Klumme: Er dit barn mobber, offer eller tilskuer?
Hvordan ved man, om ens børn trives – sådan rigtigt - i klassen og i børnehaven? Vi vil så gerne have, at de vokser op som gode kammerater, men hvad hvis de mobber andre, selv bliver mobbet… eller måske bare ser på? Læs Mettes overvejelser om sine egne børn her.
Smilene var usikre og tøvende. Øjnene undvigende, men alligevel med et bedende blik: Må jeg være med? Jeg husker dem tydeligt fra min skoletid. De børn, som ikke var en helhjertet del af fællesskabet, dem som ikke havde nogen oplagte at lege med. Dem, som nok var med til fødselsdagene, men alligevel altid blev valgt til sidst, når der skulle deles hold til gymnastik eller vælges pladser i klassen. De blev ikke direkte mobbet – og så alligevel stod de der, og higede efter at være med, uden rigtig at være det. Hvad mon der er blevet af dem i dag?
Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage, og at jeg ville være den modige. Hende, som bød dem indenfor, hende, der ville være ligeglad med, hvad andre tænkte, men i stedet tænkte på netop hele gruppen frem for kun min egen næsetip. For et liv i skolegården kan være ubønhørligt. Jeg er så taknemmelig for, at jeg altid havde nogen. Bedstevenner, som jeg var sammen med stort set hver dag, nogen jeg delte ALT med: sommerfuglene i maven, hvis en særlig dreng smilede til mig, frustration over dumme forældre og hvis én havde sagt noget tarveligt i klassen. Tænk at være dem, der havde ingen. I takt med, at både jeg og min selvtillid voksede, forsvandt usikkerheden også. Men nu er følelsen vendt tilbage. For nu er jeg selv blevet mor med en dreng i indskolingen og en anden med skolestarten faretruende tæt på. Vel er det vigtigt, at de lærer at læse og regne, men det allervigtigste for mig er alligevel, at de får gode venner og selv bliver gode kammerater. For det er i høj grad med til at forme dem for resten af livet.
Jeg lytter og fornemmer
Jeg kan mærke lettelsen, når min ældste glad lader sig opsluge af børnegruppen i klassen, og legeaftalerne står i kø. Men jeg er også på vagt, for jeg har et ansvar. Ligesom du har med dine børn. Et ansvar for at holde øje med, at han bliver ved med at trives, eller om der er noget, han ikke fortæller mig. For som Bente Boserup fra Børns Vilkår forklarer om mobning:
“Børnene ved jo godt, at forældrene gerne vil have, at de har mange kammerater og er en succes henne i skolen, til fodbold, og hvor de ellers befinder sig. Derfor prøver de nogle gange at skjule det. Det kan også være, de ikke siger noget, fordi de oplever, at forældrene simpelthen ikke har tid til at lytte til dem. At de har for travlt eller slår det hen, når de betror sig til dem. Det kræver rigtig meget tid at få børn til at lukke op.”
Så jeg lytter. Jeg spørger. Og jeg fornemmer. Særligt ved puttetid, hvor de typisk åbner op og fortæller om dagen; om hvem der sagde eller gjorde hvad i skolen og i børnehaven. Af og til ligger jeg med tilbageholdt åndedræt mens jeg prøver at tyde, hvad der bare er banale konflikter, og hvad der måske stikker dybere end det. For den lille nagende bekymring er der.
Bekymringen for, om jeg gør det godt nok, om jeg lytter rigtigt og får fanget deres signaler, og om de nu er en oprigtig del af fællesskabet. Sommetider ville jeg ønske, at jeg kunne klare konflikterne for dem. Og jeg kan godt trumfe en legeaftale igennem, hvis der har været konflikter med bestemte – for på tomandshånd løsner de som regel op igen. Men de skal lære det selv. Så jeg prøver at klæde dem på. Vi snakker om, hvornår man er en god ven, og hvornår man ikke er. Vi snakker om, hvad man kan gøre, hvis andre bliver drillet. Nogle gange fortæller de beredvilligt, hvis det har været en ʻdum dag’, andre gange himler de med øjnene og vil ikke tale. Jeg håber i mit stille sind, at noget sidder fast. At mine drenge bliver ordentlige venner. Dem, som ikke holder andre udenfor, dem som ikke selv bliver holdt udenfor. Og måske endda dem, der ikke bare er tavse vidner, men siger fra, hvis de oplever uretfærdighed – også over for andre.
Lyt til podcast om mobning her