Få det bedste ud af forældremødet
To forældremøder om året. Det er, hvad der normalt er sat af i en klasse. Møderne skal dække alt fra madpakker til mobning over fagligt indhold til forældrenes forventninger. Så tiden er knap. Vi guider dig til gode og effektive møder.
Der er forældremøde i Børnehaveklasse A. Det forløber i og for sig okay. A-klassens forældre er tilfredse med skolestarten og interesserede i, hvad der skal foregå i løbet af skoleåret. Det bliver der fortalt om. Men hvordan er det nu med lektier? Ingen lektier. Jamen, er det nu ikke at tage for let på det ? og er det ikke bedre at børnene lærer at skole og lektier hører sammen?
Uenighed og utilfredshed begynder at brede sig. Heller ikke børnefødselsdage er der enighed om. Nogle mener, at man selvfølgelig skal invitere alle børn i klassen med, mens andre siger, at det da må være en privat sag. Helt galt går det, da en mor foreslår, at kun hvis man inviterer alle i klassen, må invitationerne deles ud i skolen. Diskussionen er ikke til at stoppe, og pludselig spørger en far, om lærerne i det hele taget er deres opgave voksen, når de kan finde på at bringe et spørgsmål om afholdelse af børnefødselsdage op på et skolemøde.
Hvordan går det så galt ? og er det forkert af læreren at lade en diskussion om børnefødselsdage få lov at fylde på et forældremøde?
?Nej, det er ikke spor forkert,? lyder det klare svar fra Lars Johansen, som er lærer på Christianshavns Skole i København.
?I de små klasser, såvel som i de større, er det meget vigtigt at få alt det sociale på plads. Og de praktiske ting fylder helt vildt meget hos forældrene,? understreger han.
Ingen fagforedrag, tak!
Ifølge Lars Johansen er det rigtig vigtigt, at I som forældre kommer til orde på forældremøderne. Derfor skal hvert emne være egnet til diskussion og må ikke tage en evighed. For et forældremøde må aldrig blive en foredragsrække, hvor de forskellige faglærere afløser hinanden med lange redegørelser for, hvad de underviser i lige nu.
?Så behøvede vi jo ikke samles, så kunne vi lige så godt sende forældrene et brev eller en mail. Det er vigtigt hele tiden at lægge op til dialog. Jeg har altid en dagsorden, men jeg sætter også rigtig lang tid af til punktet ?Eventuelt?. Jeg synes, det er en god idé, at de forskellige faglærere fortæller mere om deres undervisningsmetoder end, hvad de rent fagligt helt præcist lærer børnene, for det kan man med fordel sende ud på skrift til forældrene inden,? siger Lars Johansen.
Men selvfølgelig skal klassens lærere kort præsentere deres planer for det kommende skoleår. Derudover er det også vigtigt at debattere børnenes trivsel, herunder eventuel mobning, hvordan klassen takler konfliktsituationer, hvordan kontakter forældre og lærere hinanden i forskellige situationer og så videre.
Forberedelse er alt
Forberedelse er alfa og omega for et godt og konstruktivt møde. Og her kan du sagtens få indflydelse. I enhver klasse er der nemlig en eller flere kontaktforældre, som typisk vælges på første forældremøde, og som er med til at sætte dagsordenen for de kommende møder. Lars Johansen foreslår, at kontaktforældre og lærere før mødet kontakter hele forældregruppen og får input til dagsordenen.
På den måde kan man sikre sig, at forældremødet kommer til at handle om netop det, som optager forældrene nu. I denne runde kan alle forældre byde ind med emner, som de synes er vigtige.
?Der er visse klassiske emner, som alle forældre synes er vigtige, for eksempel fællesfødselsdag, gavebudget, lektier, madpakker og frokost-situationen. Dem skal der derfor være plads til,? siger Lars Johansen.
Det er også en god ide inden mødet at tage stilling til, om der måske skal inviteres ?gæstetalere? som SFO-pædagoger, SSP-konsulenter eller andre til forældremødet, om der skal arrangeres lidt kaffe og kage for at sætte en hyggelig ramme og så videre. Under selve mødet er det vigtigt at have en ordstyrer, der holder øje med tiden og sørger for, at diskussionerne ikke løber af sporet.
Det kan være en fordel, at ordstyreren ikke er en af lærerne, da det kan være svært for dem at stoppe en diskussion, hvor de selv er ?under angreb?. En ordstyrer kan også være med til at sikre, at det ikke kun er de dominerende, snakkende forældre, der får luft for deres holdninger. Er du selv en type, som ikke er glad for at tale i store forsamlinger, så kontakt læreren eller kontaktforældrene forinden og få eventuelt dem til at bringe dine argumenter op.
?Så går vi i grupper!?
Skal forældremødet gøres til en lidt sjovere affære end tre stive timer på for små stole, så kan gruppearbejde være en god idé. Ifølge Lars Johansen er det nemlig en god ting at skulle forholde sig til noget helt konkret. Det kan både være at indvie forældrene i et nyt projekt, som klassen skal til at beskæftige sig med. Men det kan også for 0. klasserne for eksempel handle om, hvad ordet ?undervisningsparat? betyder, eller hvilke forventninger forældrene har til skolen og omvendt. I disse diskussioner viser det sig nemlig ofte, at skolen og forældrene har et fælles ansvar for rigtig mange ting.
?Det kan være en rigtig god øjenåbner for nogle forældre,? fortæller Lars Johansen.
Når emnerne er afstemt i forvejen og lægger op til diskussion, kan man næsten ikke undgå at engagere forældrene ? og en engageret forældregruppe gør en forskel for hele klassens sociale liv og velbefindende.
?Børnene vokser ved, at forældrene bakker op om skolen, lærerne og interesserer sig for deres skolegang. Jeg kan virkelig mærke forskel på de klasser, der har en velfungerende forældregruppe, og de, der ikke har,? siger Lars Johansen.
Sociale forældre er godt
Derfor er det også en rigtig god ide, hvis I tager initiativ til at lave noget socialt sammen som forældregruppe. Det kan både være sociale arrangementer, som skovtur eller fællesspisninger, hvor klassens elever mødes med forældrene og elevernes søskende, eller det kan være sociale arrangementer, som fester eller hyggeaftener kun for forældrene.
Ofte fungerer det faktisk godt at arrangere noget socialt direkte efter forældremødet, når alle alligevel er samlet. For ofte viser det sig, at meget af det, man kommer til at bruge alt for lang tid på til et forældremøde, kan blive løst ved, at de involverede forældre lige får snakket om det lidt mere uformelt. Og så skal du huske på, at denne klasse skal dit barn gå i i rigtig mange år. Derfor er det også en rigtig god investering for jer forældre, at få det bedste ud af forældregruppen ? både for jeres barns og jeres egen skyld.
10 veje til et godt forældremøde:
? Lav en klar dagsorden med input fra alle forældre.
? Beslut, om der skal inviteres gæster til mødet.
? Arranger kaffe og kage eller andet, der kan sætte en hyggelig ramme.
? Få lærerne til at udsende fagbeskrivelser i god tid inden mødet.
? Vælg en ordstyrer ? en forælder, der kan holde styr på tiden og afbryde forældre, der fortsætter en diskussion for længe eller angriber andre personligt.
? Lav eventuelt gruppearbejde, hvor konkrete spørgsmål diskuteres.
? Hold en god tone ? gå efter bolden, ikke manden.
? Udsend mødereferat efter mødet.
? Send løbende opdateringer på en konkret situation, hvis det er aftalt.
? Er der konkrete nye initiativer, som skal op at stå? Sørg for at følge op.
… og 10 ting, der kan ødelægge det!
? Du har besluttet dig på forhånd til, hvad du mener om det hele.
? Kun halvdelen møder op.
? En personlig konflikt mellem to forældre får lov at fylde.
? Du hører dig selv sige: ?Jeg vil ikke finde mig i ??
? Du har større børn og orker derfor ikke at høre samme diskussioner, som du allerede har været igennem.
? Du synes, at mødet er et godt forum til at snakke med læreren om dit barns helt specifikke problemer.
? Du vil gerne have, at de andre forældre skal synes, du er sjov, så du sørger for at runde de fleste diskussioner af med en superskæg bemærkning.
? Du har flere arrangementer på samme aften, så du kommer, når mødet er i gang, eller går, før det er slut.
? Du har hverken forberedt dig, læst eller husket dagsordenen ? og har i øvrigt din telefon åben, hvis der skulle tikke en vigtig besked ind.
? Du har selv en pædagogisk uddannelse og vil bruge dette forum til at fortælle læreren, hvordan du plejer at undervise.
Hvordan er din egen facon på forældremøder?
? Hvordan er dit sprog ? er det krigerisk eller imødekommende?
? Er du ægte undersøgende og interesseret? Det kunne jo være, at de andre havde nogle erfaringer, du kunne bruge.
? Viser du respekt for de andre? Husk, at du skal være i denne forældregruppe i 10 år!
? Kunne du være mere åben, ærlig og direkte i din kommunikation?
? Tager du ansvar for dit eget udbytte af mødet?
? Fokuserer du på noget, man reelt kan ændre på?