"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen
Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.
Denne artikel blev bragt hosKlikk.noførste gang. Dette er en redigeret udgave.
24-årige Ingri Moen og hendes mand, Jan Kristian, 24 år, begyndte at date, da de var 17 år gamle. To år senere flyttede de sammen i et hus.
Da Ingri blev gravid med deres førstefødte Edvard, som i dag et to og et halvt år, købte de en seng til ham, som kunne stå ved siden af deres seng – for de syntes, at de skulle have deres seng for sig selv.
”Vi siger og mener mærkelige ting, før vi får børn. Når vi får børn, indser vi, at de tanker og følelser, vi havde før, ændrer sig,” fortæller Ingri.
Samsovning
I 2021 bød parret deres søn velkommen til verden. Da de kom hjem fra hospitalet, vænnede han sig til at sove i sin mors og fars seng.
”Jeg havde en svær graviditet og var derfor ret ængstelig. Jeg blev ved med at tjekke ham og følte, at det var mere sikkert at have Edvard ved min side hele tiden. Så vidste jeg, at han havde det godt,” forklarer hun.
”Amningen var også nemmere, fordi jeg kunne amme ham i sengen i stedet for, at jeg skulle tage ham ud af hans seng, sætte mig ned og amme ham, for så at ligge ham tilbage i sengen. Jeg synes, at jeg sparer en masse tid, når vi sover sammen,” tilføjer hun.
Søvn efter fødslen af deres søn føltes også som en mangelvare på det tidspunkt.
”Det føltes, som om jeg fik for lidt søvn, men når jeg ser tilbage på det nu, var det fint. På det tidspunkt havde vi kun ét barn at tage os af,” siger Ingri.
Det var, da de fik to børn under to år, at det gik op for dem, hvad søvnmangel egentlig er.
Separate soveværelser
Blot ni måneder efter sønnens fødsel blev Ingri gravid med deres datter Sonja, som i dag er et år.
Den lille familie på tre sov sammen i forældrenes seng, men da terminsdatoen nærmede sig – og familien på tre var ved at blive til fire – indså de, at de måtte finde en anden løsning.
Ingri er kronisk syg og har haft colitis ulcerosa (en betændelsestilstand, der påvirker tyktarmen og endetarmen), kronisk migræne og kronisk træthedssyndrom, siden hun var 12 år gammel.
”Det påvirker mig meget i min hverdag. Jeg er hjemmegående, og Jan Kristian måtte overtage min barselsorlov, fordi jeg var udmattet og træt. Søvn har været vigtigt for at få enderne til at mødes med to små børn,” fortæller hun ærligt.
De kunne ikke overskue ’kampen’ med at få deres søn ind på sit eget værelse og fandt derfor på en lidt utraditionel løsning.
”Vi besluttede, at Sonja og jeg skulle sove i vores eget værelse, da jeg ammer, og min mand og vores søn skulle sove i et andet soveværelse, så de kunne få en uforstyrret søvn. En nyfødt baby larmer jo ofte om natten,” siger Ingri og fortsætter:
”Det føltes lidt mærkeligt i starten. Vi tog det som en selvfølge, at vi som ægtepar altid skulle dele seng,” tilføjer hun.
Deres mål var at kunne genoplade batterierne så meget som muligt for at gøre hverdagen lettere. Med kun 18 måneder mellem børnene blev søvn meget værdifuld.
”Vi var meget trætte i starten. Det var lidt overvældende at have to små børn, som krævede meget opmærksomhed,” siger Ingri.
Ny løsning
Efter otte måneder i hvert sit soveværelse fandt familien på en ny løsning.
”Vi besluttede at lægge en madras på gulvet i det soveværelse, hvor Sonja og jeg sover, så vi alle kan sove i samme rum. Det er rart at have dem tæt på,” siger hun.
Om aftenen sover deres søn lidt uroligt og vil gerne kravle op i mors og fars seng.
”Vores datter går ret tidligt i seng, så jeg går som regel i seng med hende. I stedet for at min mand skal hente vores søn, hver gang han vågner, er det bedre, at han kommer op i min seng, for der sover jeg som regel allerede,” siger Ingri.
”Jeg ender ofte med at sove med to børn i sengen, og min mand sover alene på madrassen,” fortæller hun.
Tilhænger af samsovning
Ingri vil gerne nyde tiden, mens børnene stadig er små, og hun er stor tilhænger af sikker samsovning.
”Babyfasen er den korteste fase, og pludselig vokser de op. De kommer ikke til at sove hos os for evigt, håber jeg,” griner hun.
”Hvis vi sover sammen med vores børn i omkring fem år af vores liv, så har min mand og jeg masser af tid til at sove sammen senere,” tilføjer hun.
På TikTok delte Ingri sine erfaringer med samsovning. Der var både positive og negative kommentarer.
”Nogle mener, at samsovning ikke er sikkert, eller at det er farligt for barnet. Vi følger ammerådgiverens og Landsforeningen for uventet barnedøds råd. Vi har læst op og sørger for, at vi har sikker samsovning,” siger Ingri.
Der har også været kommentarer om, at hun og Jan Kristian sover i forskellige rum og senge.
”Mange har skrevet, at de også gør det, og at vi ikke er alene. Andre skrev, at ’det er dumt’, ’jeg fatter ikke, at din mand finder sig i det’, og ’børnene kommer til at være meget klæbende over for dig resten af dit liv, fordi du sover sammen med dem’. Men de fleste kommentarer er positive," siger hun.
Ingri ønsker at normalisere småbørnslivet.
”Jeg vil gerne vise, hvordan det kan være i virkeligheden. Nogle gange er man nødt til at sove i forskellige rum eller forskellige senge. Familier er nødt til at finde en løsning, der fungerer for dem, og det her var vores løsning,” siger hun.
Sikker samsovning
”Sikker samsovning handler om at sørge for, at spædbarnet har det behageligt og luftigt, og at barnet er varmt nok. De vigtigste faktorer for sikker samsovning er, at barnet sover på ryggen og undgår overophedning. Dette er primært et råd, indtil barnet er et år gammelt.”
Det siger Trine Giving Kalstad, som er ekspert i Landsforeningen for uventet barnedød (LUB) til Klikk.no.
Ifølge hende udgør samsovning en større risiko end at have barnet i sin egen seng.
”Hovedresultaterne af al SIDS-forskning (Sudden Infant Death Syndrome, red) viser, at det sikreste for barnet er at sove i sin egen seng i forældrenes soveværelse. Forskningen viser også, at hvis man samsover på en sikker og ansvarlig måde, minimeres risikoen," siger Trine Giving Kalstad.
Vuggedød
De største faktorer, der spiller en rolle i forbindelse med vuggedød, er, at det er for varmt.
”Hvis mor og barn deler en dyne, kan den være for varm eller for stram. Hvis barnet ligger på siden og ruller om på maven, fordi madrassen er meget blød, kan det øge risikoen for vuggedød, fordi barnet ikke får nok frisk luft," siger Kalstad og fortsætter:
”Hvis mor, far eller den person, der sover tættest på baby, ryger, øger det også risikoen,” tilføjer hun.
Det anbefales også, at barnet sover ved siden af mor og ikke mellem forældrene.
Hvorfor vælger forældre at samsove?
”Valget om samsovning hænger ofte sammen med, at barnet falder lettere til ro, at man føler, at man har bedre kontrol over barnet, og at det kan være lettere at amme om natten. Men vi ved ikke, om folk samsover, fordi de ammer, eller om de ammer mere, fordi de samsover,” siger Trine Giving Kalstad.
Hun forklarer, at risikoen for vuggedød er lille, men at mange stadig har en stor frygt.
”Det vigtigste, som forældre kan gøre, er at søge råd om, hvordan man gør samsovning så sikkert som muligt. Det er i sig selv en forebyggende faktor. Vi informerer også på vores hjemmeside om sikker samsovning og har animerede videoer på forskellige sprog, der illustrerer det,” slutter Kalstad.