Jenny troede ikke, at hun kunne blive gravid, men så fik hun ondt i maven
Kemoterapien havde ødelagt Jenny Garnhams æggeledere, og hormonbehandlingen havde gjort hende steril. Under et besøg hos lægen fik hun en overraskende nyhed.
Mirabelle fylder seks år til sommer og løber rundt som en
hvirvelvind. Hun er en pige med en enorm energi, og som er nysgerrig på alt,
hvad livet har at byde på.
”Hun har den samme urkraft som sin mor,” siger Mirabelles far,
Niklas Garnham, og sender et kærligt smil til sin kone Jenny Garnham, som gerne
indrømmer, at det nok forholder sig sådan.
Parret mødte hinanden for omkring otte år siden. Jenny havde
en hård tid bag sig med en skilsmisse og en kamp mod brystkræft.
Jenny havde altid tænkt på sig selv som udødelig. Da hun en
dag stod under bruseren og mærkede knuden, der tydeligt bulede ud under hendes
venstre bryst, var der intet, der fik hende til at reagere.
”Ikke engang da jeg viste den til min veninde, og hun sagde,
at jeg skulle gå til kontrol, blev jeg bange. Jeg var ikke syg, og jeg tænkte
ikke på brystkræft. Så gammel var jeg heller ikke.”
Men lægen på sundhedscentret sendte en henvisning til
hospitalet for at få taget en biopsi. Undersøgelsen var ganske vist ubehagelig,
men ellers ikke noget, Jenny forbandt med en alvorlig sygdom.
Men da hun fik et brev om, at hun skulle ind til en ny
biopsi tre uger senere, begyndte en vis frygt at snige sig ind.
Hendes mor, Eva, tog med for at støtte hende. Da de ankom,
blev de mødt af et stort lægehold.
”Vi kan se kræft i et af dine bryster, og den er aggressiv,”
lød den barske og dystre besked.
Siden den første biopsi var der også vokset en ny tumor i
det samme bryst.
Stor støtte fra venner
Den sædvanlige procedure ville have været at fjerne brystet,
derefter behandle det med kemoterapi og til sidst strålebehandling.
Men fordi kræften var så aggressiv, var der stor risiko for,
at den ville sprede sig under operationen. Derfor ville lægerne starte med
kemoterapi for at svække kræften. Derefter skulle begge bryster fjernes for at
være på den sikre side.
”Først da gik det op for mig, hvor alvorligt det var. Jeg
besluttede mig for at være stærk og gå igennem det, uden at mine tre børn, som
dengang var 16, 13 og 5 år, på nogen måde skulle lide, fordi deres mor var syg.
At jeg kunne dø, var ikke en mulighed.”
I bilen hjem fra hospitalet bad hun sin mor om at ringe og
fortælle resten af familien og vennerne om udfaldet.
Da hun kom hjem, blev hun ikke kun mødt af et færdiglavet
frokostbord, men også af et hav af kærlighed. Både venner og søskende var
strømmet til for at byde hende velkommen og være der for hende.
”Min familie, venner og mange andre var ved min side under
hele min behandling, og jeg følte virkelig, at verden var et godt sted. Mine
kolleger lavede fx en middagsliste. Hver uge skiftedes de til at lave aftensmad
til os. De lagde det i en kurv på trappen foran hoveddøren.”
Jenny og Niklas med datteren MirabelleFoto: Stefan Lindblom
Takket være dem kunne Jenny servere hjemmelavet mad for
børnene hver dag.
Jenny måtte gennemgå i alt 12 kemoterapibehandlinger på seks
måneder. Hun mistede hår og negle, blev lysfølsom, og perioderne med kemoterapi
var som en ekstra omgang diarré. For at holde modet oppe startede hun en blog
om sygdommen og fandt hurtigt ud af, at der var stor interesse for den.
At skrive gav hende styrke, og det samme gjorde det at træne
så meget som muligt. Derudover havde hun selvfølgelig det sociale liv med alle
sine venner, der gav den nødvendige energi.
Annonse
Afskedsfest for brysterne
På trods af kemoterapien var der en risiko for, at kræften
kunne have spredt sig. En lymfeknude i armhulen, som var forbundet med hendes
bryst, blev fjernet kirurgisk for at finde ud af det.
Heldigvis var svaret positivt. Det var lykkedes dem at
begrænse kræften til hendes bryster. Der var ingen spredning til resten af
kroppen. Så det var tid til at fjerne hendes bryster.
”For mig var det ikke noget stort problem at miste mine
bryster. De var ikke længere kvindelige attributter, bare noget sygt, der
skulle væk. Men de havde givet næring til mine børn, da de var små. Så aftenen
før operationen holdt mine venner og jeg en afskedsfest for brysterne. Vi
lavede blandt andet gipsafstøbninger af dem.”
Da kræften nu var væk efter operationen, var der ikke behov
for strålebehandling. Jenny skulle dog tage hormonpræparater i fem år for at
forhindre kræften i at vende tilbage.
”Medicinen ville gøre mig steril, men det var ligegyldigt.
Allerede før kemoterapien var jeg blevet bedt om at tage æg ud, hvis jeg ville
have flere børn. Jeg sagde nej, fordi jeg var færdig med den del af mit liv.”
Annonse
Lider af PTSD
Jenny betragtede nu sig selv som sund og rask, og hun ville
gerne indhente det tabte år. Det var sommer. Hun ville leve livet, feste og
bare have det sjovt.
Men virkeligheden indhentede hende, da hun lejede et
sommerhus sammen med en gruppe venner. Hun kollapsede. Efter en tur på den
psykiatriske afdeling kom diagnosen: posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).
Hun havde ikke været klar til det liv, hun havde levet de
sidste par måneder. Så festlivet blev erstattet med kognitiv terapi, yoga,
motion og sund mad.
Langsomt men sikkert begyndte hun at få det bedre. Samtidig
gik det op for hende, hvor meget kræften havde forandret hende.
Den selvsikre, udødelige Jenny havde måttet vige. I stedet
måtte hun acceptere en Jenny, der var usikker på sig selv og bange – først og
fremmest bange for, at kræften skulle komme tilbage.
Hendes nætter var søvnløse og pinefulde. Derudover havde hun
fysiske problemer i forbindelse med bivirkningerne af kemoterapien – herunder
balanceproblemer, nedsat korttidshukommelse og lysfølsomhed.
Selv om hendes familie og venner støttede hende 100 procent,
var der noget, der manglede i hendes liv – kærlighed. Hun begyndte at famle
efter kontakter.
Online-datingsider var en mulighed, og hun oprettede en
profil på Tinder, som Niklas så.
”Jeg indså med det samme, at det var den kvinde, jeg ventede
på, og jeg skrev til hende,” siger Niklas.
Jenny læste beskeden, og ordene trængte ind i hendes sjæl.
En intens chat begyndte.
”Jeg følte hendes intensitet og urkraft i det, hun skrev.
Det tiltalte mig,” siger Niklas.
Chatten blev til telefonsamtaler. Jenny fortalte ham, hvad
hun gik igennem, og hvad det betød for hendes liv. Niklas lyttede, men den
smertefulde historie var ikke afskrækkende – tværtimod.
En overraskende besked
Lidt over en uge senere skulle de mødes på deres første
rigtige date, og så faldt alt på plads.
”Der var en brik i puslespillet i mit liv, som manglede. Nu
havde jeg fundet den. Niklas var min tvillingesjæl,” siger Jenny.
Niklas havde det på samme måde. Tre måneder senere flyttede
de sammen, og Niklas blev en stor støtte i kampen mod dødsangst og
søvnproblemer.
De kunne lide hinanden mere og mere. Da de var barnløse hver
anden uge, tog de ofte på korte kærlighedsture. Det kunne være til København,
Göteborg, Stockholm eller Nice. Det var sådan, de troede, at deres liv ville se
ud i fremtiden.
Men i efteråret 2017 fik Jenny ondt i maven og blev syg.
”Min første tanke var, at det var på grund af
hormonbehandlingen. Tidligere havde tegnene på graviditet været ømme bryster.
Nu havde jeg ingen. Da jeg havde gennemgået kemoterapi, var på hormonmedicin og
var blevet 40 år, var graviditet udelukket.”
Hun gik til lægen og fortalte ham, at der var noget galt med
hende. Efter mange tests sagde lægen:
”Der er ikke noget galt med din krop. Tværtimod, du er
gravid.” Jeg blev helt følelsesløs,” siger Jenny.
Niklas havde samme reaktion. De var helt uforberedte, fordi
deres småbørnsfase for længst var overstået. Hormonmedicinen udgjorde også en
stor risiko for barnet.
Deres fælles beslutning var ikke at gennemføre graviditeten,
og Jenny gik med til at få en abort. Men en aften lå de to foran pejsen og
talte om det.
”At blive gravid med disse forhold som baggrund var intet
mindre end et mirakel. Det skulle vi omfavne. Der var en risiko ved at
fortsætte graviditeten, men at afbryde den ville føles meget forkert.”
Gift i bøgeskoven
Abortaftalen blev aflyst, hormonmedicinen blev sat på
standby, og i stedet var der hyppige besøg hos en jordemoderspecialist. Parret
tog intet for givet. Men alt så godt ud for både mor og barn. På en af
ultralydsscanningerne kunne de se, at det var en lille pige.
”Hvor er det fantastisk! Jeg havde tidligere kun fået
drenge,” siger Jenny.
Jenny med nyfødte MirabelleFoto: Privat
Jenny beskriver fødslen i form af et planlagt kejsersnit som
en overjordisk oplevelse. Da den lille pige blev lagt på hendes mave, fik hun
straks en helt særlig følelse.