Børnebøger: 10 gode bøger til dit barn på 5 år
Mangler du inspiration til, hvilke børnebøger, der skal hjem og stå i jeres reol, er her 10 gode bøger til 5-årige.
Hvad vil du være, når du bliver stor af Christina Busk Marner Fahrenheit, 169 kr.
Ja, hvad vil Leo egentlig være, når han bliver stor? Ligesom så mange andre børn, ved han det ikke. Pludselig en dag, kommer svaret til ham. En fantastisk og vigtig fortælling, du bør læse højt sammen med dit barn.
Geniale udfordringer af David Sinden og Nikalas Catlow, Høst og Søn, 129, 95
Mor og far – tæl til ti. Bogen, der i den grad udfordrer jeres tålmodighed er på gaden. Heldigvis er den virkelig morsom, så du nemt vil tilgive dit barn efterfølgende. Det er en aktivitetsbog, hvor du lærer at tegne fuglelorte, lave vandbomber og klippe og lime i bogen. Alt det, man altid har fået at vide, at man ikke må.
Sigurd fortæller om kongerækken af Sigurd Barrett, Politikens Forlag, 250 kr.
Først var det Danmarkshistorien – nu gælder det kongerækken. Sigurd tager i vanlig, underholdende fortællerstil fat i alle de sjove skæve kongelige personligheder, og historierne er er både lærerige og overraskende. Også for forældrene.
Lille malebog af Peter Michael Hornung, Strandberg Publishing, 169 kr.
Kan det lade sig gøre at male i en malebog samtidig med, du bliver klogere på kunst? Ja! Bliv opdateret på kunstens største 'ismer' og genrer – og sæt kulør på kunsthistoriske motiver fra hulemalerierne og helt frem til i dag. En malebog for hele familien.
Hjemme hos mor får jeg altid sushi af Anne Sofie Hammer og Sira Stampe, Høst & Søn, 150 kr.
Magda navigerer mellem to hjem, og hun formår at få det bedste ud af begge verdener. En sød og sjov fortælling om et lykkeligt og klogt skilsmissebarn med meget fine illustrationer
Historier om Pelle Haleløs af Åsa og Michael Rönn, Gyldendal, 150 kr.
Der er kommet nye katte til i Pelle Haleløs-universet, men den rare og lidt naive Pelle har dog stadig 'fornøjelsen' af den ondskabsfulde Mons.
Bjørn på Bamsehospitalet af Rosa Gjerluff Nyholm og Elisabeth Gjerluff Nielsen, FADL’s Forlag, 200 kr.
Rosa fra Rouladegade og hendes mor har skrevet en bog om drengen Bjørn, der finder en kasseret bamse på lossepladsen. Bamsen må nu en tur på hospitalet for at blive fin igen.
Børnenes leksikon – dinosaurer og andre forhistoriske dyr, Carlsen, 300 kr.
Bogen er smukt illustreret og fuld af information for dyreglade og videbegærlige børn.
Blev du til ved et knald? af Trine Bundsgaard, Carlsen, 100 kr.
Sofus og Viola hører om både adopterede børn, en dreng med to mødre og om kunstig befrugtning. Og så lærer de en masse nye, sjove, frække ord.
Spøgelser, søndage, maver og en mund af Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson, Gyldendal, 200 kr.
Bogen er en samling af fire historier. Læs bl.a. om en mund, som siger lige, hvad der passer den, og om en farfar, der bliver til et spøgelse.