Må læreren kigge i børnenes tasker?

Spørgsmål:

Hej,

Jeg er mor til to piger, én i 4. klasse og én i 1. klasse. Mit spørgsmål er meget kort: Er det tilladt for en lærer at åbne og kigge i børnenes tasker efter bøger til aflevering, når børnene ikke selv er til stede?

Spørgsmålet er vedrørende min datter i 4. klasse, der har været ude for, at dansklæreren kiggede i nogle af elevernes tasker, mens de selv var ude for at lave gruppearbejde. Selv mener jeg, at det IKKE er rimeligt, men spørgsmålet er, om det er ”lovligt”?

VH Maria Jensen,

Skovlunde

Læs skolelærerens svar på næste side.

Svar:

Kære Maria Jensen,

Mig bekendt findes der ingen love og regler for, hvor vidt en lærer må gå i en elevs taske efter dette eller hint.

Jeg kan vel sige det kort – selvfølgelig skal en lærer ikke gøre det uden at spørge om lov først. Hvis en lærer kræver, at en elev skal vise respekt for andre og andres ting, skal læreren vel også vise respekt for eleven og elevens ting.

Hvis dit barns lærer ofte går i elevernes tasker, synes jeg, I skal fortælle læreren, hvad I synes om det.

Venlig hilsen

Janne Clevin

Faktaboks

Om eksperten:

Janne Clevin har været lærer i folkeskolen i mere end 30 år. Hun er ud af en børneglad familie som datter af en alle tiders børneven, Jørgen Clevin. I Junior svarer hun på læsernes spørgsmål om børn og skole.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns skolegang? Så skriv til skole@juniormag.dk