Det var et mareridt at blive mor

LÆSERBERETNING: Den dag i det tidlige forår, hvor jeg opdagede, at jeg var gravid, blev jeg ovenud lykkelig. Steffen og jeg havde et par måneder forinden besluttet at prøve at blive forældre. Tænk, at det var gået så hurtigt!

Det var ikke fordi, vi ikke var vant til et højt tempo. Steffen var advokat og arbejdede meget. Jeg var netop blevet udnævnt som direktør for et lille, lokalt museum i vores by, og havde også travlt.

Jeg var lige fyldt 30, havde styr på livet, og nu skulle jeg også være mor.

Jeg havde altid været det, man kalder en 12-tals-pige. Sådan en der klarede sig godt. Det føltes vigtigt. Mine forældre var altid gået op i, at deres børn præsterede. Især min mor gik meget op i, at jeg fik gode karakterer og altid var pæn i tøjet. Der var ikke plads til fejl og usikkerhed.

Min glæde over at skulle være mor ændrede sig dog hurtigt. Allerede en uge efter den positive test begyndte jeg at få det dårligt. Jeg var meget træt og havde kvalme det meste af døgnet.

– Det går over igen, sagde veninderne, men det gjorde det ikke.

Kvalmen forsvandt rigtig nok efter et par måneder, men jeg følte stadig, at jeg gik rundt i en boble. Min krop føltes fremmed og tung, selvom maven ikke var stor. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville stråle i min graviditet. I stedet var jeg bleg. Min hud var uren, og mit blik var tomt.

Jeg bekymrede mig om alt hele tiden. Jeg var bange for fødslen, for ikke at kunne slå til som mor. Jeg skammede mig over ikke at kunne leve op til forventningerne om, hvordan en kommende mor skulle være.

Der var ingen, jeg kunne forklare, hvordan jeg havde det. Mine veninder prøvede at forstå, men da jeg længere henne i graviditeten prøvede at fortælle dem om den ulykkelighed, jeg gik rundt med, kunne jeg se deres blikke flakke. De ville helst ikke høre mere, og vidste ikke, hvad de skulle svare.

– Det bliver bedre, når du har født, sagde dem, der selv havde børn. – Når først du ser dit barn, bliver du glad.

Jeg nikkede og smilede. Jeg anstrengte mig for at være normal udenpå og løfte kaffekoppen helt naturligt op til munden, mens jeg forsøgte at svare almindeligt og forventeligt.

Indeni tænkte jeg: de forstår jo intet. Langsomt holdt jeg op med at se dem. Jeg blev så træt, hver gang vi havde set hinanden, og følte mig bare endnu mere ensom bagefter.

Min egen mor kunne jeg heller ikke trække på. Min mor og jeg havde ikke for vane at tale om følelser, og jeg kunne mærke, at hun helst ville høre om, hvor godt det gik, så hun kunne fortælle solstrålehistorierne videre til sine veninder. –

Jeg synes, at du skal finde en anden kæreste, sagde jeg til Steffen en aften. – Når den lille kommer, skal vi nok finde ud af at dele hende.

Jeg mente det gravalvorligt. Steffen var ikke tjent med mig. Jeg var ked af det hele tiden. Jeg græd hver dag og lignede noget, katten havde slæbt ind. Jeg fik angstanfald bare jeg skulle tage bussen, og hvis jeg havde en tid hos lægen, virkede det så uoverskueligt, at jeg satte mig ned og græd. Vi havde stort set ikke haft sex, siden jeg blev gravid, for jeg havde det hele tiden dårligt. Nu var der seks uger til min termin. Jeg følte, at vi måtte finde en løsning. Det var den bedste løsning, jeg kunne komme i tanke om.

Jeg var så langt fra den kvinde, Steffen havde giftet sig med. Hende den sjove med styr på det hele.

Steffen blev vred.

– Nu må du holde op, råbte han. – Du må være tosset, hvis du tror, at jeg går fra dig!

Han var træt. Men han havde ikke tænkt sig at give op. Inde i det mørke, der fyldte alt i mig efterhånden, mærkede jeg en lille gnist af taknemmelighed over, at han ikke gik, men den slukkedes hurtigt, og jeg sad og rugede med et tomt blik ud i stuen.

Veerne startede en sen aften tre uger før min termin. Det eneste, jeg kunne tænke på vejen til fødegangen, var, om mine negative tanker kunne have påvirket mit kommende barn. Var det derfor, fødslen startede for tidligt? Var det min skyld?

Jeg klamrede mig til Steffen og græd.

Da Minna kom til verden, turde jeg næsten ikke se på hende. Hun var så lille. Havde jeg skadet hende allerede? Jeg tog hende op i mine arme, men jeg følte kun en stor ulykkelighed og angst åbne sig inde i mig. Den moderkærlighed, jeg havde hørt, jeg skulle føle, indfandt sig ikke.

Der er noget helt galt med mig, tænkte jeg, jeg dur ikke til at være mor, jeg kan ikke finde ud af det.

Minna begyndte at klynke. Jeg rakte hende hurtigt til Steffen. Hun faldt til ro på hans arm.

– Se, hun kan bedre lide dig, sagde jeg og smilede for at dække over, hvor forfærdeligt jeg havde det.

– Hun kan lide os begge to.

Vi er jo hendes far og mor, svarede han, mens han så ned på hende med sådan et forelsket blik, som jeg netop ikke mestrede.

Vi skulle blive på hospitalet i nogle dage, fordi Minna var født for tidligt. Jeg var træt og udmattet. Når hun en sjælden gang sov, kiggede jeg på hende og syntes at hun var det sødeste lille væsen i verden. Det var så flygtige øjeblikke. Så ramte ulykkeligheden og tomheden mig igen.

Det blev kun værre, da vi kom hjem. Jeg var bange for, at alt hvad jeg gjorde ved Minna, var forkert. Jeg turde ikke forlade huset. Det var, som om mine tanker ikke hang sammen. Det meste af tiden var der sort inde i mit hoved. Jeg græd meget. Både når jeg var alene, og når Steffen var der.

Minna var en måned gammel, da Steffen en søndag formiddag foreslog, at vi skulle trille en tur med barnevognen, finde en café og spise brunch. Det var præcis den slags, vi havde glædet os til, før vi fik Minna. Jeg havde slet ikke lyst, men jeg ville tvinge mig selv. For Steffens skyld. Jeg gik ind i soveværelset for at tage tøj på, men satte mig i stedet på sengen. Pludselig kunne jeg ikke rejse mig. Min krop lystrede ikke. Jeg begyndte at græde helt ukontrollabelt. Steffen løb ind.

– Steffen, jeg har brug for hjælp, græd jeg.

– Jeg er her for dig, sagde han og holdt mig. – Nej, rigtig hjælp, svarede jeg.

I stedet for brunch kørte vi den formiddag på den psykiatriske skadestue. Jeg blev indlagt med det samme. Mens sygeplejersken forklarede mig, hvordan jeg ikke måtte have skarpe genstande på afdelingen, kunne jeg høre en kvinde skrige et sted. Det hele virkede uvirkeligt. Jeg var jo ikke sådan én, der blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Jeg blev diagnosticeret med en svær fødselsdepression, og endte med at være indlagt i næsten tre måneder. Steffen fik orlov fra sit job og passede Minna dag og nat. Han besøgte mig, så ofte han kunne, med Minna. Hver gang græd jeg. Jeg skulle jo være derude med hende, passe hende, passe på hende. Samtidig fik jeg det langsomt bedre af medicinen og samtaleterapien. Jeg fik lyst til de små ting i hverdagen igen. At spise, at gå en tur.

Jeg tænker ofte, at jeg først blev mor, den dag jeg kom ud fra psykiatrisk afdeling. Mørket i mig var lettet. Jeg kunne se klart igen. Jeg kunne se min datter rigtigt. Langsomt voksede den moderkærlighed, jeg havde hørt så meget om, og den var virkelig helt fantastisk, da først den ramte mig.

I begyndelsen var jeg kun sammen med Steffen og Minna. Jeg skammede mig stadig over det, der var sket. Min familie undgik at tale om min depression, det var som et tabu.

Jeg havde ikke lyst til at møde mine veninder og fortælle dem om indlæggelsen. Der var intet ved min fødsel eller tiden efter, jeg havde lyst til at dele med nogen.

Alligevel kom et par af min ældste og bedste veninder en dag på besøg. Steffen havde inviteret dem til morgenkaffe. Jeg var stadig en bleg udgave af mig selv, og selvom jeg havde det bedre, fik jeg et lille angstanfald, da de stod der i døren. Det var dog helt unødigt, for de var selvfølgelig forstående og søde.

I dag ved jeg, at jeg ikke behøver at være perfekt til alt. Det er ok at fejle og være sårbar. Det er ok at bryde sammen som menneske. Det ville mit gamle jeg aldrig have accepteret.

En dag spurgte min jordemoder, om jeg ville tale for en gruppe kommende mødre om min fødselsdepression. Jeg sagde ja, og det blev en skelsættende oplevelse. Jeg følte, at jeg hjalp dem til at se, at det også kan være svært at blive mor, men at det aldrig må blive et tabu, som det var for mig. Det er blevet et foredrag, jeg giver med jævne mellemrum.

I dag er jeg en helt velfungerende mor til min nu toårige datter. Jeg elsker hende over alt på jorden. Når jeg ser på Steffen, bliver jeg stadig imponeret over, at han stod last og brast gennem det hele. Han var alenefar i de første, svære måneder, og samtidig støttede han mig.

Det var en vanvittig grænse at overskride, da jeg lod mig indlægge på psykiatrisk afdeling, men jeg ville ikke have overlevet uden lægernes hjælp. Jeg ville heller aldrig være blevet den mor, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået hjælp. Jeg kommer aldrig, aldrig til at give min families præstationskultur videre til Minna. For hun er helt perfekt, som den hun er.