Julie fik en fødselsdepression ”Jeg havde bare lyst til at gå ud foran en lastbil”

Julie havde styr på sit liv! Hun havde fundet manden i sit liv, boede i det perfekte hus og havde et vildt job som ledelseskonsulent for en topledelse i det private erhvervsliv. Alt kørte på skinner, og den vanvittige karriere gav familien en økonomi, hvor det meste kunne lade sig gøre. Der manglede bare én ting for at færdiggøre idyllen: Et barn.

- Alt var perfekt. Mand, hus, økonomi – og jeg elskede mit job! Det var et ret hardcore job, hvor jeg sad med optimering af eksisterende forretninger og havde et stort ansvar. Jeg havde en plan med alt i mit liv, og da jeg blev gravid, fortsatte den der kontrol over mit liv. Graviditeten blev et projekt for mig – ligesom alt andet var i mit liv, fortæller Julie.

Julies graviditet gik helt fint – og efter planen. Hun oppede sin motion, svømmede, cyklede, dyrkede yoga og der var intet – heller ikke en graviditet – der skulle forstyrre hendes liv. Det var jo, som hun selv kalder det, endnu et projekt, der bare skulle fikses. Ligesom dem, hun var så god til at fikse på sin arbejdsplads.

- Jeg skrev lister, planlagde, klargjorde alt, hvad jeg kunne. Der skulle bare ikke mangle noget, for jeg skulle ikke være en af den slags mødre, der fik sig en grim overraskelse.

Intet livstegn

Dét fik hun dog. Fødslen blev noget nær et mareridt. Intet gik, som Julie havde regnet med. Tjeklister, indkøb af babytøj, klargøring af babyværelse og en masse yoga og kilometer i benene, var helt ligegyldigt. For Julie kunne på ingen måde forberede sig på det, der ventede hende de næste døgn.

- Fødslen var så vanvittig. Jeg havde været i gang med min fødsel i over 30 timer, men der skete ikke noget. Ingen vidste, hvorfor hun ikke kom ud. Jeg var ødelagt, træt og havde ingen energi. Og da der pludselig kom en overlæge ind og sagde, at vedrop skulle indstilles nu, blev jeg for første gang helt oprigtigt bange, fortæller Julie og fortsætter:

- Det var ved at gå op for mig, at der var et eller andet galt. Min datters puls var ikke, og nu måtte jeg bare give slip og lade andre tage over.

Julie blev flyttet til operationsstuen – alt foregik, mens Julie lå som lammet på et bord. Den lille baby blev taget ud af hendes mave, og Julie hørte ingen gråd. Ingenting. Der var stille. Kaos var forvandlet til stilhed. Der var intet tegn på liv – kun en lillebitte puls fra den lille pige, der virkede helt livsløs. Navlestrengen havde ligget og kvalt hende, og lægerne gjorde, hvad de kunne, for at få det lille liv til at trække vejret ordentligt.

- Jeg lå bare der, og min mand så helt mærkelig ud i hovedet. Jeg kan dårligt huske, om jeg lå og hulkede eller råbte og skreg – for jeg var gået i chok. Da de endelig fik liv i hende og lagde hende over til mig, var det helt uvirkeligt for mig. Jeg var ødelagt, træt og ekstremt bange. De sidste mange timer var jo fuldstændig sindssyge, fortæller Julie.

Julie følte ingenting

Dagene efter den dramatiske fødsel var en blanding af ekstrem lettelse og ekstrem angst for den nybagte mor. Julies mand Tor havde det anderledes – heldigvis. Han var lykkelig og stolt over det lille liv, de havde bragt til verden.

- Jeg følte ingenting. Jeg var stadig i chok, og jeg var panisk angst over at skulle miste hende. Jeg var helt besat af tanken om, at hvis de havde fortsat deres vedrop, så kunne hun have været død. Mine frygtelige tanker overskyggede alt.

Julie forventninger. Julies kontrol. Julies planer. Alt krakelerede.

- Det var jo ikke meningen. Det skulle have været den lykkeligste tid nogensinde, men det var det ikke. Jeg burde have haft det fantastisk, men den fødsel havde gjort noget ved mig. Jeg var ikke længere god nok. Jeg havde ikke de følelser, jeg troede, jeg ville have. Jeg følte ikke, jeg kunne leve op til mine egne forventninger.

Og så kom kolikken

Julie og den lille ny familie forlod Herlev Hospital for at tage hjem. Der kom mere ro over den ny tilværelse – i hvert fald i en uges tid. Men så fik datteren Charlie kolik.

- Jeg havde ikke tid til at tænke på min fødsel, for jeg skulle deale med hendes konstante gråd. Amningen var svær, og hun var konstant urolig. Hun sov ikke rigtigt. Hun havde ondt, og min choktilstand fik slet ikke mulighed for at lægge sig, husker Julie.

Familien forsøgte alt! Der var plads i økonomien til at forsøge sig med diverse behandlinger. Healer, clairvoyance – og alle de mere almindelige behandlinger mod kolik. Intet hjalp, og ”helvedes-perioden”, som Julie i dag kalder det, var et sandt mareridt.

- Jeg tænkte hele tiden, at nu blev det nok bedre, men det gjorde det ikke. Det blev værre og værre, og intet jeg gjorde, hjalp. Jeg havde ikke længere reserver, jeg kunne tage af, og her smed jeg håndklædet i ringen og knækkede sammen. Fuldstændig. Jeg var færdig, fortæller Julie.

Det var ikke sådan, den første tid med datteren Charlie skulle være. Det var jo ikke det, Julie og hendes mand Jon havde planlagt. Det skulle have været en tid med overskud, lange gåture og ”dikke-dikke” på den lille baby-kind.

Psykolog og antidepressiver

Virkeligheden ramte – og den så ikke ud, som parret havde regnet med. Julie tog sig selv i at tænke, at det måske var nemmere, hvis hun ikke var her. Hvis hun nu lige gik ud foran en lastbil og brækkede et ben, så hun kunne blive indlagt.

- Det startede som en joke, som jeg en gang imellem sagde højt til min mand, men jeg begyndte at mene det. Det blev for meget for mig, og jeg begyndte at gå med tankerne om at dø. Det var til sidst den eneste udvej for mig.

Jon, Julies mand, reagerede hurtigt, da han forstod alvoren i hendes trusler. Datteren Charlie fik en barnepige for at give forældreparret lidt ro, og Julie fik tid hos en psykolog. Efter mange forskellige psykologer og samtaler, var der ikke fremgang i Julies sindsstemning – og samtaleterapien kunne ikke stå alene. Antidepressiver var tilsyneladende den eneste udvej.

- Jeg var klar over, jeg havde en meget slem depression, men alt det der med piller, det var ikke noget, jeg havde været i nærheden af nogensinde. Det gjorde mig nervøs. Og selv om min tilstand var kritisk, så var der noget i mig, der sagde, at det skulle jeg holde mig fra, fortæller Julie og fortsætter:

- Vi begyndte at researche på andre metoder, der kunne tage toppen af de negative tanker, der prægede mit liv og min måde at være mor på. Jeg fandt en psykolog, der troede på meditation, og det blev min udvej.

Meditation i Indien

Datteren Charlie begyndte i vuggestue, og det gav familien mere tid til at komme over på den anden side. Julies meditation - og nu også yoga - blev hendes frirum. Den nærmeste familie hjalp, hvor de kunne, men det var Jon, der hver dag sørgede for, at det hele hang sammen.

- Jeg begyndte ligeså stille at få mere og mere overskud, men jeg havde stadig ikke energi til at tage mig af alt det huslige og det praktiske. Jeg kunne bedre og bedre rumme at tage mig af Charlie, men vigtigst af alt fik jeg lyst til at gøre noget ekstra godt for mig selv. Det var jeg ganske enkelt nødt til for at komme ovenpå. Min fødsel og dagene der omkring lå stadig så dybt i mig, og jeg havde ikke haft tid til at fordøje det.

Løsningen blev 14 dage i Indien for at meditere og dyrke yoga. Helt alene. En tur, der var nødvendig for Julie, der, trods fremgang, stadig ikke kunne kende sig selv. Hun havde behov for at finde tilbage til sig selv og sine værdier. 

Turen, roen og ”Julie-tiden” gjorde en verden til forskel. Da Julie kom hjem, var det som en ny, forbedret kvinde, der havde gjort op med en hel del ting i sit liv.

Farvel og goddag

Man hører det ofte – at når folk er udsat for noget, der ligger så langt fra deres komfortzone, sker der en radikal ændring i forhold til deres liv og værdier. Sådan var det også for Julie. Karrierekvinden, der havde planlagt det meste af sit liv. Arbejdsnarkomanen, der bare lige skulle føde et barn for så at vende tilbage til det hektiske liv, der gav familien økonomisk frihed.

Men nej, Julie var blevet mor. Sådan helt ægte.

- Livet handlede pludseligt om noget helt andet. Jeg fik perspektiv på mit eget liv, og jeg droppede alt det, der bremsede mig i at komme ind i moderskabet. De sociale medier mindede mig konstant om, at jeg ikke var rigtig – at jeg ikke levede op til andres forventninger. Jeg forlod det for at hvile i mig selv. Det samme måtte jeg jo til sidste også gøre med mit arbejde. Fordi for mig hang de to ting ikke sammen – jeg kunne ikke være en god, nærværende mor samtidig med, at jeg drønede rundt og var karrierekvinde.

Julie valgte ikke at vende tilbage til sin arbejdsplads. Nu skulle hun selv bestemme over sit liv, og ingen penge eller titel kunne få hende til at vælge anderledes.

- Den høje løn er så ligegyldig. Altså, jeg var derude, hvor jeg ville dø. Og nu vil jeg være i live. Nu elsker jeg livet, og jeg glæder mig til hver dag, fortæller hun stolt.

Hvad så nu?

Julie er ved at være der, hvor hun gerne vil være. Hun er helt forelsket i sin datter Charlie og elsker at være sammen hende. De følelser, hun troede kom fra dag et, er først kommet nu. Hendes primære formål i livet er nu at være den bedste mor.

- Det har været en lang, sej proces, men jeg har lært rigtigt meget af at være igennem den depression, men det har lært mig, at man ikke kan styre alt i sit liv. Og at en baby ikke er en robot, men et menneske med egne følelser og behov, der ikke kan sammenlignes med andre, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg troede måske nok, at det at få en baby var lidt ligesom at få sig en lækker designertaske. En slags cute accessory, som andre vendte sig om efter på gaden efter ogvar med til at gøre min Instagram profil smukkere.

Charlie bliver snart to år gammel, og det er langt fra sikkert, at hun får sig en lillesøster eller bror. Fødslen og tiden efter har sat sig hos Julie og ikke mindst hos hendes mand Jon.

- Vi drømte engang om fire børn, men den drøm er helt væk. Lige nu har jeg svært ved at tænke på barn nummer to, for jeg ville være panisk for selve fødslen. Og jeg ved, min mand har det på samme måde. Det hele har været voldsomt, og det er faktisk først nu, vi alle er ude på den anden side.

I dag kan Julie kalde sig selvstændig iværksætter. Hun er – udover at være mor til Charlie og kone til Jon – også ”mor” til bogen ”Projekt Baby – mit første år som uperfekt mor”

Mere om Julie

Julie Ugleholdt, 31 år, bor i København med sin mand Jon og datteren Charlie, der bliver to år til februar.  

Vil du læse mere om Julies historie Julies bog 'Projekt Baby' kan du bestille hos din lokale boghandler - eller lige her: