Hvornår skal baby have uld på? Her er 13 lune råd til de mindste
Nogen siger uld til vinter, andre siger også uld til sommer, men hvordan er det lige med uld og årstid? Og hvordan ved man, hvilken slags man skal vælge, og om barnet har det tilpas i temperatur? Få svar på alle dine uldne spørgsmål her.
OBS: Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 26. september 2018. Efter aftale med sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen og lektor i Sustainable Fashion Tech på KEA Penille Dalmose Christensen er artiklen opdateret af Amalie Bernitt.
Der er vinteruld og sommeruld og alt-derimellem-uld. Du kan få merinould og alpakauld og uld blandet med silke, bomuld, akryl eller polyamid. Ulden kan være tyk, og den kan være tynd, og man laver alt fra undertøj til vamsede sweatre og køredragter i materialet. Men hvad er hvad? Hvornår er uld en god idé? Hvornår bruger man ren uld og uld blandet med noget andet? Og hvordan tjekker man i grunden, om barnet har det for varmt eller koldt og skal have sit tøj justeret?
Vi har spurgt to uld- og børnevidende kvinder: Penille Dalmose Christensen, der er lektor og underviser på Sustainable Fashion Tech på KEA, og Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske, forfatter og kvinden bag netsundhedsplejerske.dk.
Hvilken slags uld er bedst til børn?
"Den mest udbredte og anvendte type uld til børn er merinould. Det er en meget fin og blød uld at føle på, men den er faktisk ganske hårdfør og ikke sart. Den er kradsefri, og så tåler den oftest maskinvask som minimum på uldprogram. Merinould bliver tit brugt til uldundertøj, bodystockings, nattøj og tynde bluser og bukser. Men der findes også cardiganer og huer i alpakauld til børn, som er en lidt finere og dyrere type uld. Den er også meget, meget blød og tynd, men ikke ligeså slidstærk og hårdfør som merinould. Og så er der selvfølgelig den tykke shetlandsuld, som vi tit ser i islandske sweatre og den slags. Den er kraftig og tyk, meget varm og lidt mere kradsende. Den vil man typisk bruge i yderste lag," siger Penille Dalmose Christensen.
Hvornår skal baby have uld på?
"I dag findes der uld til hele året, men en gammel talemåde lyder, at man skal bruge uld i måneder, der indeholder bogstavet ”R”. Det vil sige alle måneder på nær maj, juni, juli og august. Og det er faktisk ikke helt forkert. Jeg vil sige den rene, varme uld eller uld/bomuld i vintermånederne, men i sommermånederne kan blandingen uld/silke være rigtig, rigtig god. Silke har, ligesom uld, også en temperaturregulerende egenskab, og så er silke af natur bare køligt og meget let," siger Penille Dalmose Christensen.
LÆS OGSÅ: Hud-mod-hud giver kloge børn
Hvilken slags uldtøj bør man gå efter til børn?
"Som tommelfingerregel vil jeg sige, at uld til børn især er godt i inderste lag mod huden eller som yderste lag i en varm trøje eller køredragt. Men det er mest, fordi tyndt, finvævet uldtøj som leggins eller bluser bliver udsat for meget slid fra et vuggestue- eller børnehavebarn og derfor hurtigt vil blive slidt eller fnulleret på knæ og albuer," siger Penille Dalmose Christensen.
Hvordan ved jeg, om min baby har det for varmt?
"Man vurderer det lille barns temperatur ved at mærke det i nakken. Hvis barnet er vådt og svedende i nakken, så har barnet det for varmt og skal have mindre tøj på. I Danmark har vi ret omskifteligt vejr og det betyder, at man som forældre skal være opmærksomme på barnets temperatur løbende og justere barnets påklædning derefter," siger Helen Lyng Hansen.
Hvordan ved jeg, om mit barn fryser?
"Virker barnet køligt i nakken, så har barnet brug for at få mere tøj på – og hvis barnets temperatur i nakken er tilpas, så passer barnets påklædning. Små børn registrerer ikke, hvis de fryser, så man kan ikke gå ud fra, at det lille barn vågner, græder og kalder, hvis det ligger i barnevognen og sover og får det for koldt. Derfor er det vigtigt, man hjælper barnet med et sovemiljø, som sikrer en tilpas kropstemperatur. Det gælder både i forhold til, hvor vi stiller barnevognen, behov for regnslag, myggenet, brugen af dyne, sovepose, madras og så naturligvis barnets påklædning, som skal passe til årstiden, vejr og vind. Og her kan uld være rigtig godt, specielt til de mange børn i Danmark, som sover lur udenfor," siger Helen Lyng Hansen.
Kan uld blive for varmt?
"Selvom uld især anbefales til kolde måneder, kan den tyndt vævede sommeruld, som ofte er blandet med silke eller bomuld, sagtens bruges på kølige sommerdage. Men selvfølgelig kan uld blive for varmt. Fx på dage der er så varme, at vi tager på stranden og hopper i vandet. Men generelt kan uld faktisk suge en del sved og holde barnet tørt og tilpas," siger Helen Lyng Hansen.
LÆS OGSÅ: Må du bruge neglelak, når du er gravid
Er uld fra billige mærker lige så god som uld fra dyre mærker?
"Hvis det er samme slags og 100 procent uld, så ja – så er den billige merinould fra Føtex lige så god en uld som den fra Petit Bateau eller Selena. Det, man skal kigge på, er, hvad det er for en type uld, man har med at gøre. Det kan sagtens være, at der er kræset mere for detaljerne på de dyre mærker, eller at de har nogle helt særlige farver og prints, men selve ulden og uldens egenskaber er den samme, hvis det er samme slags uld," siger Penille Dalmose Christensen.
Fryser barnet, hvis man stopper med at bruge uld igen?
"Uld påvirker ikke barnets evne til selv at kunne regulere sin temperatur, den hjælper bare barnet med at holde sig tør og varm. En af de mange myter, der florerer omkring børn og uld, lyder: “En gang uld, altid uld”. Det betyder, at mange forældre tror, at hvis de først har givet barnet uldundertøj på, så kan de ikke pludselig skifte til noget andet, og de vil være nødt til at bruge uld hele året. Sådan er det ikke. Man kan sagtens skifte mellem uld og bomuld," siger Helen Lyng Hansen.
Kan uld blive for koldt?
"Uld er godt til rigtig meget, og det ér et rigtig godt, isolerende og varmeregulerende materiale. Men man skal huske, at uld ikke er vindtæt. Uld er supergodt til autostolen og som køredragt i barnevognen og den slags, men skal barnet sidde i en åben klapvogn eller i sandkassen på en legeplads en blæsende dag, så er det ikke varmt nok. Der skal man huske et vindtæt lag udenpå," siger Penille Dalmose Christensen.
Kan man være allergisk overfor uld?
"Man kan være allergisk overfor lanolin, som findes i uld. Der findes lanolinfri-uld, hvor man har vasket lanolinen ud, men det ødelægger tit også en del af uldens naturlige egenskaber, så hvis man er allergisk overfor lanolin, ville jeg nok ikke vælge uld. Men oplever man, at barnet klager over, at ulden kradser, så handler det ofte om vævningen og den type uld, barnet har på, og man kan prøve at skifte til en anden slags eller en anden blanding. Når børn kan blive lidt røde i huden, eller det lader til, at ulden irriterer huden, så er det ofte de små fibre og fimrehår i ulden, der generer. Her kan man så prøve et produkt, hvor man har blandet uld og silke eller uld og bomuld. Det kan være vævet sådan, at man får bomuld eller silke ind mod huden, men stadig får en del nogle uldens gode egenskaber," siger Helen Lyng Hansen.
Hvilke blandingsforhold skal man gå efter, hvis man stadig vil have effektiv uld?
"Jeg vil sige maksimalt 30 procent bomuld, silke, akryl eller polyamid, hvis ulden stadig skal bevare en tilstrækkelig del af sine gode egenskaber som isolerende, fugttransporterende og antibakteriel. Men det kan have flere fordele at blande andre materialer i ulden. Det vil tit betyde, at tøjet bliver mere hårdført, tåler mere vask og holder bedre på farven. Til gengæld er uldegenskaberne ikke lige så udtalte, men man får noget andet i stedet," siger Penille Dalmose Christensen.
LÆS OGSÅ: 3 tips til den perfekte påklædning til dit barn
Er uldundertøj til børn vigtigt?
"Uldundertøj er rigtig godt – både til børn og voksne. Det er tyndt, blødt, åndbart, svedtransporterende og temperaturregulerende og sikrer, at man er tilpas lun og ikke fugtig inderst inde. Men uldundertøj er ikke en ubetinget nødvendighed. Det kommer meget an på, hvad for et barn, man har. Det skal jo passe sammen. Hvis man har et varmt barn, og man kan se, at barnet får røde kinder, svedfugtede krøller og varm nakke, når det har uldundertøj på, så er noget andet måske bedre," siger Penille Dalmose Christensen.
Hvordan skal uld vaskes og plejes?
"Hvis man vil have, at ens uldtøj skal holde, er det vigtigt at vaske det efter anvisningen. En del merinould og uldblandinger tåler maskinvask. Nogle på uldprogram, der vasker skånsomt og centrifugerer mindre, og andre ved almindelig vask. Og noget tredje uld har vaskesymbolet til egentlig håndvask. Hvis der er tale om hjemmestrik, skal du følge vaskeanvisningen på bandarolen på garnet, og er du i tvivl, er det bedst at vaske det i hånden. Fælles er, at man altid bør vaske med uldvaskemiddel, som ikke indeholder enzymer og vil bevare lanolinen i ulden," siger Penille Dalmose Christensen.