt i børnene, også pigerne, værdier som vi skal rose og opmuntre, forklarer Helle Rabøl Hansen.

– Vi skal gøre op med den kultur, som har været fremherskende i mange årtier i Danmark: At man ikke skal blande sig. Vi har været bange for, at vi selv eller vores barn skulle blive den udsatte, hvis man gik ind og blandede sig, når nogen blev generet eller bare holdt udenfor. For at undgå mobning må vi bryde den vane, siger hun.

Endelig er det en af Helle Rabøl Hansens kæpheste, at vi allerede i børnehaven indfører en social fødselsdagspolitik.

– Fødselsdage betyder meget for børn, både for de andres og ens egen. De er nærmest noget helligt. At blive sprunget over i rækken af inviterede gæster kan for den forbigåede være meget smertefuldt. Derfor vil jeg gerne opfordre til, og det gør man heldigvis også mange steder, at man enten inviterer alle, ingen eller alternativt alle drenge eller alle piger fra stuen eller klassen. Man kan også slå sig sammen nogle stykker og måske holde festen henne i børnehaven eller skolen. Princippet bør være, at er man i en gruppe og har et fast tilhørsforhold til den, skal hele gruppen med, siger hun.

LÆS OGSÅ: Sådan styrker du dit barns personlighed

Men hvad nu hvis vi selv, så vidt det er os muligt, gør os umage og faktisk får nogle børn ud af det, som passer på kammeraterne. Men den nye ven, som han eller hun hiver med hjem fra skole, viser sig at være en rent ud sagt møgunge?

Èn som vrænger næse af legetøjet, aftensmaden eller computerspillet og næste dag driller og udstiller vores barn over for de andre børn? Helle Rabøl Hansen indrømmer, at situationen er svær.

– Det er et minefelt. Det er enormt svært at kritisere andres børn. Mit forslag er, at man sørger for på forældremøder at snakke om, hvad godt kammeratskab er for en størrelse. Så har vi et fælles udgangspunkt for at tage en snak, hvis et eller andet kedeligt mellem børnene opstår, siger Helle Rabøl Hansen og tilføjer, at socialt samvær forældrene imellem i det hele taget har en positiv indvirkning på børnenes måde at være sammen på.

Den modsatte effekt får vi derimod, hvis vi begynder at snakke med en anden forælder om et tredje barn.

– Det må ikke ske! siger hun.

– Det er gift for fællesskabet, det smitter af på børnene, og det kan skabe yderligere afstand til de børn, der i forvejen ofte har det svært. Men det viser, at vi har behov for at tale om disse ting. Så har vi et fælles udgangspunkt. Når alle har talt om det til et møde, bliver det nemmere at tage op med de parter, der rent faktisk er involverede. Frem for at sladre om dem til andre.