Henriette og familien søger julehjælp hvert år: ”Det betyder bare rigtig meget”

Første gange jeg søgte julehjælp? Henriette Andersen tænker sig lidt om.

"Det var i julen 2011. Jeg boede alene med mine døtre Stephanie, som dengang var syv år, og Frederikke, som lige var blevet født," husker 42-årige Henriette.

Ikke blot var Henriette alene med pigerne, fødslen af Frederikke havde været alt andet end nem, og den lille pige var født med søvnapnø, som gjorde, at hun holdt op med at trække vejret adskillige gange hver nat. Det holdt naturligvis hendes mor vågen døgnet rundt, og hun kunne derfor ikke gå på arbejde.

Henriette er uddannet isenkræmmer, men det år var der ikke andet end en kontanthjælp at leve for.

"Det løb lige akkurat rundt til hverdag – når alt var betalt, havde vi 1500 kroner tilbage hver måned. Og så kom julen."

"Stephanie var lige startet i skole, og jeg følte, at der pludselig skulle nogle helt andre gaver på bordet, end da hun var lille. Jeg tog det ret hårdt på Stephanies vegne, for børn snakker jo med hinanden, og der er altid en, der har fået en iPhone," siger Henriette og tilføjer:

"Hvorfor skal gaver altid være så dyre? Det er jo ikke det, julen bør handle om."

Læs også

Natajsa er enlig mor og søgte julehjælp: "Jeg græd af glæde, da mailen kom"

Henriette boede på det tidspunkt i København med pigerne, og hun havde en nabo, som gerne ville hjælpe hende.

"Hun ville gerne hjælpe mig med at søge julehjælpen, så vi var sikre på at få, men hun ville have en vis procentdel af det, jeg modtog, for at hjælpe. Den gik dog ikke med mig. Jeg havde det i forvejen dårligt med at søge, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke blev tildelt hjælp, så var der nok en mening med det – så var det nok, fordi andre havde mere brug for det end mig," siger hun.

Så Henriette søgte hos Frelsens Hær uden bistand fra naboen og fik et ja alligevel.

"Det var jo fedt at få en pakke til jul, men jeg følte mig også som lidt af en fiasko, at jeg overhovedet havde brug for at søge," fortæller Henriette.

Ja i stedet for nej

Julehjælpen hos Frelsens Hær bestod det år af et gavekort til Føtex på 700 kroner samt et enormt Lego-containerskib.

"Det kunne jeg ikke bruge direkte, men jeg solgte det til en ven, så jeg kunne give mine piger lidt ekstra julegaver," siger hun.

Også gavekortet til Føtex faldt på et tørt sted.

"Det gav mig adgang til at købe noget helt andet mad, end jeg normalt kunne få i Netto. Pludselig var der råd til både marcipan og nougat, og når Stephanie bad om et eller andet i supermarkedet, kunne jeg sige ja, hvor jeg ellers altid sagde nej, fordi vi ikke havde råd. Det betød så meget for os," husker Henriette.

I dag bor Henriette i Strøby syd for Køge med Kenneth og deres tilsammen fem børn.

Huset er et stort etplanshus med hjemmebyggede værelser til alle børnene. Det er koldt, for udenfor er det vinter, og huset er enormt dyrt at varme op, og det er der for tiden ikke råd til. Stuen er til gengæld fuld af kasser med madvarer, som Henriette køber på tilbud, så der altid er mad til husets syv beboere.

Andre kasser er fulde af julepynt klar til at blive hængt op, hvis bare Henriette kunne blive enig med Kenneth om, hvornår det er et passende tidspunkt at gå i julestemning på. For fruen i huset er nemlig en ægte juleentusiast.

"I min barndom var det sådan, at huset skulle være julepyntet inden min fødselsdag 26. november. Jeg har selv kassevis af julepynt, og hvis det stod til mig, havde jeg 40.000 kroner til at købe julepynt for hvert år. Jeg elsker især de der glaskupler, man ryster, så det sner. Sådan en køber jeg hvert år, om mine børn så skal leve af risengrød nogle dage," griner Henriette.

Den betragtelige børneflok og det derfor store og dyre hus betyder, at der ikke er meget ekstra til overs hver måned, selv om Kenneth arbejder fuld tid ved DSB.

"Vi har søgt julehjælp de seneste år. Jeg er stadig ikke glad for at søge, for i virkeligheden mangler mine børn jo ikke noget, men det betyder bare rigtig meget, at der er penge til at købe en ekstra god gave til de store af børnene," siger Henriette.

Deler med andre

Forrige år fik Henriette job som poder, og for første gang behøvede hun ikke søge julehjælp. 

"Det var stort. Det var så rart for en gangs skyld ikke at skulle spørge om hjælp," fortæller hun.

Sidste år stoppede hun dog som poder for at gå i gang med at blive udredt til et flexjob. Derfor blev pengene atter små, og hun og familien søgte igen hjælp til jul.

"Men med årene er det i højere grad blevet sådan, at vi deler med andre familier, som vi ved har brug for det. Hvis vi for eksempel får for mange småkager eller har et glas syltetøj i overskud, laver vi vores egne julekurve ud af det og giver til venner eller bekendte, som har brug for det."

Læs også

Naja Munthe fik julehjælp som barn: "Jeg bliver aldrig sådan én, der frådser"

Og så er både Kenneth og Henriette frivillige hos Frelsens Hær, hver gang de kan se deres snit til det. Blandt andet har de gennem de seneste firefem år været med til at uddele julegaver til andre familier, der har brug for lidt ekstra, ligesom de går til alle julearrangementer hos Frelsens Hær. Men de har altså også søgt julehjælp.

"Hvis vi ikke fik det, måtte jeg bede ungerne om ikke at spise så meget juleaften, så der også var mad nok til de følgende dage. Vi voksne giver heller ikke hinanden gaver. Pengene skal gå til at se børnenes glæde."

Når familien holder juleaften hos Henriettes forældre, som er pensionister, hjælper det gevaldigt, hvis Henriette og Kenneth også kan komme med noget til bordet, og det kan de takket være julehjælpen.

"Når jeg ved, at vi får julehjælp, behøver jeg ikke bekymre mig om julen."