Flyverdragt til vuggestue eller børnehave? Det skal du kigge efter
Der er forskel på, hvilke behov vuggestue- og børnehavebørn har, nå der skal købes ny flyverdragt til vinteren. Her er en liste over nice-to-haves og need-to-haves, når du vælger flyverdragt til enten vuggestuen eller børnehaven.
Der er andre krav til flyverdragten, når den skal holde dit vuggestuebarn lunt i kulden, end hvis det er storebror i børnehavealderen, den skal varme. Penille Dalmose Christensen, tidligere børnetøjsdesigner og nuværende underviser i bæredygtig mode ved KEA, Copenhagen School of Design and Technology, guider dig.
Nice to have og need to have, når du køber flyverdragt
- Den aftagelige hætte: For vuggestuebarnet er den "need to have". Når vinden suser i sandkassen, kan det være rigtig rart, at den kan trækkes op. Den skal dog være med knapper, så den kan rives af, hvis dit barn sidder fast. Børnehave- og skolebarnet vil oftere synes, at hætten er irriterende, og derfor er den ikke et must her, men kun "nice to have".
- Snefang i ærmer og bukseben: Det lille ekstra ærme og ben inde i flyverdragten sikrer, at barnet ikke får sne direkte ind på arme og ben. Snefanget isolerer og holder barnet varmt og tørt. Det er en "need to have" – og kun mere jo ældre barnet bliver og jo flere sneboldkampe, det deltager i og vilde snerul, det kan finde på at lave.
- Remme under fødderne: De fleste flyverdragter har aftagelige remme af enten gummi eller elastik under fødderne. Forestil dig, hvor buksebenene på flyverdragten havner, når vuggestuebarnet kravler afsted, hvis ikke remmen er fæstnet under vinderstøvlen? "Need to have". For det store, mobile barn kan remmene godt være irriterende, og desuden er de også udsat for en del slid, jo mere om sig barnet er på vinterstøvlerne. + 3 år er remmene derfor bare "nice to have". TIP: Fælles på tværs af aldre er, at gummi- eller silikoneremmen holder længere og er nemmere både at rengøre og skifte ud end elastikremmen.
- Dobbelt lynlås på forstykket: Nogle flyverdragter kommer med én lynlås foran, andre har to så hele fronten kan klappes ned. Sidstnævnte er "need to have" til det lille barn, så det kan øve sig i selv at kravle i flyverdragten. Selvhjulpenhed bliver nemmere, og det er et fokus i de fleste vuggestuer. For de større børn vil det være hip som hap for mange om flyverdragten har enkelt- eller dobbelt lynlås.
- Velcro i ærmerne: Nogle flyverdragter har elastik i håndleddet, andre er udstyret med velcro. Velcro-løsningen giver mulighed for at justere og optimere pasformen i ærmet, men fordrer til gengæld ikke til selvhjulpenhed. Velcro i ærmet er derfor "nice to have".
- Knapper foran lynlås: Når man er under tre år, er knapper svære selv at klare. Lynlåsen og det underlæggende materiale er lavet til at være varmt og vandtæt nok, hvis ikke der lagt et stykke stof med knapper udenover. Den ekstra flap vil dog styrke flyverdragten i forhold til slid, hvis barnet maver meget rundt. Knapper er derfor blot "nice to have" til små børn. For store børn kan det ekstra stof med knapper være rigtig godt. De kan sagtens håndtere dem selv, og den ekstra flap vil styrke og beskytte flyverdragten i forhold til slid, når barnet tager turen på maven ned ad den snedækkede skrant eller rutsjebanen. Du kender dit barn bedst – det kan være "nice to have", det kan være "need to have".
- Høj krave: Nogle flyverdragter har en regulær krave, andre næsten igen kant. Nogle har nærmest indbygget halsedisse, andre ikke. Det lille barn vil stort set altid være iklædt en praktisk elefanthue, som varmer ned om halsen, og den høje krave er derfor ikke så vigtig her. Faktisk kan den genere mere, end den gavner, hvis den er så høj og stiv, at den driller barnet, når det sidder og leger med flyverdragten på. Prøv derfor også flyverdragten, når dit barn sidder – uanset barnets alder. Den højere krave er som tommelfingerregel højest "nice to have" for vuggestuebarnet. Det store barn vil sjældnere gå med elefanthue, og en højere krave er derfor at foretrække, ligesom man med fordel kan huske en god halsedisse under flyverdragten. Pas dog stadig på at kraven ikke bliver for høj eller stiv. Den højere krave er her "need to have".
- Beskytter mod lynlås i kraven: uanset barnets alder er det "need to have", at der er en lille flap, der går ud over lynlåsen i kraven, så lynlåsen ikke kradser, slider og generer huden på halsen og under hagen. Eller værre endnu – at barnet lyner huden fast i lynlåsen og får klemmelus. Aller dejligst er det, når der også er et blødt materiale i kraven – for eksempel fleece.