Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen blev kasseret, da hun var gravid: ”De antog bare, at jeg stoppede”

Den 32-årige svømmer Jeanette Ottesen er blevet mor, og nu er hun klar til at gøre comeback til OL i 2021. Men denne gang er det ikke kun titlen, hun kæmper for.

Da Jeanette Ottesen blev gravid som 29-årig, blev hun kasseret af Dansk Svømmeunion.

Hun havde ikke sagt op – blot orienteret dem om graviditeten, men de antog, at hun ville indstille karrieren som professionel svømmer, og måneden efter fik hun ikke længere løn. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

”Jeg havde aldrig sagt, at jeg indstillede karrieren. De antog bare, at jeg stoppede. Men helt ærligt, hvordan kan man antage sådan noget? Man har da ikke sagt op, bare fordi man bliver gravid,” siger Jeanette Ottesen.

Graviditeten kom næsten et år tidligere end planlagt. Jeanette Ottesen havde nemlig ikke haft en normal cyklus i 15 år på grund af overtræning, så da hun blev rådet af en læge til at droppe p-pillerne, troede hun, der ville gå lang tid, før hun blev gravid.

Men halvanden måned efter ventede hun og manden Marco deres første barn.

Hvad tænkte du, da du så de to streger?

”Fuck. Fuck. Fuck. Jeg var alene hjemme. Og jeg var bare sådan, nej, nej, nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt, da de to streger viste sig på begge testpinde i pakken,” siger hun.

”Vi var helt i chok. Grinede og græd sammen hele den aften.”

Hvidt brød og Cheese Dippers

Graviditeten var en omvæltning for Jeanette Ottesen. Hun havde altid været i god form, men det var hårdt for hendes krop at være gravid, fortæller hun.

”Jeg havde den værste graviditet med bækkenløsning efter fire måneder. Jeg tog også meget hurtigt på, allerede fra tredje-fjerde måned, og det var ikke babyen, der voksede særligt meget på det tidspunkt. Jeg kunne kun spise hvidt brød, Blue Jeans-lakridser og Cheese Dippers,” siger Jeanette Ottesen og tilføjer:

”Jeg tog 30 kg på og vejede 104 kg i december. 104 kg!”

Men graviditeten og den efterfølgende titel som mor til datteren Billie-Mai har ikke fået Jeannette Ottesen til at indstille karrieren. Hun er stadig på vej. Mod OL 2021.

”Det, jeg har gang i nu med mit comeback, det er også at slå et slag for, at der skal laves om på tingene, så vi kvindelige atleter står bedre, når vi bliver gravide. Hvorfor skal vi ikke kunne have mere barsel? Vi arbejder mere end et normalt fuldtidsjob til hverdag – come on! Og det er jo derfor, kvinder stopper i sport. Men tænk, hvis de ikke behøvede stoppe. Når alt kommer til alt, er det altså, når man er i 30’erne, man er stærkest og mest bevidst om sig selv. Det kan godt være, at det tager lidt længere tid at restituere, men psykisk er jeg da langt bedre stillet end dem på 20. Så ja, jeg er blevet sådan en rigtig power-urkvinde, der slår i bordet,” siger Jeannette Ottesen.      

Læs hele interviewet med svømmeren Jeanette Ottesen, hvor hun også fortæller om at skulle overtræne og sulte, at holde en god pause under corona og kærligheden til sin mand og datter.

Om Jeanette Ottesen, 32 år

  • Elitesvømmer i disciplinerne butterfly og fri og den mest vindende danske idrætsudøver
  • Træner til det udsatte OL 2021
  • Gift med den engelske svømmer Marco Loughran, der også er hendes træner
  • Sammen har de datteren Billie-Mai på to år