Fødselsdepression - efterfødselsreaktion

"Jeg var ikke god til at være mor"

Sandra Ohlhoff troede, det ville være ren idyl at blive mor. Men virkeligheden viste sig at være en anden, da hun de første måneder kæmpede med en efterfødselsreaktion.

‘Jeg kan ikke mere’. Det var den eneste tanke, Sandra Ohlhoff kunne tænke. Udenfor var aprilluften for en sjælden gang varm, og døre og vinduer stod på vid gab. I armene holdt Sandra sin to måneder gamle søn, Mikkel. Og han skreg. Det havde han gjort siden klokken seks om morgenen, og urets visere nærmede sig fem. Om eftermiddagen.

Faktaboks

MOR Sandra Ohlhoff, 27 år, studerer til fysioterapeut.

FAR Kenn, 41 år, selvstændig fysioterapeut.

BØRN Mikkel, 1 år og Kenns søn Sebastian, 11 år.

Hun sad helt stille med ham i en lænestol i stuen uden at ane, hvor længe hun havde siddet der. Tung i kroppen og tom i blikket. Da hendes kæreste, Kenn, kom hjem fra arbejde og løftede deres lille dreng ud af hendes favn, blev hun siddende.

For 27-årige Sandra står forårsdagen stadig som den værste nogensinde. Kort forinden havde hun fået bekræftet sine egne anelser om, at noget måske ikke var, som det burde være. Ikke kun med Mikkel, som ifølge lægernes umiddelbare vurdering kæmpede med kolik – men også med hende selv.

Hun havde været til den obligatoriske otteugersundersøgelse hos sin privatpraktiserende læge, og da det fysiske tjek var overstået, havde lægen kigget hende i øjnene og spurgt: ‘Hvordan har du det?’. ‘Det ved jeg ikke’ havde Sandra svaret. ‘Jeg føler mig tom. Ensom. Ked af det’. Lægen lyttede, og da Sandra forlod konsultationen, var det med diagnosen ‘efterfødselsreaktion’ og en øjeblikkelig henvisning til Psykiatrisk Center.

LÆS OGSÅ: Når far får en fødselsdepression, ramler det også for mor

Ud med overskud – ind med overlevelse

Tænker du stadig på din fødsel?

Et skub i den rigtige retning

Oplevelsen af distance til omverdenen lagde en kraftig dæmper på Sandras lyst til at dele sine tanker med andre end Kenn, og først da hendes egen læge sendte hende ind i behandlingssystemet, fik hun en anledning til at lukke op og sætte ord

på sine følelser.

– Den første dag på Psykiatrisk Center sad jeg derude i flere timer og snakkede med alle mulige forskellige. De ville gerne have, at jeg blev indlagt, men jeg insisterede på at komme hjem til Mikkel, så de sendte i stedet et APH-team (Akut Psykiatrisk Hjælpe-team, red.) hjem til os den følgende dag, husker hun.

Teamet bestod af en psykolog og en læge, og de blev der i tre timer. De spurgte, lyttede, forklarede og rådgav. Og det lettede.

– Jeg græd, nærmest al den tid de var her, fortæller Sandra, der tydeligt erindrer, hvordan Mikkel af en eller anden mærkelig og mirakuløs årsag sov under hele samtalen.

– Vi snakkede meget om ensomheden, min ked-af-det-hed og følelsen af at være utilstrækkelig. Og min overraskelse over, at det havde ramt netop mig. Jeg havde aldrig hørt om efterfødselsreaktion før, og jeg anede ikke, at der fandtes et begreb for det, jeg gik rundt i, fortæller hun og fortsætter.

LÆS OGSÅ: Kan du elske din baby, hvis du ikke elsker dig selv?

– Jeg sagde til dem, at jeg ikke elskede Mikkel og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Det føltes, som om han ikke ville mig, og som om jeg kun var der, fordi jeg skulle. Jeg havde på ingen måde oplevelsen af, at jeg gjorde noget moderligt; jeg kunne ikke amme ham, og jeg kunne ikke trøste ham. Jeg følte mig så forkert.

Da lægen og psykologen forlod hjemmet, havde Sandra først og fremmest fået lidt luft og hul på alt det, der rørte sig i hende. Og hun var blevet foræret et par tricks til, hvordan hun kunne passe bedre på sig selv i de uoverstigelige situationer – for eksempel ved at lægge Mikkel i tremmesengen, imens hun selv gik ud i haven og trak vejret dybt i fem-ti minutter. Det var helt okay – der kunne ikke ske ham noget, og han græd jo alligevel, som de sagde.

Sandra blev tilbudt at deltage i et gruppeforløb for depressionsramte, men følte sig fjern fra de andre i gruppen og valgte i stedet at tage imod antidepressiv medicin. Samtidig havde hun og Kenn – efter den lange, svære dag i april – aftalt, at han skulle sætte fuldtidsjobbet som selvstændig fysioterapeut på hold en stund og gå ned på deltid. Hver dag de følgende fire måneder forlod han sin klinik klokken 12 og afløste Sandra, så hun kunne samle lidt kræfter.

– Langsomt kunne jeg mærke, at det hjalp. Medicinen og det, at Kenn kom tidligt hjem. Jeg fik stille og roligt taget mig sammen til at komme ud blandt mennesker – blandt andet nogle af de andre mødre fra mødregruppen – og jeg fik mod på at tale om alt det, jeg oplevede, forklarer Sandra.

Sommeren blev lysere, end hun havde turdet håbe på, og i september trappede hun ud af medicinen. Mikkel fik det bedre, familien begyndte at sove om natten, og fornemmelsen af magteløshed og frustration fortog sig.

– Jeg havde mine første arbejdsdage på Kenns klinik i oktober, i december blev Mikkel kørt ind i dagpleje, og i starten af 2017 startede jeg mit studie til fysioterapeut op igen, fortæller Sandra om månederne, hvor hun og familien forsigtigt og langsomt kom på fode.

– Det har været fantastisk at komme tilbage på arbejde. I en grad, der næsten er til at få dårlig samvittighed over. Det er ikke fantastisk at være væk fra Mikkel – men det er fantastisk at få nogle andre input. Komme ud af huset, møde nogle voksne mennesker og snakke om noget andet end børn, siger hun.

Endelig kom kærligheden

I dag har både Sandra og Mikkel det godt. Og med Sandras egne ord er det meget sjovere at være Mikkels mor nu end nogensinde før. Men hun har på ingen måde glemt, hvor svært det hele har været. For eksempel ville hun ønske, der havde været mere og bedre information om efterfødselsreaktioner, da hun blev gravid, og især da hun selv stod midt i det hele.

– Jeg kunnet godt have brugt, at der var nogen, der havde fortalt mig om de udfordringer, man kan støde ind i som nybagt mor. Om den ensomhed og afmagt, der kan opstå. Jeg tror også, det havde gjort en forskel, hvis jeg havde haft mulighed for at indgå i et netværk med andre, der også oplevede en efterfødselsreaktion, reflekterer hun og funderer et øjeblik over spørgsmålet om, hvorvidt hun og Kenn skal have flere børn.

– Lige siden den dag, Mikkel blev født, har jeg sagt, at jeg aldrig skal have flere børn. Men i takt med at han har fået det bedre, og jeg selv er kommet ud på den anden side, er jeg blevet åben over for tanken. Jeg er meget bevidst om, at jeg er i risikogruppen for at få en efterfødselsreaktion igen, og jeg vil gå ind til det med nogle andre forventninger end første gang. Men jeg føler mig samtidig også stærkere end nogensinde før, siger hun og tilføjer med et grin:

– Hvis du spørger mig, vil jeg egentlig allerhelst have et barn, der bliver leveret, når det er seks måneder gammelt.

Faktaboks

EFTERFØDSELSREAKTION

  • Føler du dig følelsesmæssig uligevægtig?

  • Er du deprimeret og ked af det, og er verden grå i grå?

  • Har du svært ved at være alene med dit barn?

  • Føler du ikke, at du slår til i rollen som mor og kæreste?

  • Har du oplevelsen af, at det hele er uoverkommeligt?

  • Mærker du angst og bekymring?

Søg hjælp hos din læge eller sundhedsplejerske.

Kilder: Mattias Stølen Due, psykolog, og Christina Tartarczuk, sexolog.

LÆS OGSÅ: Sådan overlever du med et kolikbarn

Sideløbende med Sandras bedring, forandrede hendes følelser for Mikkel sig også. Hun lærte ganske enkelt at elske sin lille dreng.

– Første gang jeg mærkede kærlighed til ham, var den dag, han blev døbt, den 12. juni. Han var knap fire måneder på det tidspunkt. I lang tid op til havde jeg frygtet dagen, fordi jeg var sikker på, at han ville skrige i kirken. Men det gjorde han ikke. Han var simpelthen så nem. Han sagde ikke et ord og sad bare og sov i armene på sin gudmor. Jeg kan huske, jeg kiggede på ham og følte mig stolt. Det var en ren følelse af: ‘Han er min, og han er sød og dejlig’. 

LÆS OGSÅ: Fødslens hvem, hvad & hvordan

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Det føltes dejligt velkendt

LÆS OGSÅ: Hyld dine humørsvingninger