Hej, vuggestue – her kommer jeg!
Når brevet om vuggestueplads kommer, skal du nok lige vænne dig til tanken – om pludselig at overlade dit yndlingsmenneske til fremmede i en ukendt verden.
Men heldigvis er vuggestuen mere end pasning; nemlig sjov, udvikling, leg, læring, oplevelser og venskaber. Giv plads til begejstring, så skal I nok komme sikkert fra start.
Tre børn og fem begyndelser i forskellige vuggestuer. Det er min personlige erfaring. Med min ældste er det mest gået skidt, og med de yngre meget bedre. Jeg har prøvet voldsom gråd og fingre, der klamrede sig til min jakke, men også glad vinken og et glædesstrålende ‘barvel, mor!’.
Forskellen er ikke kun, at børnene er hver deres. Første gang var jeg nemlig bange og bekymret og syntes, at mit barn havde brug for mig, sin mor. Ingen ellers sød, kompetent pædagog kunne tilbyde det samme. Med hans yngre søskende havde jeg forstået, at vuggestuens voksne og jævnaldrende børn tilbyder noget andet, som mine børn også har brug for. Og min positive forventning til deres nye liv smittede: Når mor smiler, tør jeg godt være her!
“Tænk på, hvad vuggestuen kan tilbyde dit barn af spændende oplevelser og positive, nyttige erfaringer,” forklarer Rie Haslund, som er medforfatter til bogen De mindste – godt begyndt i daginstitution og dagpleje.
“Undersøgelser viser, at børn på 10-11 måneder er meget følsomme over for deres mors og fars følelser. Hvis dit barn mærker, at du er utryg, vil han måske klamre sig til dig for at sympatisere.”
Fart på udviklingen
Selvfølgelig kan du være usikker. Alle bekymrer sig, når hverdagen pludselig skifter indhold. Det er ikke nogen forkert følelse, som skal undertrykkes med et kunstigt smil og falsk optimisme. Men det er godt for både dig selv og dit barn, hvis du holder fokus på vuggestuens positive sider.
Heldigvis er der meget at begejstres over. Rie Haslund mener, at alderen omkring et år, hvor barslen typisk slutter, er et glimrende tidspunkt at starte i vuggestue eller dagpleje. Her begynder det at blive sværere at aktivere dit barn hjemme. Den lille viser interesse for andre børn og er alle vegne i sprudlende iver efter at opdage verden.
Og vuggestuen er en dejlig børneverden at opdage. Den er indrettet på de mindstes præmisser med puderum, legeplads, dukkekrog og små scootere. Der er voksne, som kan synge, spille guitar og lave rytmelege – og gider det! – og frem for alt andre børn, som dit barn kan lære en masse af at være sammen med.
“Når dit barn er i vuggestue, møder det forskellige mennesker, der hver især kan være inspirerende. Desuden viser du dit barn, at du har tillid til verden, at man kan gå nye omgivelser og mennesker roligt i møde. Det er et vigtigt signal,” forklarer Rie Haslund.
“Dit barn får en værdi i at have sine egne venner, og der er meget at lære fra de andre børn. Erfaring i at dele legetøjet, vente på sin tur, drage omsorg for mindre børn og lære af de store.”
Glæd dig til at se din tumling i en ny, selvstændig rolle; som en del af et fællesskab på Mariehønestuen, hvor Alberte og Victor kommer spurtende og krammer velkommen. Eller som en dygtig dreng, der selv finder sin plads i rundkredsen, når alle skal synge Hjulene på bussen inklusive klodsede fagter.
“Der sker så meget nyt, når dit barn starter i vuggestue eller dagpleje. Pludselig begynder det at gå og tale, for det vil gerne op på rutsjebanen, og det vil gerne kommunikere med de andre børn og nye voksne,” siger Rie Haslund.
Alt det nye kræver kræfter og forudsætter en tryg start for både dit barn og dig.
“En indkøring er ikke kun for barnets skyld. Det er jo også dig og far, der starter i vuggestue. Det er en stor tillidserklæring at overlade sit barn til fremmede, og pædagogens opgave er at sørge for, at I føler jer trygge i situationen. Det er vuggestuen meget opmærksom på,” fastslår Rie Haslund.
Der vil typisk være en pædagog, som har særligt ansvar for dit barn i begyndelsen. Fortæl hende om dit barn: Hvordan er hans sovevaner, bruger han sut eller en bestemt bamse, har han problemer med ørerne, hvad interesserer ham?
“Hvis dit barn elsker biler, så fortæl det til pædagogen. Hvis han bliver ked af at vinke farvel, så er det jo kassen med biler, de skal have fat i, når han skal hjælpes videre,” forklarer Rie Haslund.
Du vil til gengæld få information om institutionen. Der kan være regler for, hvornår I helst skal komme om morgenen, og hvordan de griber afleveringssituationen an, en politik for sukker og fødselsdage og tusind andre ting. Det er ikke sikkert, I når igennem alt ved første besøg, men så er der basis for lidt hyggesnak, når du henter og bringer barnet fremover. Det er positivt for dit barn at opleve en venskabelig tone mellem dig og den voksne, som om lidt skal trøste og putte ham.
Spørg løs!
I det hele taget er det vigtigt for dit barns tryghed at bygge bro mellem de to verdener, der nu bliver den lilles virkelighed. Hjem og familie på den ene side og vuggestue på den anden.
“Barnet bliver splittet, hvis han oplever, at de to verdener ikke fungerer sammen. Hvis der er dårlig stemning mellem forældre og personale, for eksempel,” forklarer Rie Haslund.
Der er flere veje at gå. Først og fremmest skal du turde være åben og spørgende, hvis du undrer dig over noget: Børn, der slås om legetøjet, uden at nogen griber ind, børn uden gummistøvler på legepladsen, usund mad på frokostbordet – hvad som helst, der gør dig forvirret eller urolig. Spørg. Du skal ikke kritisere, men spørge til husets praksis. ‘Hvad er jeres holdning til børnenes konflikter? Hvornår skal de voksne gribe ind?’ Ofte viser det sig, at personalet har en god grund til deres handlemåde, og hvis de ikke har, så er konstruktive forslag som regel velkomne.
Desuden er der en række praktiske ting, som knytter dit barns to liv sammen. I nogle institutioner kan barnet få lov at sove i sin egen barnevogn til at begynde med. Eller måske i sit eget sengetøj, der dufter hjemligt og trygt. I hvert fald er det muligt at have sin yndlingsbamse at putte med. I mange vuggestuer bliver du bedt om at lave en lille bog med billeder af mor, far, søskende, familiens hund og andre, som er vigtige for dit barn. Det giver personalet mulighed for at tale med barnet om hjemmelivet.
Omvendt sørger vuggestuen for information om dit barns dagligdag; søvn, mad og generelt velbefindende. Der vil ofte være billeder fra børnenes aktiviteter eller en kort besked på en tavle om, at stuen har været på legepladsen eller en lille gåtur.
Mor er den bedste
“Du skal bestemt være glad og stolt, når dit barn starter i vuggestue eller dagpleje. Når den lille springer op og krammer pædagogen og flere eftermiddage slet ikke vil med hjem, må du endelig ikke tænke, at barnet ikke vil dig mere,” fastslår Rie Haslund.
Du har gjort et godt arbejde med at forberede en lille borger på hverdagslivet i Danmark; dit barn er tillidsfuldt og kærligt og uddeler derfor kram. Det er positivt!
Vuggestuens voksne holder også af dit barn og er professionelt interesserede i hans udvikling, men det er dig, der elsker ham. Du og måske far og bedstemor er de eneste, der tuder, når han kan tegne en lastbil og synge Lille Peter Edderkop. Pædagogerne smiler bare anerkendende.
Og derfor vil junior alligevel stadig nusse dit hår, når han skal sove, eller sidde på skødet af far, når bisserne skal børstes. Større bliver man alligevel og heldigvis ikke af at blive vuggestuebarn.
Kilder: Rie Haslund og bogen de mindste – godt begyndt i daginstitution og dagpleje af Erik Sigsgaard, Rie Haslund og Rikke Sværke Madsen, Hans Reitzels Forlag.