Småbørnsmor spørger: Hvordan får jeg mere lyst til sex?

Småbørnsmor spørger: Hvordan får jeg mere lyst til sex?

Lysten til sex er forduftet efter et barn og en lille en på vej. Men kan man gøre noget for at få den tilbage? Sådan spørger en læser. Læs Vibeke Dorphs svar her.

Spørgsmål om sexlyst efter børn

Min kæreste og jeg har en søn på snart tre år og venter endnu en til maj. Vi har det godt sammen, men vi har et problem, når det kommer til sex. Jeg er nok en pige, der ikke altid har haft den store lyst til sex – bortset fra i starten af vores forhold, hvor alt jo var nyt og spændende. Vi har nu længe haft problemet med, at jeg bare ikke har lyst og derfor heller ikke tager initiativ til det.

Jeg kan godt drømme om sex og nogle gange have lyst om dagen, men der er min kæreste jo på arbejde. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, for min kæreste har lyst til mig hver dag, og det er så svært, hvis jeg afviser ham gang på gang, fordi jeg er for træt og ikke har lyst. Har du nogle gode råd til, hvad jeg kan gøre? Jeg er helt på herrens mark, for jeg vil jo ikke skuffe ham gang på gang, men lysten er der desværre bare ikke.

Vibeke Dorph råder til at tale om problemet

Jeg tror, at mange mænds og kvinders tilgang til sex er ret forskellige. For (mange) mænd er sex noget, der lader dem op, mens (mange) kvinder tit kun har lyst til sex, når de i forvejen har overskuddet til det. Mænd kan således sagtens have lyst til sex i en ellers presset hverdag, mens kvinder ofte mest af alt bare har lyst til at lukke øjnene i, når de møder puden efter en lang dag. Når I så tilmed har et lille barn, og du venter et til lige om lidt, så forstår jeg da til fulde, at din sexlyst er begrænset, så skynd dig at stoppe med at have dårlig samvittighed over det.

Nu skal I så alligevel have løst jeres sexproblem på den lange bane. Her skal I starte med at tale lige ud af posen om problemet. Sex er nemlig ofte et tabubelagt emne og kommer på den måde til at fylde alt for meget i et forhold. Her skal du sige det, du skriver her; at du elsker din kæreste, men at du føler dig træt, når du går i seng om aftenen og har ikke overskuddet.

Kunne I måske derfor finde en løsning, der hed, at I satte tid af til sex? Fremover vil det måske være en løsning for jer, at I blev bedre til at planlægge den slags, således at der er både tid og ro til, at også du kan få lov til at mærke lysten til din kæreste. Der kan så også være andre ting, I skal have talt om. Skal din kæreste aflaste dig mere i det daglige? Hvad tænder dig? Skal I finde nye måder at dyrke sex på?

Sæt jer dog ned og tal om, hvordan I godt kunne tænke jer tingene, således at sexspøgelset ikke kommer til at hænge i luften og forpurre jeres ellers velfungerende samliv.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.