Jeg er fanget under mor-politiets forventninger

KLUMME: Jeg kan ligeså godt ærligt indrømme det: Jeg synes, det er pænt irriterende, at jeg snart fem måneder efter mit tredje barn mangler at smide 20 kg. Især fordi jeg arbejder som personlig træner og ernæringsfysiolog til daglig, og så burde man vel havde tabt sig nu, ikke?

Men det er måske derfor. Jeg bruger al min tid på at hjælpe andre ned i vægt, så jeg har ikke tid til mit eget projekt? Ja, for det skal da ikke herske nogen tvivl om, at jeg har nok af undskyldninger: "Mit vand gik i 27. uge, så jeg var sengeliggende i 10 uger". "Jeg har bare så sindsygt travlt". Og: "Jeg starter på mandag". Lige pludselig er det gået op for mig, at jeg fuldstændig har nedprioriteret mig selv, og selvom jeg et eller andet sted på vejen har taget den beslutning, har jeg alligevel også slået mig selv oveni hovedet over det.

Jeg har sagt grimme ting til mig selv om mit udseende, jeg har siddet med dårlig samvittighed over den manglende træning og den lidt for "barsels-agtige" kost. Og det værste af det hele er, at jeg har tvivlet på mig selv og mine fagligheder, fordi jeg har ladet mig sammenligne med "insta-moms" og andre, der har født for fem måneder siden, og som bestemt ikke ser lige så tykke ud som mig.

Det, jeg fortæller andre, de skal lade være med, har jeg selv gjort. Uden at være klar over det. Og det har ikke medført andet end en følelse af ikke at slå til, at være forkert og ikke mindst at være en tyk og usej mor.

Selvom jeg har mange undskyldninger, er der også en årsag til det. Jeg har valgt at fokusere på min familie og mit arbejde som selvstændig, og det har betydet, at der ikke har været tid og overskud til at tabe mig hurtigere. Desuden mistænker jeg lidt min mand for at have en finger med i spillet ved at fodre mig med nøddebarer og mælkebombe-müsli i en lidt for insisterende grad i håb om, at mine bryster venter et par måneder mere med at forsvinde ud i den blå luft.

Jeg er fanget under samfundets (læs: mor-politiets) forventninger. Nogle urealistiske forventninger om, hvad man skal kunne og ikke skal kunne, når man er gravid og lige har født. Selvom jeg hader at indrømme det, har især mit Instagram-forbrug sat sine spor i min opfattelse og mine krav til mig selv.

For mig er det vigtig at være sund, at tilbringe tid med familien, at udleve mine drømme, at kunne finde det gode i mennesker og at bruge min viden og mine kompetencer til at inspirere og motivere andre til at være de bedste udgaver af sig selv. Jeg ved jo godt, hvad sundhed er for mig. Det er at balancere min kost og træning på en måde, som gør mig glad, stærk og sund. Det er ikke at træne tre gange dagligt og leve af salat. Men ej heller at lade være med at dyrke motion og spise junk. Jeg ønsker at bibeholde en sund balance, selvom jeg træner (læs: trænede) en gang dagligt og holder (læs: holdt) mig fra sukker (som hovedregel).

Jeg havde en god balance med, at mine intentioner ikke var at ligne en, der skulle stille op i en bikini-fitness konkurrence, men at være sund, så jeg havde energi, overskud og glæde i mit liv – og til mine børn. Og det kørte godt for mig. Under min første og anden graviditet havde jeg energi og overskud til at holde den sunde linje. Jeg bibeholdt mit træningsniveau, jeg dødløftede 125 kg den dag, jeg fødte, men jeg var bestemt ikke en bedre mor eller mere sej, end jeg er nu. Jeg var glad og tilfreds, også selvom jeg vejede syv kg for meget til at kunne blafre med flad mave og stor numse på de sociale medier tre dage efter fødslen. Jeg kunne dog passe mine før-graviditets bukser på stedet. Altså, hvis man regner træningstights som bukser?!

I stedet viste jeg mine følgere min tykke og bløde mave, for hold nu op, hvor var jeg stolt af, hvad min krop havde klaret, og det lille væsen den havde gemt på i næsten ni måneder. Og det var dét, som var vigtigt. At jeg havde det godt.

Men hvad er sket siden dengang, jeg hvilede i mig selv? Jeg vil faktisk give de sociale medier skylden. Ikke kun fordi, det er nemt at skyde skylden over på noget andet end sig selv, men fordi der er mange, der har det ligesom mig.

Andre, der oplever, at det at holde barsel er et evig mas om, hvem der kan indrette det pæneste børneværelse med de flotteste møbler, helst i eg og pastel med en lille klat guld hist og her. Hvem der kan lave de vildeste brunche-anretninger til mødregruppen (og selvfølgelig dele det på Instagram med hashtag #royalcopenhagen). Hvem, der har det flotteste nybyggede hus og hvem, der har det sejeste (læs: dyreste) tøj til guldklumpen. Og ikke mindst hvem, der har den skarpeste krop, lige efter fødsel. Jo før, desto bedre. Det giver bare ikke et indblik i, hvordan livet som mor kan være - også på de dårlige dage - eller hvordan de fleste dage rent faktisk ser ud lige efter fødsel.

Jeg er ganske normal, men på mange måder også helt unik. Når de fleste holder barsel, har jeg min baby med på arbejde, hvor vi hygger, underviser og sover lurer i løbet af dagen, men også hvor vi holder en forretning kørende. Samtidig er jeg mor til tre børn under fire år og har altid gået op i træning og sundhed, hvorfor jeg også valgte at studere sundhed og ernæring, samtidig med jeg startede op som iværksætter og var gravid med nr. et.

Jeg vil da gerne være hende, der står frem på sin blog eller Instagram-profil med et Daniel Wellington-ur jeg har fået sponsoreret og nybarberede, solbrune stænger. Med sin six-pack i lækkert undertøj, der ikke er vasket i stykker og fyldt med gylp, så meget make-up, at det ser helt naturligt ud, og en perfekt mor-knold, som er det eneste, der bare lidt indikerer, at man lige er blevet mor. Men hende er jeg ikke. Jeg er hende, der fortæller, at det er okay at have et rodet hjem, søvnløse nætter og hende, der ikke helt kan finde ud af, hvordan man pænt takker nej til den lækre kage hos mødregruppen. Det er også okay, at man ikke kan passe sine bukser, og konsekvent handler nyt ventetøj, trods det man allerede har født.

Man skal stadig være sund, men i hvilken grad? Det er vigtigt at pointere, at ønsket om at komme tilbage til den gamle, slankere og noget mere trænede udgave af mig selv, skal komme indefra. Det skal være fordi, det gør mig glad. Ikke fordi det forventes af andre. Det skal gør mig gladere at være tilfreds med min krop at vide, at jeg er sund for mig og min familie, og at være stærk og skadesfri. Jeg får mere energi af at dyrke motion. Energi jeg kan bruge på at blive en endnu bedre mor. Så jeg kan holde til at lege med mine børn. Livet er bare dét bedre, når man er glad, og har det godt med sig selv.

Selvom jeg har været i gang med at tabe mig i noget tid, går det ikke så hurtigt, som det kunne have gået, hvis jeg var gået all-in og lavet en masse regler for mig selv og måske endda var startet på en eller anden kur. Jeg ved bare af erfaring (og rent fagligt) at en kur ikke er det rigtige, hvis man er ude efter et langvarigt resultat. De fleste ved jo godt, at de ikke skal spise ubegrænsede mængder kage, chips og slik, at de måske skal begrænse sodavandsindtaget og ikke lade maden svømme i sovs. Men alligevel er vi mange, der har lidt ekstra på sidebenene. Det handler om at ændre sine vaner, at arbejde mod sit mål samtidig med, at man har mulighed for at passe sin baby, familie, arbejde og alt det andet, der nu også skal passes. Jeg har derfor ikke travlt med at smide mine kilo, og jeg ved, at jeg inden længe igen kan være glad for min krop, trods strækmærker, lange bryster og en anelse fladere røv.

LÆS OGSÅ: Jeg følte mig som en gammel mor – og som en fiasko

LÆS OGSÅ: 11 ting, ingen fortæller dig om din nye morkrop

LÆS OGSÅ: 4 situationer, hvor jeg bliver til et urimeligt mor-monster