Jeanette Ottesen: "Det har været hårdt at stå frem og fortælle om de her ting"

Svømmeren Jeanette Ottesen er med sine 53 internationale medaljer den mest vindende danske verdensklasseatlet. Hun skulle have afsluttet sin karriere ved OL 2020, men det satte coronapandemien en stopper for. OL blev for første gang nogensinde udskudt, og hvad gør en fighter som Jeanette Ottesen så?

Hun udskyder selvfølgelig også afslutningen på sin karriere. Også selvom det betyder et års ekstra træning med et lille barn på bassinkanten. Vidst var hun nede med flaget, da det i marts blev klart, at OL først finder sted i 2021, men så tog hendes mand over og fik hende tilbage på sporet.

"Jeg var mega stresset, lige da OL blev aflyst. Mega stresset. Sindssygt ked af det. Virkelig fortvivlet. Og sådan, jamen, hvad mener I? Hvad? Nej. Det kan ikke være rigtigt. Jeg har knoklet røven ud af bukserne i halvandet år for at tabe 30 kg og komme tilbage igen efter en mega hård graviditet. Det KAN ikke være rigtigt! Så jeg kunne faktisk mærke de første par dage, at stressen bare kom snigende, og jeg vågnede op om morgenen med ondt i maven og var sådan, hvad fuck foregår der? Hvordan er det, jeg reagerer?

Min mand tog fat i mig og sagde: ”Det går ikke, at du reagerer på den her måde. Det er fint nok, at du er ked af det, men du kan ikke gøre noget ved det. Så du bliver nødt til at tage en lur og vågne op i et bedre humør. Du bliver nødt til at ændre din psykiske tilstand lige nu, for ellers kommer det til at gå galt, og du kommer til at gå ned med stress eller en depression”. Og så tog jeg et meget aktivt valg. Jeg kunne ikke gøre noget ved situationen, så jeg måtte vende det til, at det måske ligefrem kunne blive til min fordel.

Mine konkurrenter havde haft fire år til at træne op til OL 2020, jeg havde bare haft halvandet år efter min graviditet og fødsel. Nu fik jeg et år mere forærende. Et helt år til at blive endnu bedre. Og ja, jeg ved også godt, at det er et år mere med rigtig hård træning, hvilket kan være en udfordring for kroppen. Jeg er jo ikke 20 år mere. Samtidig havde jeg virkelig set frem til at skulle på pension i august 2020 og starte på et nyt kapitel i mit liv. Nu skal det først ske om et år …"

Hun er stille et øjeblik.

"Altså, jeg får helt gåsehud, når vi snakker om det her, for der er jo virkelig to sider. Jeg har en djævel og en engel siddende på mine skuldre. Englen siger, aj, fedt, du får et helt år mere, du kan blive så god på et helt år, og djævlen siger, fuck, det kan din krop ikke holde til, det bliver hårdt. Men altså, lige nu hviler jeg ret godt i det."

Og det er vel lige præcis noget af det, du er rigtig god til – at psyke dig selv?

"Ja, jeg er ret omstillingsparat. Det kan godt være, at det lige tager et par dage. Men jeg er ret god til at gøre det, jeg beslutter mig for at gøre. Og så hører det med til historien, at jeg har rigtig meget hjælp. Min mand bærer mig. Simpelthen."

Mor gør comeback

Jeanettes mand er engelske Marco Loughran, der er tidligere olympisk svømmer. I dag er han Jeanettes træner og desuden far til Billie-Mai, der bliver tre år til december. At være mor og elitesvømmer er noget, som kræver sin kvinde, for kroppen er blevet anderledes efter fødslen, praktikken omkring datteren fylder meget, og der er langt mindre tid til træning, når familien også skal prioriteres. Lige nu har Jeanette dog masser af overskud.

"Jeg har det rigtig, rigtig godt lige nu. Der var mange, der ikke havde det godt under coronanedlukningen, og som blev stressede over, at der ikke skete ret meget, men for mig var det godt at koble lidt af. Mentalt har jeg fået lov til at give mig selv et lille break. Og jeg har fået lov til at nyde livet og drikke en masse cafe latte og lidt vin i weekenderne uden at skulle tænke over konkurrencer. Jeg har ikke haft et break, siden jeg startede mit comeback, efter jeg blev mor.

Det har bare været lige på og hårdt. Vi har ikke haft tid til ferie, vi har ikke haft tid til pauser. Jeg skulle svømme mig op i exceptionel form. Og da jeg så var kommet i exceptionel form og skulle til at kvalificere mig til OL, brød coronaen ud to uger inden kvalifikationsstævnet. Under nedlukningen har jeg kun kunnet træne fem gange om ugen, hvor det normalt er flere gange hver dag, men jeg har kunnet holde mig i gang, så jeg er klar til at gå i gang med træningen op mod OL-kvalifikationsstævnet næste år."

Hvorfor valgte du at gøre comeback, efter du var blevet mor?

"Jeg vil gerne prøve at bevise, at bare fordi man får et barn, behøver det ikke at betyde, at man lægger sine drømme på hylden. Man skal have en ret god vilje, og man skal også have en ordentlig spand gå-på-mod. Men hvis man har det, så er der ikke grænser for, hvad man kan. Det med, at man kan, hvad man vil, det er ikke bare et godt slogan. Det er jo seriøst rigtigt. Og jeg lever efter det."

Og det har du altid gjort?

"Ja, det tror jeg, at jeg har. Også når jeg er gået min egen vej og ikke har fulgt landsholdets regler eller alle de gode råd, som kloge mennesker ville give mig. Jeg har altid fulgt min mavefornemmelse. Det er en familieting. Min mor og mormor har altid sagt: ”Stol på din mavefornemmelse, den tager aldrig fejl”. Og det er rigtigt, for alle de gange, jeg ikke har lyttet til den, er jeg endt med at blive smadderked af det eller frustreret."

Fed og uduelig

Jeanette har svømmet, siden hun var 12 år. Inden da gik hun til dans, men det fik en brat ende, da drengen, hun dansede med, blev ved med at lyne hendes kjole ned. Det gad hun ikke, meddelte hun danselærerinden, som ellers mente, at Jeanette skulle være glad for, at hun var den eneste pige, der fik lov til at danse med en dreng.

I stedet begyndte Jeanette til svømning, hvilket viste sig at være hendes helt rette element. Hun var fra begyndelsen meget konkurrenceminded, prøvede altid at slå alle de andre, også de større drenge, og det gav pote. Som 16-årig stod hun på startskamlen til OL i Athen, hun fik en niendeplads, og da hun kom hjem, tænkte hun kun på, hvordan hun kunne komme med til næste OL og gøre det endnu bedre.

Den umiddelbare løsning var at begynde på Det Nationale Træningscenter, hvor alle de bedste svømmere var, men miljøet viste sig at være meget, meget hårdt med en australsk træner, som siden er blevet stærkt kritiseret i en 230 sider lang rapport fra Kammeradvokaten. Selvom det er flere år siden, bliver Jeanette stadig meget påvirket af at tale om det, men det er vigtigt at fortælle for at forstå, hvor langt hun har presset sin krop for at være den bedste.

"Træneren syntes ikke, jeg var stærk nok. Han syntes ikke, at jeg var hurtig nok, han syntes ikke, jeg var tynd nok, og han syntes ikke, at jeg hørte ordentlig efter. Jeg var for selvstændig og skulle i stedet bare gøre, hvad der blev sagt. Det største problem var, at han ikke syntes, at jeg var tynd nok. Og det

var ikke kun mig. Der var ikke nogen af os, der var tynde nok. Vi havde offentlige vejninger, hvor vi stod i kø til vægten. Og hvis man bare vejede 100 gram for meget, blev man svinet til. Helt sygt.

Han vidste i bund og grund ikke noget om ernæring, han var ikke diætist, han havde bare et tal. Og hans tal for mig var, at jeg skulle veje under 70 kg. Jeg er en høj pige, 180 cm, så 70 kg for mig er ret lidt. Men han tog det helt personligt, hvis min vægt lå på 70,1 eller 70,2. Han råbte og skreg. At jeg var fed og uduelig og aldrig hørte efter. ”Du vil jo ikke være go’”, råbte han, ”for hvis du ville være go’, så vejede du 69 kg”. Og det kunne jo handle om, at jeg havde menstruation eller ikke havde været på toilettet om morgenen."

Hvad gjorde det ved dig?

"Det udviklede sig til, at jeg gjorde ALT for at veje 69 kilo. Det var hver torsdag morgen, vi blev vejet, og jeg spiste i hvert fald ikke noget om onsdagen og drak heller ikke noget. Intet. Jeg sultede mig selv om onsdagen. Men mit problem er, at jeg elsker mad, og at jeg ikke kan lide at kaste op. Så jeg kunne ikke udvikle en egentlig bulimi. Men jeg fandt ud af, at hvis jeg kun spiste meget lidt om tirsdagen, slet ikke noget om onsdagen, ingen morgenmad om torsdagen og sørgede for at gå på toilettet alt det, jeg overhoveder kunne, så kunne jeg tit ramme den rette vægt. Og når træningen så var ovre om torsdagen, så overåd jeg, indtil det blev tirsdag igen. Jeg ved ikke, om den spiseforstyrrelse har et navn. Men den findes."

Det må da have været frygteligt hårdt?

"Det var forfærdeligt. Man vidste aldrig, hvilket humør træneren var i. Vi sad på den ene langside i svømmehallen, og han kom ind ad døren på den anden langside fra omklædningsrummet. Hvis han kiggede op, vidste man, at det blev en god dag. Så var han i godt humør, thank God, og så råbte han måske ikke så meget. Men hvis han kiggede ned … aiii, så vidste man bare …"

Hun tager sig til sine bare arme.

"Alle hårene rejser sig på armene af mig, bare jeg taler om det. Fordi …"

Hun holder en pause.

"Fordi jeg blev så bange. Hvad er der i vente i dag? Hvad kommer han til at kalde mig i dag?"

Den gode pause

Jeanette svømmede under den australske træner i tre år. Derefter tvang hendes forældre hende til en pause, for de kunne se, at hun ikke havde det godt. På intet tidspunkt i de år talte svømmerne om, hvad der foregik. Ingen ville være det svageste led. Siden har både Jeanette og flere andre svømmere medvirket i en DR-dokumentar om forholdene, og det foranledigede den kritiske rapport fra Kammeradvokaten.

"Det har været hårdt at stå frem og fortælle om de her ting, men det har været godt, for vi har fået ændret på tingene. Dansk Svømmeunion er noget helt andet i dag. Trænerstaben er noget helt andet i dag. Det er rart at komme til træning. Der er et rart miljø. Svømmerne er glade."

Overvejede du aldrig at stoppe helt med at svømme?

"Jeg nød virkelig den pause, jeg havde, hvor jeg havde en mere normal tilværelse med gymnasiefester og et socialt liv. Men da jeg havde prøvet det i noget tid, gik det op for mig, at jeg faktisk elsker atletlivet. Jeg elsker at have noget at tage mig til, jeg elsker at have nogle mål, og jeg savnede svømningen. Jeg savnede konkurrencerne. Jeg savnede at præstere. Jeg savnede at sætte mig op til noget."

Hvad giver det dig at være elitesvømmer?

"Det giver mig et kick. Og det giver mig selvtillid. I svømningen har jeg fundet noget, jeg rent faktisk er blevet verdens bedste til, og det er jo vildt. Jeg havde da aldrig nogensinde troet, da jeg var lille, at jeg skulle blive verdens bedste til noget. Det er jo sindssygt. Det handlede om det rigtige tidspunkt, og det kom, fordi jeg stadig troede på mig selv. Og hvordan jeg formåede at tro på mig selv efter alt det, jeg havde været igennem, det ved jeg ikke. Det må være et gen, jeg er født med. Både mine forældre og min søster er meget stædige, og vi går efter vores mål. Vi stiller os ikke tilfredse med middelmådigt i min familie."

2 streger på testen

Jeanettes fighterånd er også forklaringen på, at en graviditet, der kom ”for tidligt”, ikke skulle sætte en stopper for hendes karriere.

"Jeg havde ikke haft en normal cyklus i 15 år på grund af overtræning. Det er desværre ret normalt for atleter. Der er ikke så meget kvinde over kvindelige svømmeres kroppe, når de er på deres højeste, men for os er det bare normalt. Omkring januar 2017 sagde jeg til min læge, at jeg gerne ville være gravid om et års tid.

Jeg havde på det tidspunkt tænkt mig, at jeg skulle slutte min karriere til EM i Royal Arena i 2017. På dansk grund med dansk publikum. Lægen sagde, at jeg nok skulle være forberedt på, at der kunne gå noget tid, og hendes råd var, at jeg droppede p-pillerne, så jeg kunne få renset kroppen ud. Det gjorde jeg, og der gik halvanden måned, så var jeg gravid."

Hvad tænkte du, da du så de to streger?

"Fuck. Fuck. Fuck. Jeg var alene hjemme. Og jeg var bare sådan, nej, nej, nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt, da de to streger viste sig på begge testpinde i pakken. Og så gik jeg ud og lavede tomatsuppe. Jeg stod bare og rørte i den tomatsuppe i rigtig, rigtig lang tid, mens jeg tænkte og stirrede ud i luften. Da Marco kom hjem, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre,

så jeg stod bare og rørte videre. Da han spurgte, om jeg havde haft en god dag, sagde jeg bare: ”Ja, og skal du noget til december? Hvis ikke, så skal du være far!”."

Hun griner.

"Vi var helt i chok. Grinede og græd sammen hele den aften."

Overvejede du på noget tidspunkt en abort?

"Nej. Jeg vidste, at det var rigtigt at få det barn. Jeg var 29, og jeg tænkte, at vi måtte få barnet og så finde ud af, hvordan det hele skulle fungere. Men det gik jo hurtigt op for mig, at jeg så ikke ville få mit farvel til svømning på dansk grund. Og jeg VILLE have mit punktum. Koste hvad det ville. Også selvom det så blev med en baby. Hurtigt fandt jeg ud af, at det da også var meget federe at slutte til et OL, for det var jo der, det hele var startet."

Hvordan var det at være gravid, når du hele livet har skullet tænke så meget over din krop?

"Jeg havde den værste graviditet med bækkenløsning efter fire måneder. Jeg tog også meget hurtigt på, allerede fra tredje-fjerde måned, og det var ikke babyen, der voksede særlig meget på det tidspunkt. Jeg kunne kun spise hvidt brød, Blue Jeans-lakridser og Cheese Dippers. Vores køleskab var pakket op med Cheese Dippers. Jeg er normalt den største kaffedrikker, men jeg kunne ikke KLARE duften af kaffe. Der var mange mærkelige ting. Jeg tog 30 kilo på og vejede 104 kg i december. 104 kg!"

Hvordan var det, når du er vant til at være i så god form?

"Det var forfærdeligt. Men altså, der voksede jo noget smukt inden i mig, så det var jo også dejligt, men jeg følte, at der var en, der tog over i min krop. Pludselig kunne jeg ikke selv bestemme. Og jeg kunne ikke de ting, jeg plejede at kunne. Jeg skal vise jer!"

Da Jeanette blev gravid, skulle hun samtidig håndtere, at hun blev kasseret af Dansk Svømmeunion. Hun orienterede dem om graviditeten, fik et sødt tillykke-svar tilbage, men måneden efter fik hun pludselig ikke løn.

"Men jeg havde aldrig sagt, at jeg indstillede karrieren. De antog bare, at jeg stoppede. Men helt ærligt, hvordan kan man antage sådan noget? Man har da ikke sagt op, bare fordi man bliver gravid. Så det, jeg har gang i nu med mit comeback, det er også at slå et slag for, at der skal laves om på tingene, så vi kvindelige atleter står bedre, når vi bliver gravide. Hvorfor skal vi ikke kunne have barsel? Vi arbejder mere end et normalt fuldtidsjob til hverdag – come on!

Og det er jo derfor, kvinder stopper i sport. Men tænk, hvis de ikke behøvede stoppe. Når alt kommer til alt, er det altså, når man er i 30’erne, man er stærkest og mest bevidst om sig selv. Det kan godt være, at det tager lidt længere tid at restituere, men psykisk er jeg da langt bedre stillet end dem på 20. Så ja, jeg er blevet sådan en rigtig power-urkvinde, der slår i bordet."

Hun griner højt.

"Hør her: Jeg skal sateme vise jer …! Bare fordi man bliver gravid og får et barn, betyder det ikke, at man skal lægge alting fra sig. Jeg har veninder, som giver op og ikke gør det, de rent faktisk gerne vil, når de får børn, for de skal jo være der for børnene, siger de. Ja, men det kan man også sagtens. Du kan være der, fra du henter dem i børnehave eller skole. Men al den tid, hvor de er i børnehave eller skole, hey, der kan du altså alt muligt!"

Svømmer for Billie

Så Jeanette er stadig på vej. På vej mod OL 2021. Sammen med Marco får hun tingene til at glide, og hun bestemmer i dag selv over sin egen krop. Der er ingen, der fortæller hende, hvad hun skal veje, og træningen er individuelt tilrettelagt i samarbejde med Marco, som hun har den største respekt for. Hun ved, at hun svømmer bedst, når hun er glad og også prioriterer andre ting ved siden af svømningen. Datteren. Og kærligheden.

Da hun vandt EM-guld i 100 meter butterfly, var hun så smaskforelsket i Marco, at hun nærmest ikke tænkte over, at hun lige skulle svømme den konkurrence. Hun gjorde det bare, og hun var flyvende.

"Selvfølgelig er jeg fokuseret på resultaterne og vil gerne gøre det godt, men det vigtigste er, at jeg har Billie og Marco. Og tror du ikke, at min datter en dag – når hun er stor nok til at forstå det – vil sige wauw, tænk at min mor og far gjorde det her, mens de havde mig? Trænede op til et OL med mig på armen."

Så når du står på den skammel næste år?

"Så svømmer jeg for Billie! Når det begynder at gøre ondt, tænker jeg på hendes smil og hendes megasjove grin. Så er det, som om det gør lidt mindre ondt. Nogle gange, når man opbygger sådan en vanvittig smerte, så kan man ikke tænke på andet, og der skal man prøve psykisk at bevæge sig et andet sted hen. Det gør jeg ved at tænke på Billie. Og på Marco."

Hvordan har det ændret dig at blive mor?

"Når man bliver mor, finder man ud af, hvem man er. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal undskylde over for nogen. Jeg skal ikke prøve at være en, jeg ikke er. Billie og Marco elsker mig for den, jeg er. For at være mor og hustru. Og jeg føler ikke, at jeg behøver at imponere lige så meget længere. Jeg er, som jeg er, take it or leave it. Jeg føler virkelig, at jeg er på den rette vej med min mand og min datter. Hvad de tænker og mener, det betyder noget. Ligesom min mors mening betyder rigtig meget for mig. Når hun siger noget, lytter jeg virkelig efter, for hun kender mig så godt."

Hvad så efter OL?

"Så skal jeg finde ud af, hvad jeg skal lave. Jeg kunne godt tænke mig noget med tv, det er sjovt, synes jeg, men vi må se."

Overvejer I flere børn?

"Det tror jeg helt bestemt. Det vil jeg min mand i hvert fald VILDT gerne. Så ja, vi starter nok forfra."