Christine arbejder op til 70 timer om ugen: "Mange spørger, hvorfor jeg overhovedet har valgt at få børn"

Vasketøjet hænger endnu på tørrestativet. Gulvet er et minefelt af legesager. Spisebordet har aftegninger af fedtede børnefingre. Og der er lilla tusch på køkkenskabene.

– Det er vores ældste datter, Alberte, der har været i gang. Der er kryds på dem, lillesøster Emma ikke må åbne og flueben på dem med børneting i, som hun gerne må åbne. Hun havde faktisk forsøgt at hjælpe sin lillesøster, så de fik altså lov til at blive. Vores hjem er alligevel ikke snorlige, siger pigernes mor, 26-årige Christine Nordam, og spejder ud over familiens lille stuelejlighed på indre Frederiksberg.

– Lige nu er det sådan nogenlunde ryddeligt. Nogle gange er vi nødt til at have weekender, hvor vi lige laver lidt damage control, men typisk kigger vi efter eksterne løsninger. Skal vi skrue lidt op for rengøringen, eller skal vi hyre en, der kan komme og rydde op for os?

I familien Nordam arbejder både mor og far nemlig mellem 45-70 timer om ugen, så det praktiske befinder sig langt nede på prioriteringslisten, og allerhelst betaler de sig fra det. Det frigiver både mere tid til familie- og arbejdslivet.

Udover rengøringshjælp får familien leveret dagligvarer fra Nemlig.com, som har en række hurtigretter, man blot kan klikke “læg i kurv” til. På dage, hvor det skal gå ekstra stærkt, bestiller de take away via apptjenester som Wolt og Roomservice, der bringer ud. Tidligere fik de også ordnet vasketøj, men da vaskerivirksomheden firedoblede prisen på skjorter, stoppede de i protest. Så nu tager et andet vaskeri sig af Christines arbejdsskjorter, mens de selv står for familiens øvrige vasketøj. Selvom de helst var fri.

I langt de fleste familier trækker kvinderne fortsat det store læs med hensyn til børn og praktik, blandt andet tager kvinderne oftest fri fra arbejde, når ungerne er syge, ligesom de i de fleste hjem står for hovedparten af de huslige pligter, viser tal fra Danmarks Statistik og Finanssektorens Arbejdsgiverforening. Men hos familien Nordam er ansvaret delt fuldstændigt lige mellem mor og far.

Mandag til torsdag lever familien efter en rimelig fast drejebog. Christine står for morgenerne, mens 28-årige Rasmus står for aftenerne. Morgentjansen består i at få pigerne op, i tøjet, give dem morgenmad og få dem i institution – og aftentjansen i at hente, lave aftensmad, få dem i nattøjet og i seng.

– Jeg ser mine børn lidt over to timer hver morgen, og hver fredag prøver jeg så at gå tidligt, omkring klokken 17. Ja, det er altså tidligt i min optik, griner Christine, der arbejder med køb og salg af virksomheder, mens Rasmus læser en cand. merc. i revision ved siden af de mange timer, han i forvejen lægger på sin arbejdsplads. Det skal han fortsætte med det næste år, hvorefter planen er at studere yderligere tre år for at blive statsautoriseret revisor. 

Parret arbejder forskudt af hinanden, så Rasmus tager hjemmefra kl. 05, inden resten af familien vågner, og henter unger klokken 16, og Christine møder ind på kontoret klokken 09 og lander på hjemmeadressen mellem 21 og midnat, hvor Alberte på fire og Emma på knap et år for længst er puttet.

– Der er meget tid, hvor vi ikke er sammen om børnene, men der er jo altid en af os, der er sammen med dem, når de ikke er i institution. Selvom vi egentlig har lige mange timer med vores børn, så bliver min mand lidt den primære omsorgsperson, fordi han har nusse-, putte- og trøstetimerne om aftenen. Hvis børnene falder og slår sig i weekenden, så er det typisk ham, de gerne vil trøstes af – og det, synes jeg, er megafedt. Det bekræfter mig bare i, at det er den rigtige mand, jeg har valgt at få børn med. Det er da også en kæmpe befrielse, at de kalder på far, hvis de har tisset i bukserne om natten, griner hun.

En god mor

Som nybagt førstegangsmor interesserede det ikke Christine at drikke caffe latte og tale om amning og børneeksem med de andre mødre fra mødregruppen, når børnene sov. Hun var opsat på at bruge tiden på at udrette noget fagligt.

Under sin syv måneder lange barsel stod hun derfor mange morgener op, før Alberte vågnede for at fordybe sig i stakken af finansbøger, så hun kunne få sig en kandidatgrad i økonomi. I anden omgang holdt hun 5,5 måneders barsel, inden hun skiftede ammebh og morknold ud med nystrøget skjorte og performancetunge KPI’er.

– Hvis det eneste, vi kan tale om, er, at Emma har spist babymos med ske for første gang, så bliver jeg sindssyg. Mit arbejde holder mit hoved i gang, og jeg bliver konstant udfordret, når jeg er der. Lige pludselig kan jeg få uventet travlt, ligesom et køb kan ryge i vasken på et øjeblik. Al den spontanitet, som plejede at være i mit liv, inden jeg fik børn, den får jeg gennem mit arbejde. Når jeg kommer hjem, er det meste jo virkelig forudsigeligt og rutinepræget.Jeg har brug for mere uforudsigelighed i mit liv, end vores børn kan holde til, derfor må jeg køre egoshow på mit arbejde. Jeg har altid haft fuld skrue på og er vant til et højt aktivitetsniveau, det har ikke ændret sig, efter jeg er blevet mor – jeg er jo stadig mig. Jeg undrer mig meget over de kvinder, som opgiver karrieren, når de får børn. Hvor er det, der tidligere har drevet dem, forsvundet hen? Jeg kan ikke lukke ned for det, det giver mig et kick uden lige, siger hun.

Færdigkøbte kager og nul fjernsyn

Som karrierekvinde og småbørnsmor har Christine befundet sig på anklagebænken utallige gange. Men de bidske kommentarer og løftede pegefingre trænger ikke længere igennem panseret.

– Jeg er godt klædt på, for jeg har mange veninder, som har stillet alle de kritiske spørgsmål. Det har nogle gange været én mod alle. De har svært ved at forstå, hvorfor vi lever, som vi gør.

– Mange spørger, hvorfor jeg overhovedet har valgt at få børn. Jeg synes, det er et åndssvagt spørgsmål. Hvorfor får man børn? Fordi det giver livet mening. Der er jo ingen tvivl om, at hvis jeg skulle vælge, om jeg ville arbejde resten af mit liv eller være sammen med mine børn, så ville jeg jo være sammen med mine børn. Men hvorfor skal det altid gøres til et spørgsmål om enten eller? Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg 100 procent køre meget mere karriere, men jeg ville ikke være meget mere glad, siger hun og påpeger, at politibetjente og sygeplejersker jo også arbejder på skæve tidspunkter uden for institutionernes åbningstider og i perioder heller ikke er hjemme om aftenen.

Nogle mødre måler deres værd i antallet af hjemmebagte boller eller det antal timer, deres børn tilbringer i institution. For Christine er kvaliteten af samværet med hendes børn det afgørende. I erkendelsen af at tårnhøje karriereambitioner ikke går i spænd med ditto morambitioner, bruger hun hverken krudt på at sy pailletbesatte fastelavnskostumer eller kreere avancerede fødselsdagslagkager i indfarvet fondant.

Sidst datteren Alberte havde 18 børnehavebørn med hjem til fødselsdag, stod Lagkagehuset for kagerne, mens en rengøringsdame gjorde rent før og efter arrangementet. Besværet har hun råd til at betale sig fra, og ungerne er ligeglade med, om kagerne er hjemmelavede eller ej, formoder hun. I weekenderne går familien fuldstændig offline for at dyrke nærværet sammen.

– Vi danser til MGP, tegner, laver kreakasse og cykler eller løber en tur, tager på legeplads og i biografen. Bager pølsehorn og pandekager, siger Christine og fortæller, at hun er meget bevidst om at skære de aktiviteter ud af sit liv, som frarøver hende tid med børnene.

– Jeg ser aldrig fjernsyn. Jeg læste, at en gennemsnitlig dansker ser fjernsyn 2,5 time om dagen. Om dagen! Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det er 17,5 timer om ugen. Hvis du lægger det oveni en 37 timers arbejdsuge, så når du op på samme timetal som mig. Jeg træner ikke, jeg lægger meget sjældent en ansigtsmaske, jeg ordner vasketøj, inden jeg ordner mig selv, og jeg følger ikke med i, hvad der sker på Instagram.

Godt nok har hun en Instagram-profil, hvor hun deler ud af glimt fra sit liv som karrierekvinde og mor til to, som har vist sig et være et rigtig godt networking-værktøj, men hun bruger ikke tid på at scrolle løs og følge med i andres hverdag.

Hej skat, farvel skat

Med langstrakte arbejdsdage på 12 timer eller mere placeret forskudt af hinanden er det parforholdet, der bliver forsømt mere end noget andet. Det bliver sjældent til mere end et lynhurtigt hej i forbifarten, inden det er tid til at få de obligatoriske syv timers søvn.

– Søndag aften, når vi lægger os til at sove, joker vi tit med, at vi først ses igen fredag eller lørdag. For det er virkelig ikke meget, vi ser hinanden i løbet af ugen, og det er noget af det, man giver afkald på, når man gør, som vi gør. Ingen af os kunne arbejde så meget, hvis den anden ikke også gjorde det. Vi har en forståelse for hinanden. Jeg er helt med på, at han ikke har særlig meget tid til mig og omvendt.

Der er en gensidig forståelse for, at det er sådan, vi kører det. Vi prioriterer børn og arbejde over samvær med hinanden, men vi har en fælles mission om, hvor vi skal ende henne. Vi ser det som en investering i frihed. Så vi opgiver noget nu for at få mere igen i den anden ende. Økonomisk frihed og muligheden for at stige i graderne. Næste milestone, vi arbejder efter, er udbetalingen på den lejlighed, vi har købt, i Carlsberg Byen, siger hun. 

En af de helt åbenlyse gevinster ved at dedikere mange af sine vågne timer til arbejdsmarkedet er en betragtelig månedlig indkomst. Det giver parret et økonomisk råderum, som også kommer børnene til gode.

– Når min mand og jeg arbejder meget, gør vi det i høj grad også for vores børns skyld. For mig rækker forældreskabet langt ud over de første par år – og også ud over det 18. år. At kunne tage vores børn med på rejser og købe lejligheder til dem under deres studier er noget, vi prioriterer højt i vores forældreskab. Personligt tror jeg, vores børn vil takke os for det, når de bliver ældre.

Karrieremor på barsel

Næste år rykker familien fra Frederiksberg til Vesterbro. Men det er hverken højglanskøkken eller sildebensparket, der har fået parret til at slå til, men det vedligeholdelsesfri byggeri og de ekstra værelser, som lejligheden indeholder.

– Så har vi plads til at få en au pair og et tredje barn, hvis vi vil. Det er nok mest mig, der trækker i den retning, men jeg tror godt, min mand kan lokkes med på det, siger Christine.

En au pair ville udelukkende skulle stå for de praktiske gøremål, som har det med at hobe sig op i en børnefamilie. De omsorgsrelaterede opgaver med at hente og bringe, fortælle godnathistorie og agere sygepasser, når ungerne bliver ringet hjem med skoldkopper, ville Christine og Rasmus stadig stå for.

– Jeg er super opmærksom på alle mine minutter i døgnet, så hvis der var en, der stillede morgenmaden klar og tog den af bordet, så kunne jeg spare et kvarter hver morgen. Det var da et kvarter, hvor jeg kunne sætte MGP på og danse vildt med mine piger. Det vil jeg meget hellere.

Det er Christines nylige forfremmelse, der har bidraget til at indfri familiens boligdrømme. Hun er et lysende eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at stige i graderne, selvom man har været væk fra arbejdsmarkedet i en periode for at forme en lille, ny verdensborger. Men hvis flere kvinder skal avancere på jobbet, kræver det en reformation af barselsorloven, mener hun.

– Desværre går snakken fortsat på øremærket barsel, og det, synes jeg, er uambitiøst, for så er kvinden stadig udgangspunktet. Lad os nu fordele barslen ligeligt. Det er fint, hvis mange kvinder gerne vil have lang barsel, men så må det gå ud over deres løn, såvel som det i dag går ud over mændenes løn, hvis de tager lang barsel.

Et lille barn har brug for en forælder, men det er et fælles projekt, så det kan lige så godt være Rasmus som mig, der er på barsel. Amning bliver tit gjort til en undskyldning, men der er så mange børn, der får flaske, som har det fremragende. Og om det er dig eller din mand, der sidder bag den flaske, det er fuldstændig ligegyldigt.

Børn af veluddannede og velhavende kvinder klarer sig generelt bedre end børn af mindre velstående kvinder, og det har næppe noget med amning at gøre, siger Christine og fortæller, at parret ideelt set gerne ville have holdt fire-fem måneders barsel hver, men at det ikke gik op rent økonomisk.

Far er lige så god som mor

Som datter af en far, der altid har haft over 100 rejsedage om året, er der intet odiøst i, at børn ikke har begge deres forældre omkring sig alle døgnets vågne timer. Christine har aldrig følt, hun har

lidt under sin fars fravær.

Hver gang, han havde været uden for landets grænser, havde han gaver fra taxfree-shoppen med hjem, som Christine og hendes ældre bror begejstret kastede sig over, når de kunne høre ham trille ind ad indkørslen. Samme strategi har hun adopteret over for sine piger, og så gør Rasmus også sit for at hygge lidt ekstra om pigerne, når mor indimellem er væk på forretningsrejse.

– Når jeg er ude at rejse, må pigerne få sukker på deres havregryn om morgenen. Det synes jeg ikke, de skal have, men det mener Rasmus godt, de kan få. Så når jeg ikke er hjemme til at bestemme den slags, får de det. Pigerne glæder sig ligefrem til, at jeg skal ud at rejse. Sådan er det her i familien. Der er hverken fælles sukker- eller puttepolitik. Den, der er hjemme, har kommandoen.

– Hvis jeg ikke er hjemme til at tage mig af det, så blander jeg mig heller ikke i det. Det er min mand, der skal stå og lave mad til pigerne hver aften, så må han også bestemme, hvad han vil servere for dem. I starten havde jeg svært ved at slippe kontrollen, men hans måde at gøre tingene på er jo lige så god som min.

Når Christine skal på arbejde, overlader hun trygt sine børn til pædagogerne og parkerer tankerne om madpakker, vasketøj og lus for en stund. Men når arbejdsugen er omme, ryger businesssuitet af, og så er der dømt weekend i skildpaddegear med fuld fokus på familiehyggen.