Uren hud
Hormonelle forandringer er normale under en graviditet, men de synlige spor af de hormonelle forstyrrelser kan nærmest føre dig tilbage til teenagetiden.
Uren hud i ansigtet, på brystet eller ryggen er noget, mange gravide bliver ramt af. Det kan være nogle af de værste skønhedsgener, fordi problemet er så synligt. Heldigvis kan den urene hud bekæmpes.
SÅDAN KLARER DU PROBLEMET SELV
Sørg for at pleje din hud grundigt med gode produkter. Brug en rensegele, der kan fjerne det overskydende talg. Vælg også en creme uden mineralsk olie, som kan lægge låg på porerne, så huden ikke kan komme af med affaldsstofferne.
Mange cremer indeholder desværre mineralske olier, så sørg for at læse varedeklarationen grundigt. En antibakteriel skintonic er også et godt supplement.
Du kan også forsøge at duppe en vatpind med æterisk olie fra lavendel på den betændte del af huden, inden du går i seng. Det er stærkt rensende, og det virker.
Sidder urenhederne på ryggen, må du bede om hjælp fra din kæreste eller en veninde.
Mos også gerne en moden papayafrugt, og brug den som ansigtsmaske. Den er fyldt med frugtenzymer, som er gode for huden, og samtidig er masken eksfolierende og fjerner døde hudceller. Denne maske er mindst lige så god som de dyre og højtudviklede masker på krukke eller tube.
Hvis du har svært ved at opstøve papaya, så prøv med ler i stedet. Gerne to gange om ugen. Hvis du blander leret med aloe verajuice, får du samtidig den blødeste hud. Du kan både anvende grønt, rødt og hvidt ler.
EKSPERTBEHANDLING
Klassiske dybderensende behandlinger for ryg og ansigt er særligt gode for uren hud, og samtidig er behandlingerne afslappende, hvilket er skønt for en gravid krop. Er du hårdt ramt af acne, bør du altid søge råd hos en kosmetolog.
Fresh Lemon Splash fra Amazing Space mod uren hud, 100 ml, 235 kr. på Amazingspace. dk.