Jenny Garnham klikk.no

Jenny troede ikke, at hun kunne blive gravid, men så fik hun ondt i maven

Kemoterapien havde ødelagt Jenny Garnhams æggeledere, og hormonbehandlingen havde gjort hende steril. Under et besøg hos lægen fik hun en overraskende nyhed.

klikk logo

Mirabelle fylder seks år til sommer og løber rundt som en hvirvelvind. Hun er en pige med en enorm energi, og som er nysgerrig på alt, hvad livet har at byde på.

”Hun har den samme urkraft som sin mor,” siger Mirabelles far, Niklas Garnham, og sender et kærligt smil til sin kone Jenny Garnham, som gerne indrømmer, at det nok forholder sig sådan.

Parret mødte hinanden for omkring otte år siden. Jenny havde en hård tid bag sig med en skilsmisse og en kamp mod brystkræft.

Jenny havde altid tænkt på sig selv som udødelig. Da hun en dag stod under bruseren og mærkede knuden, der tydeligt bulede ud under hendes venstre bryst, var der intet, der fik hende til at reagere.

”Ikke engang da jeg viste den til min veninde, og hun sagde, at jeg skulle gå til kontrol, blev jeg bange. Jeg var ikke syg, og jeg tænkte ikke på brystkræft. Så gammel var jeg heller ikke.”

Men lægen på sundhedscentret sendte en henvisning til hospitalet for at få taget en biopsi. Undersøgelsen var ganske vist ubehagelig, men ellers ikke noget, Jenny forbandt med en alvorlig sygdom.

Men da hun fik et brev om, at hun skulle ind til en ny biopsi tre uger senere, begyndte en vis frygt at snige sig ind.

Hendes mor, Eva, tog med for at støtte hende. Da de ankom, blev de mødt af et stort lægehold.

”Vi kan se kræft i et af dine bryster, og den er aggressiv,” lød den barske og dystre besked.

Siden den første biopsi var der også vokset en ny tumor i det samme bryst.

Stor støtte fra venner

Den sædvanlige procedure ville have været at fjerne brystet, derefter behandle det med kemoterapi og til sidst strålebehandling.

Men fordi kræften var så aggressiv, var der stor risiko for, at den ville sprede sig under operationen. Derfor ville lægerne starte med kemoterapi for at svække kræften. Derefter skulle begge bryster fjernes for at være på den sikre side.

”Først da gik det op for mig, hvor alvorligt det var. Jeg besluttede mig for at være stærk og gå igennem det, uden at mine tre børn, som dengang var 16, 13 og 5 år, på nogen måde skulle lide, fordi deres mor var syg. At jeg kunne dø, var ikke en mulighed.”

I bilen hjem fra hospitalet bad hun sin mor om at ringe og fortælle resten af familien og vennerne om udfaldet.

Da hun kom hjem, blev hun ikke kun mødt af et færdiglavet frokostbord, men også af et hav af kærlighed. Både venner og søskende var strømmet til for at byde hende velkommen og være der for hende.

”Min familie, venner og mange andre var ved min side under hele min behandling, og jeg følte virkelig, at verden var et godt sted. Mine kolleger lavede fx en middagsliste. Hver uge skiftedes de til at lave aftensmad til os. De lagde det i en kurv på trappen foran hoveddøren.”

Jenny og Niklas med datteren Mirabelle

Takket være dem kunne Jenny servere hjemmelavet mad for børnene hver dag.

Jenny måtte gennemgå i alt 12 kemoterapibehandlinger på seks måneder. Hun mistede hår og negle, blev lysfølsom, og perioderne med kemoterapi var som en ekstra omgang diarré. For at holde modet oppe startede hun en blog om sygdommen og fandt hurtigt ud af, at der var stor interesse for den.

At skrive gav hende styrke, og det samme gjorde det at træne så meget som muligt. Derudover havde hun selvfølgelig det sociale liv med alle sine venner, der gav den nødvendige energi.

Afskedsfest for brysterne

På trods af kemoterapien var der en risiko for, at kræften kunne have spredt sig. En lymfeknude i armhulen, som var forbundet med hendes bryst, blev fjernet kirurgisk for at finde ud af det.

Heldigvis var svaret positivt. Det var lykkedes dem at begrænse kræften til hendes bryster. Der var ingen spredning til resten af kroppen. Så det var tid til at fjerne hendes bryster.

”For mig var det ikke noget stort problem at miste mine bryster. De var ikke længere kvindelige attributter, bare noget sygt, der skulle væk. Men de havde givet næring til mine børn, da de var små. Så aftenen før operationen holdt mine venner og jeg en afskedsfest for brysterne. Vi lavede blandt andet gipsafstøbninger af dem.”

Da kræften nu var væk efter operationen, var der ikke behov for strålebehandling. Jenny skulle dog tage hormonpræparater i fem år for at forhindre kræften i at vende tilbage.

”Medicinen ville gøre mig steril, men det var ligegyldigt. Allerede før kemoterapien var jeg blevet bedt om at tage æg ud, hvis jeg ville have flere børn. Jeg sagde nej, fordi jeg var færdig med den del af mit liv.”

Lider af PTSD

Jenny betragtede nu sig selv som sund og rask, og hun ville gerne indhente det tabte år. Det var sommer. Hun ville leve livet, feste og bare have det sjovt.

Men virkeligheden indhentede hende, da hun lejede et sommerhus sammen med en gruppe venner. Hun kollapsede. Efter en tur på den psykiatriske afdeling kom diagnosen: posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Hun havde ikke været klar til det liv, hun havde levet de sidste par måneder. Så festlivet blev erstattet med kognitiv terapi, yoga, motion og sund mad.

Langsomt men sikkert begyndte hun at få det bedre. Samtidig gik det op for hende, hvor meget kræften havde forandret hende.

Den selvsikre, udødelige Jenny havde måttet vige. I stedet måtte hun acceptere en Jenny, der var usikker på sig selv og bange – først og fremmest bange for, at kræften skulle komme tilbage.

Hendes nætter var søvnløse og pinefulde. Derudover havde hun fysiske problemer i forbindelse med bivirkningerne af kemoterapien – herunder balanceproblemer, nedsat korttidshukommelse og lysfølsomhed.

Selv om hendes familie og venner støttede hende 100 procent, var der noget, der manglede i hendes liv – kærlighed. Hun begyndte at famle efter kontakter.

Online-datingsider var en mulighed, og hun oprettede en profil på Tinder, som Niklas så.

”Jeg indså med det samme, at det var den kvinde, jeg ventede på, og jeg skrev til hende,” siger Niklas.

Jenny læste beskeden, og ordene trængte ind i hendes sjæl. En intens chat begyndte.

”Jeg følte hendes intensitet og urkraft i det, hun skrev. Det tiltalte mig,” siger Niklas.

Chatten blev til telefonsamtaler. Jenny fortalte ham, hvad hun gik igennem, og hvad det betød for hendes liv. Niklas lyttede, men den smertefulde historie var ikke afskrækkende – tværtimod.

En overraskende besked

Lidt over en uge senere skulle de mødes på deres første rigtige date, og så faldt alt på plads.

”Der var en brik i puslespillet i mit liv, som manglede. Nu havde jeg fundet den. Niklas var min tvillingesjæl,” siger Jenny.

Niklas havde det på samme måde. Tre måneder senere flyttede de sammen, og Niklas blev en stor støtte i kampen mod dødsangst og søvnproblemer.

De kunne lide hinanden mere og mere. Da de var barnløse hver anden uge, tog de ofte på korte kærlighedsture. Det kunne være til København, Göteborg, Stockholm eller Nice. Det var sådan, de troede, at deres liv ville se ud i fremtiden.

Men i efteråret 2017 fik Jenny ondt i maven og blev syg.

”Min første tanke var, at det var på grund af hormonbehandlingen. Tidligere havde tegnene på graviditet været ømme bryster. Nu havde jeg ingen. Da jeg havde gennemgået kemoterapi, var på hormonmedicin og var blevet 40 år, var graviditet udelukket.”

Hun gik til lægen og fortalte ham, at der var noget galt med hende. Efter mange tests sagde lægen:

”Der er ikke noget galt med din krop. Tværtimod, du er gravid.” Jeg blev helt følelsesløs,” siger Jenny.

Niklas havde samme reaktion. De var helt uforberedte, fordi deres småbørnsfase for længst var overstået. Hormonmedicinen udgjorde også en stor risiko for barnet.

Deres fælles beslutning var ikke at gennemføre graviditeten, og Jenny gik med til at få en abort. Men en aften lå de to foran pejsen og talte om det.

”At blive gravid med disse forhold som baggrund var intet mindre end et mirakel. Det skulle vi omfavne. Der var en risiko ved at fortsætte graviditeten, men at afbryde den ville føles meget forkert.”

Gift i bøgeskoven

Abortaftalen blev aflyst, hormonmedicinen blev sat på standby, og i stedet var der hyppige besøg hos en jordemoderspecialist. Parret tog intet for givet. Men alt så godt ud for både mor og barn. På en af ultralydsscanningerne kunne de se, at det var en lille pige.

”Hvor er det fantastisk! Jeg havde tidligere kun fået drenge,” siger Jenny.

Jenny med nyfødte Mirabelle

Jenny beskriver fødslen i form af et planlagt kejsersnit som en overjordisk oplevelse. Da den lille pige blev lagt på hendes mave, fik hun straks en helt særlig følelse.

”Hun lignede mig så meget. Det var vidunderligt.”

De gav hende navnet Mirabelle - Mira, som i et mirakel, og belle, som er det franske ord for smuk.

Lighederne mellem mor og datter er kun blevet større. De to er blevet meget tætte.

”Hver morgen er hun sammen med mig og laver yogaøvelser,” smiler Jenny.

Niklas friede på årsdagen for deres første date, og den 1. august sagde de ja til hinanden.

Brylluppet blev holdt i en smuk bøgeskov.

”Det var en fantastisk succes,” siger parret og kigger kærligt på Mirabelle. Deres eget lille mirakel.

Denne artikel blev bragt hos Klikk.no første gang. Dette er en redigeret udgave.