Fødsel set som jordemoder: ”En fantastisk fødsel – med visse udfordringer"

Telefonen ringer klokken tre om natten. Annes vand er gået, men hun har ikke veer, så jeg beder hende gå i seng og slappe af. Klokken 6.45 ringer Kasper,

for nu har Anne veer med fem-seks minutters interval, og de gør ondt. Vi mødes en time senere i min klinik, og jeg kan tydeligt se og høre på Anne, at hun er i aktiv fødsel.

Klokken ni kommer Anne i fødekarret. Hun har en flot vejrtrækning og arbejder godt med veerne, så jeg fortæller hende bare, hvordan hendes barn har det, og at alt er, som det skal være.

Klokken 9.20 er hun helt åben, bortset fra en lille kant, og jeg får hende til at flytte sig rundt i forskellige stillinger, så barnets hoved kan trænge bedre ned på bækkenbunden. Jeg har nemlig en fornemmelse af, at det er et stort barn, og vi må give det tid til at arbejde sig ned og ikke presse for tidligt.

LÆS OGSÅ: Sådan opleves den samme fødsel set med mors og fars øjne

Klokken ti begynder Anne at presse, og hovedet kommer langsomt frem. Hun er lidt opgivende og falder langt væk mellem veerne, så jeg begynder at tage mine forholdsregler. Hjertelyden er perfekt, så jeg er ikke bekymret for, at navle-snoren sidder om halsen, men det er et meget stort barn.

Nu skal barnet ud!

Lidt over 11 kommer hovedet frem, men mellemkødet giver sig ikke meget, og jeg lægger en episiotomisaks og lokalbedøvelse frem, hvis jeg skal lægge et klip. Jeg siger ikke noget, for det vil stresse Anne. Det begynder at være rigtig hårdt, og jeg må kommandere lidt med hende.

Klokken 11.18 føder hun hovedet, men barnet er så stort, at det sidder fast med hagen, og jeg må lirke underlæben og hagen frem i en vepause. Det har jeg

alligevel aldrig prøvet før! Skuldrene roterer ikke, som de skal, og barnet sidder fast – han skal han ud hurtigt! Anne presser alt, hvad hun kan, og med et par fingre får jeg fat under barnets armhule og med stor kraft trukket højre skulder ud. Så kan jeg forløse resten af kroppen, og drengen skriger med det samme.

LÆS OGSÅ: Jordemødre: Vi har så travlt, at ting går galt

Klokken 11.40 føder Anne moderkagen i vandet. En stor kalorius på 900 gram. Hun kommer op af karret, og jeg tjekker hende. Utroligt nok har kun fået en lille rift, der blot kræver to små sting. Liv-

moren trækker sig fint sammen, hun bløder ikke mere, end hun må. Men hun er svimmel og dårlig. Jeg tænker, om der er blødninger et sted. Men alt ser fint ud, så jeg tager det roligt og formoder, at det skyldes udmattelse, for hun har været stresset op til fødslen med arbejde.

En stærk fødsel

Klokken 17 er hun bare stadig dårlig, og jeg må overveje, om hun skal indlægges, for jeg er ikke tryg ved det længere. Jeg ringer efter en kollega, så vi sammen kan vurdere, hvad der er bedst. Hun er jordemor og choktraumeterapeut og vurderer hurtigt, at Anne er en smule chokeret oven på oplevelsen. Det lykkes hende at få talt Anne på benene.

Det er en på mange måder stærk fødsel. Jeg har hele tiden troet på, at Anne kunne få en bedre oplevelse end sin første fødsel. Hun føder jo så et barn, der er halvandet kilo større end den første – med egne veer og uden smertelindring. Jeg er kun nervøs, da han sidder fast, og jeg må trække så hårdt for at få ham ud, at jeg får noget nær en arbejdsskade i højre pegefinger og albue. Det er en fødsel, der går, som den skal, men ikke uden udfordringer. Det er heller ikke normalt at kollapse så voldsomt bagefter. Men fødslen kan karakteriseres som en spontan, ukompliceret fødsel, fordi komplikationerne ikke får lov til at udvikle sig. 

LÆS OGSÅ: Få det bedste ud af din jordemor

LÆS OGSÅ: 8 vigtige opgaver for far under fødslen

LÆS OGSÅ: Veen – din bedste ven selvom den gør skide ondt