5. Juleudfordring
Hvordan skal vi nå det hele?
Julen skal være, som den plejer. Basta. I de fleste familier er der tradition for 10.000 ting, og hvad enten hele den pukkelryggede skal i kirke, eller middagen plejer at trække ud med mindst 10 julesalmer, kan du være sikker på, at programmet et eller andet sted støder sammen med dit barns rytme.
Måske bliver den lille desperat, hvis maden ikke er på bordet klokken 18, måske passer kirken dårligt med den sene lur. I det hele taget er dagen måske bare for pakket med begivenheder.
Mennesker på godt en meter bliver udmattede af alt det der. Må du sige det til de feststemte gæster? Og skal du så høre på, at du er pylret?
Det gode råd
Som mor er du ansvarlig for dit barn, og det er vigtigt at finde et aktivitetsniveau, som passer til barnets alder og temperament.
Så du må gerne sige fra. Kunsten er at gøre det på den rigtige måde. Lad være med at tale om det, du er utilfreds med, men kom i stedet med forslag til, hvordan julen bliver god for dig og dit barn.
Sig for eksempel, at I meget gerne vil i kirke, når barnet bliver større, men lige nu ville det være skønt med en julehistorie sammen med mormor, mens andestegen syder i ovnen. Åbenhed omkring dine og dit barns behov er det vigtigste.
Selv om det forekommer dig åbenlyst, hvad dit barn har brug for, så er resten af familien ikke nødvendigvis så skarpe på en etårigs behov.