Hjælp! Mit barn har lus – igen!
Børn og lus. Har du det ene, har du måske også prøvet at have det andet. Lus er en uvelkommen gæst i hår og hovedbund, mange børn slæber med hjem igen og igen. Men hvordan slipper man bedst af med lus?
Du kender det helt sikkert. Allerede da beskeden popper op på børnehavens app, begynder det at krible og klø i dit hår.
”Lus i børnehaven: Vi har lus igen – husk at tjekke jeres børn!”
Har man børn, har man nemlig helt sikkert også prøvet at have lus inden for dørene. Og hvis ikke, skal det nok komme. Lus er nemlig svære at udrydde. Ikke på hver enkelt beboer – der er det faktisk nogenlunde tilforladeligt at komme lusene til livs – det er det bare ikke i det store billede.
For lusen, den lille, ovale sort-brune parasit, vandrer lystigt fra hoved til hoved, når børnene krammer, sidder tæt og læser historier eller mosler i puderummet. Men fat mod! Hvis vi alle starter med os selv og vores eget barn, og også husker at tjekke barnet for lus, når der ikke er annoncering om lus, så kommer vi formentligt ret langt, ifølge eksperter.
Sådan tjekker du dit barn for lus
Hovedlus kan særligt godt lide at holde til i nakken og omkring ørene, så dér skal du især kigge. Men tommelfingerreglen er at kigge barnets hår igennem sektion for sektion under godt lys. Brug gerne en tættekam. Har dit barn langt hår, er det nemmeste at vaske barnets hår og give det godt med balsam og så derefter gennemgå håret med tættekam:
”Lus bevæger sig ikke i vådt hår, og balsam gør det let at kæmme med tættekam. Kæm fra hovedbunden til hårspidserne. Tør tættekammen af på et stykke køkkenrulle efter hver gennemredning, så du kan se fangsten”, råder Kirsten Lindholm, farmaceut og apoteker.
Og husk luseæggene! Ballet er ikke forbi, når der ikke er flere levende lus at spotte. Selvom man uvilkårligt vil trække nogle af de klistrede, gennemsigtige luseæg med af i processen, er det umuligt at få fat i dem alle sammen, så en del vil klække til lus, og så skal processen gentages, til man er alle lus og luseæg kvit.
Hvordan ser lus ud?
Hovedlus er små, ovale sorte, brunlige eller grålige parasitter på 2-3 millimeter med 6 ben. De kravler rundt og lever tæt på hovedbunden. Lus har en levetid på cirka 30 dage. Fra lusen er voksen og cirka tre uger frem lægger den 7-10 æg dagligt. Luseæggene klistrer til hårene som små 0,8 millimeter hvide perler, og klækkes efter 7-11 dage. Derfor er det nødvendigt at tjekke, kæmme og behandle sit barn igen jævnligt, hvis det har haft lus.
Hvor tit skal barnet tjekkes for lus?
”Ideelt set skulle alle børn gennemgås af deres forældre mindst en gang om ugen for at tjekke for og behandle eventuelle nye angreb”, siger læge Lise-Lotte Hergel.
Hun opfordrer til, at man får gjort lusetjek til en god, fast vane for at holde den tilbagevendende plage for døren:
”Problemet med de gentagne luseangreb i alderen fra 3 til 10 år er, at børnene hele tiden smitter hinanden. Hvis alle ikke er behandlet samtidig og lige effektivt, er der hele tiden en potentiel smittekilde til at levere en ny omgang lus. Så kan I blive enige i børnehaven eller skolen om lidt mere opsyn og lidt mere ivrige weekendbehandlinger, kan I måske komme det til livs. I hvert fald for en periode, lyder rådet.
Hvordan smitter lus?
Selvom det giver myrekryb alene at tænke på lus, så er de hverken superhurtige, eller kan hoppe eller flyve. Lus smitter fra hoved til hoved, når man er i nærkontakt med en, der har dem. Her kravler lusen helt lavpraktisk og langsomt fra den ene hårpragt til den anden og søger ind til hovedbunden.
Når man har lus inden for dørene, skal man dog huske det tøj og sengetøj, barnet har haft på, når man vil lusene til livs. Et gammelt råd, at man bør kogevaske eller fryse sengetøj, tøj, huer og bamser efter et familiemedlem har fået lus, så man ikke smittes med lus ad den vej Men mindre kan også gøre det.
”I virkeligheden dør lus når de ikke har kunnet suge næring i et til tre døgn, så man kan også sagtens nøjes med at lægge det hele i en lukket pose og lade det ligge tre dage”, råder Kirsten Lindholm.
Uanset om man vasker, fryser eller deponerer, skal man i hvert fald huske sengetøjet og det tøj, barnet har haft på og sovet i, for at minimere risikoen for yderligere smitte.
Er der højsæson for lus?
Lus lever lige godt hele året, men der er alligevel en tendens til højsæson efter længere ferier.
”Vi oplever, at flere har brug for behandling mod lus i tiden efter sommerferien fx. Og det tror jeg især hænger sammen med, at børnene har savnet hinanden, når de kommer tilbage, og derfor måske krammer lidt mere og leger tættere”, siger Kirsten Lindholm.
Det kan derfor være en god idé at have ekstra fokus på at tjekke barnets hår i tiden efter ferie.
Luseudbrud i institutionen – hvornår skal man behandle?
Man kan nemt komme til at gå en smule i lusepanik, når meldingen lyder, at der er lus i børnehaven eller hjemme hos barnets bedste veninde, men man skal huske kun at behandle mod lus, når der rent faktisk er fundet lus på barnet.
”Du skal kun behandle, hvis der er lus eller luseæg. Hvis datteren på fem kommer hjem med lus, skal resten af familien selvfølgelig tjekkes, men ikke behandles. Undgå det så vidt muligt for at forebygge resistens”, forklarer Kirsten Lindholm.
Netop resistens hos lus er det, mange mener gør, at lus er så udbredt en plage i dag. De er simpelthen blevet modstandsdygtige overfor flere af de insektmidler, der indgår i lusemidlerne.
Hvordan kommer man bedst af med lus?
Der er mange måder at bekæmpe lus på, og det handler nok mest om temperament, overbevisning og erfaring, hvad I skal hjemme hos jer. Den ene fremgangsmåde er lusekur eller -shampoo:
”I kender måske de forskellige fremgangsmåder, men det vigtigste ved disse produkter er, at de bliver brugt efter vejledningen. Det kan godt betyde, at produkterne skal bruges i ret store mængder, hvis I har langt og meget hår, og at det skal sidde længere tid. Den ene form skal for eksempel gnubbes ind i tørt hår om aftenen og så sidde i 12 timer, før den vaskes ud. Efter en hvilken som helst behandling skal der kæmmes grundigt, hvilket er nemmere sagt end gjort, hvis håret er langt”, forklarer Lise-Lotte Hergel.
Har barnet særligt tykt hår eller krøller, kan det derfor være godt at bruge noget andet end luseshampoo, fx en spray eller opløsning, der er meget tyndere og lettere at fordele og få helt ind til hovedbunden ifølge farmaceuten.
”I dag behandler man mest med Linicin, Paranix eller Hedrin. De fås alle både i shampoo og som tyndere opløsning eller spray, der er særligt godt til meget tykt eller kraftigt hår. Linicin er både lusedræbende og virker forebyggende op til tre dage efter behandlingen ved at give håret en lugt, lusene ikke kan lide, og derfor ikke har lyst til at tage ophold i”, siger Kirsten Lindholm.
Der er dog mange gode lusemidler på apotekets hylder, og de fungerer alle efter samme princip, forklarer hun.
Skal lusebehandlingen gentages?
”Efter en behandling så undersøg håret grundigt dagen efter, for ser du levende lus allerede der, har behandlingen ikke virket. Det kan skyldes, at lusene har en tendens til at udvikle modstandsdygtighed over for stofferne i luseprodukterne, eller det kan skyldes, at behandlingen ikke var grundig nok, siger Lise-Lotte Hegel.
Er der stadig lus, er det nødvendigt at behandle igen og kæmme grundigt.
”Mange produkter anviser, at én behandling er nok til at komme lusene til livs, men apoteket råder gerne til at gentage behandlingen efter en uge for at være på den sikre side”, siger Kirsten Lindholm.
Kan mit barn blive lusefri uden kemi?
Mange forældre har ikke lyst til at udsætte barnet for lusekure og luseshampooer, hvis det ikke er strengt nødvendigt. Heldigvis behøver vi det heller ikke.
”I kan også vælge den rent mekaniske fjernelse af lusene med lusekam. Det kræver lidt mere arbejde, men hvis luse-produkterne igen og igen svigter, kan det være en effektiv facon. I skal smøre det let fugtige hår godt ind i balsam, så lusene ikke render rundt, og så kæmme hvert et lille område grundigt med tættekam. Behandlingen skal gentages hver anden dag i to uger for at få alle nyudklækkede lus med”, råder Lise-Lotte Hergel.
Man skal dog vide, at det faktisk slet ikke er krads kemi i lusekure og luseshampoo, der dræber lusene, men olier eller fedtstoffer, som ikke er skadelige for barnet.
”Luseshampoo, -spray og opløsninger virker på samme måde. Det er enten silikone, olier eller fedtstoffer, der går ind og indkapsler lusen, så den ikke kan trække vejret, og så dør den. Det er ikke noget, der er skadeligt for hverken børn eller voksne at få i hovedbunden”, forklarer farmaceuten.