Et godt råd: Lad bremsen på barnevognen være i stykker!

Jeg sad i bussen på vej til byen sammen med Isak. Jeg frygter det tit med de busser, for er der nu plads til barnevognen?

Heldigvis havde jeg ingen aftaler, så jeg tog det med ro, og jeg kom da også med den første bus, for der var HELDIGVIS ikke andre mødre med barnevogne. Så kom det busstoppested, hvor en mor steg på bussen med en barnevogn. Den mor, den barnevogn og den baby kommer jeg aldrig til at glemme. 

Det kan være ligemeget – du var en Emmaljunga, og det vigtigste var, at der var noget galt med dig! Ja, din ejer, moren, nærmede sig mig pludseligt, lænede sig hen over mig, og jeg tænkte, åh nej, har jeg gjort noget? Indrøm det nu, der er da ingen i en bus, der bare kommer helt tæt på dig og siger “hej”. 

Hun begyndte at sige noget, ja, hun talte til mig: “Undskyld, bremsen på min barnevogn virker ikke, så vil du være sød lige at holde den, så jeg kan gå op til chaufføren og vise min billet?”. Jeg smilede og nikkede, og da hun kom tilbage, begyndte vi naturligvis at snakke sammen. Om hvad? Selvfølgelig om den forbistrede bremse på barnevognen og om alt muligt. Jeg fik dit navn, Silja, ja den lille pige i barnevognen med en bremse, der ikke virker.

Jeg hoppede af bussen og kunne ikke lade være med at smile. En åndssvag bremse havde fået liv i bussen, fået to mennesker til at snakke sammen og havde givet navnet Silja en mening. Jeg ved ikke om du tænkte det samme, Siljas mor, men hvor håber jeg, at du ikke har fået repareret den bremse.

Jeg tænker tit over, hvor umenneskelige vi er, når vi stiger på en bus. Stilhed og stirren. Heldigvis formår jeg at få nogle smil frem, især når jeg har min Isak med mig, og han charmerer sig ind på folk, men hvor er det bare mærkeligt at tænke på, at man bare sidder – en masse skæbner samlet sammen, så forskellige og specielle. 

Jeg har altid haft det mærkeligt, når jeg sidder foran én i en bus. Jeg tænker: ‘Jeg ved jo, at jeg selv er et menneske med en historie’, og tit tænker vi ikke over, at den, vi sidder overfor, på samme måde har en historie og ér noget. Nej, det er som om, dEt bare er én, der sidder over for os – vi er hovedpersonen, og de er bipersonerne – måske ikke engang bi-, men ingenpersoner, og vi selv Er den vigtige, den vigtigste. 

Og jeg tænker tit, om personen over for mig, tænker det samme om mig, eller er det bare mig? :-).

Det er bare utroligt, hvor meget vores børn kan være midlet til noget, til en snak, til et smil, til et forhold. Og det er måske, hvad vi nogle gange har brug for at gøre – at være barnet.

Læs mere på 2verdener.dk