Træt af hverdags-praktik? Her er 11 tips til at blive en sjovere forælder
Hører du også dig selv slynge kommandoer ud dagen lang? Klummeskribent Mette Søberg har ét særligt nytårsforsæt for 2023: Hun vil være en sjovere mor.
Det vrimler med gode forslag til nytårsforsætter, der kan gøre mig til et helt nyt menneske i 2023. Men hvis jeg kun skal vælge én ting, jeg gerne vil ændre i det nye år, så er det at blive en sjovere mor.
Jeg ved, at jeg ikke er ene om at lade alt det sjove drukne i planlægning, praktik og pligter af og til. Og det kan hurtigt blive lidt gråt og trist deroppe på kommandobroen, når du ser tilbage på endnu en dag, hvor de fleste af de sætninger, der er kommet ud af din mund, har formet sig som ordrer: "Spis dit rugbrød!" "Børst dine tænder!" "Tis nu af, inden vi går!" "Sluk den iPad!"
Fornemmer du et mønster?
Det bliver trættende - for alle - i længden. Og selvom det er ret essentielt at bekymre sig, være omsorgsfuld og god til at koordinere aflevering, afhentning og indkøb, så er det altså mindst ligeså vigtigt med noget sjov og ballade.
2023 skal derfor være året, hvor jeg får noget mere morskab ind i mit moderskab!
Hvis du har det på samme måde, så får du her elleve tips, jeg selv har tænkt mig at følge i jagten på at blive en lidt sjovere mor – og de gælder naturligvis også, hvis du er far.
1. Slap af
Et super godt udgangspunkt, men det er altså svært at slappe af, hvis du går efter at være mor til det reneste og mest velklædte barn med den lækreste madpakke, og det bedst farvekoordinerede legeværelse. Måske behøver du ikke at være dén mor? Du kunne i stedet være hende den afslappede og grineren type med det lidt uglede barn, der altid har den mindst kreative gave med til børnefødselsdage (må jeg her anbefale kontanter, som alligevel i de fleste tilfælde er modtagerens favorit?) og som af og til overlever at få serveret havregryn til aftensmad.
2. Fortæl flere røverhistorier
Dét der blik, dine børn kan sende dig, når de siger: “Ej, det passer ikke mor!”, men du alligevel kan se i deres øjne, at de overvejer, om det mon kan være sandt, at du kom sent hjem grundet et meget vigtigt møde med julemanden og påskeharen, der fandt sted på månen, og omhandlede muligheden for, at du på sigt kunne blive forfremmet til tandfe. Det passer jo meget godt sammen med, at du har gået på det der Space Academy med Peter Pedal, ik’.
3. Vær upassende
Du må godt sige tissemand (tror jeg nok). Eller slå en prut under dynen. Eller introducere nye bandeord, når du brænder maden på. Eller hvad med en pudekamp, hvor du virkelig giver den fuld smadder og glemmer at være den ansvarlige type, der sørger for, at ingen kommer til skade? Måske der ryger en enkelt mælketand i svinget. Pyt skidt, de skal alligevel skiftes ud på sigt. (Og så kan du jo også afprøve dine evner som tandfe - win win).
4. Vær (mere) pinlig
Hvis mine børn siger: “Ej, hvor er du pinlig mor!” Så tænker jeg for mig selv, at missionen er fuldført. Min personlige favorit er at synge i supermarkedet. Det er pinligt for alle - både børn og voksne omkring mig (primært fordi jeg synger exceptionelt dårligt), men naturligvis også tilpas ydmygende for mig selv.
5. Tegn uden for stregerne
Spis slik til morgenmad (det gjorde jeg virkelig tit, før jeg blev mor), pjæk fra børnehaven eller overskrid den daglige skærmtid med et hæmningsløst Disneyfilm-Maraton. Det er så hyggeligt at tegne lidt uden for stregerne af og til. Hvis du rigtigt skejer ud, kan du jo også droppe tandbørstningen og strække sengetiden lidt. Bare undgå at gøre de her ting hver dag. Det er en superdum idé.
6. Vær spontan
Tænk sig at være hende moren, der smider ungerne i bilen og smutter en tur ud og bowler klokken 16 på en helt almindelig onsdag. Eller hende, der smider farsen tilbage på frys og tager ud og spiser running sushi i stedet for. Helt uden at det stod i kalenderen. Vild ungdom!
7. Grin uhæmmet
Af dig selv, af dine børn og af alle andre. Den her er faktisk virkelig vigtig, synes jeg, for hvorfor skal vi opdrage vores børn til at kontrollere deres latterudbrud? Der skal spruttes, gryntes og eventuelt tisses en lille smule i bukserne, hvis det går vildt for sig. Så har det altså været en flot dag.
8. Dans!
Helst grimt. Der er ikke noget bedre end at snuppe en svingom midt i madlavningen. Okay, det lyder ret overskudsagtigt, men det er slet ikke så krævende. De tre minutter af din dag, hvor du breakdancer til ungernes favorit MGP-hit, er virkelig godt givet ud. Hvis du kan lave ormen, så er den også en sikker vinder i mission "sjovere mor".
9. Hop med på legen
Jeg hader at lege! Men når jeg en sjælden gang giver slip og leger med, så lever jeg mig ind i rollerne som en anden aspirant til Det Kongelige Teaters Elevskole. Vi snakker krokodilletårer, operasang, lemmer der brækker på dramatisk vis og alt for høje dyrelyde.
10. Lav fjollede videoer
Jeg ved godt, at skærm er et fy-ord, men man kan altså få ret meget sjov ud af noget så simpelt som et mobilkamera. Smid høj musik på, frem med klæd-ud tøjet og så ellers bare fuld gas på jeres vildeste dansemoves. Hvis du selv skal have lidt ekstra ud af det, så snup et hit fra Backstreet Boys eller Spice Girls, find de bedste koreografier fra 90’erne frem og lær dem videre til ungerne.
11. Begå fejl
Og stå ved dem. Og grin også meget gerne ad dem. Det er meget sjovere at bakke ind i en hæk med børn på bagsædet og knække sammen af grin over, hvor uduelig en bilist du er, end det er at sidde gravalvorligt og blive vred på sig selv. Tænkt eksempel, selvfølgelig. Folk der ved, at de ikke er perfekte, og kan tåle at blive til grin, er altid sjovere selskab. Også for dem selv. Det synes jeg i hvert fald.