Frederik Haun troede, det skulle være kærlighed ved første blik: Jeg havde lyst til at flygte
At blive far gik ikke, som Frederik Haun havde forestillet sig.
Artiklen er første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Fra det ene øjeblik til det næste stod Frederik Haun med to små piger i armene - hans piger. Han var blevet far, og det viste sig ikke at være den sprudlende lykke fra starten, som han havde forestillet sig.
Det deler han ærligt i et længere opslag på Instagram.
"Jeg står på hospitalets parkeringsplads på vej ud for at hente pigernes tøj i bilen. Jeg er helt ude af mig selv og har et mindre angstanfald. Jeg ringer febrilsk til min mor, græder og er skræmt fra vid og sans – hvad er det, jeg har gjort? Jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at jeg allermest har lyst til at starte bilen og flygte – flygte fra det hele. Hvorfor er jeg ikke hovedkulds forelsket i pigerne?," skriver Frederik Haun.
Han havde troet, det skulle være kærlighed ved første blik.
"Øjeblikket, jeg har ventet på og drømt om i flere år, er endelig kommet; jeg er blevet far, men mine følelser er slet ikke, som jeg havde forventet."
Følelsen vendte
Allerede dagen efter kunne Frederik Haun dog mærke følelserne sprede sig i kroppen. Følelser af glæde og forelskelse.
"Jeg vågner med Nora i mine arme. Jeg kigger på hendes lille fine ansigt, og lige der ånder jeg lettet op, helt solgt over det lille menneske, der ligger dér i min favn. Min pige, vores piger. Mit hjerte vokser sig fysisk større i det øjeblik, fyldt med kærlighed. En kærlighed, der kun er blevet større og vildere for hver dag," tilføjer Frederik Haun.
Han forklarer i opslaget, at han har valgt at dele sine ærlige tanker, da han ved, der sidder andre nybagte forældre, der kan spejle sig i følelserne.
Læs hele opslaget herunder: