"Jeg har besluttet mig for, at mine børn aldrig, aldrig nogensinde skal føle sig alene ved sengetid"

Da min ældste søn var omkring et år, udspillede dette scenarie sig hver aften ved puttetid: Han stående i sin tremmeseng med tårer ned ad kinderne, arme i vejret og fødder, der i frustration trampede dynen flad. Min mand og jeg begge i indre (og ydre) kamp for at overføre vores ikke eksisterende ro til den lille.  For sove, det skulle han.

I sin egen seng på sit eget værelse. Det var jo sådan, man gjorde. Men gudhjælpemig, om han ikke nægtede!

Vi prøvede alt. Godnatsang, godnatbog, insisterende tavshed. Lige lidt hjalp det.  Så var det, vi besluttede at prøve med ‘Godnat og sov godt-metoden’. “Godnat min skat, jeg elsker dig, men nu skal du sove”.  Ned i tremmesengen med ham og lukke døren udefra. Skrig og skrål og ind igen.

Det var okay at lade ham græde lidt – det var jo sådan, man skulle – så jeg lukkede døren udefra for tiende gang og satte mig på kanten af dobbeltsengen (med et hjerte, der føltes, som var det ved at blive flået ud) og gik i gang med at tælle til 20.

Men jeg nåede ikke langt. Et brag og en endnu mere ulykkelig gråd fik os begge til at flyve op og ind på værelset igen.

Drengen havde, i sin kamp for at komme ind til os, forceret tremmesengen og var væltet på hovedet ned på trægulvet. Det burde ikke kunne ske, men det gjorde det.  Lige der, i det sekund, besluttede jeg mig for, at min søn aldrig, aldrig nogensinde skulle føle sig alene ved sengetid og græde sig selv i søvn. Hvis han bad om tryghed, skulle han overdynges med den. Punktum.

Madras på gulvet

Løsningen på vores søvnproblem blev derfor en madras på hans værelse, hvor min mand og jeg skiftedes til at slå os ned, indtil sønnike nåede drømmeland. Han kom ikke op, selv om han græd, men vi var hos ham.

Da barn nummer to meldte sin ankomst, var behovet for at få ham ind på børneværelset pludselig ikke så stort. Han er nu halvandet år og sover stadig i vores seng hver eneste nat. Faktisk har han stort set ikke prøvet andet.

Vi putter ham i sin egen seng, som står klods op og ned ad vores, og når han vågner i løbet af natten og græder ulykkeligt, løfter jeg ham op til os. Her falder han næsten i søvn med det samme. Ofte mens han nulrer mit øre lidt eller bare strejfer min krop med sin hånd.

Og når vores store dreng, der nu er fire, af og til kalder fra sit værelse i løbet af natten, bliver også han båret ind i sengen til os – og så kan min mand godt fortrække fra trængslen for at få en smule uafbrudt søvn på sofaen.

Jeg selv vågner ofte radbrækket af at være sparket og puffet til natten igennem, men alligevel har jeg ikke travlt med at få den yngste ind på børneværelset, og jeg kunne aldrig drømme om at nægte den ældste en plads i sengen, hvis han i løbet af natten søger trygheden.

Ja, vi voksne sover af og til ret skidt, men børnene er trygge. Og jeg må erkende, at jeg også nyder det. Endda så meget, at jeg (hvis jeg er alene med dem) kan finde på at bære den ældste ind i sengen, også selv om han ikke engang har bedt om det.