Kaspar og Lambang drømmer om at få flere børn: ”Man bør finde en måde at håndtere det på”

Kaspar og Lambang Arianto møder hinanden til badmintontræning en efterårsaften i 2012, og fem dage senere kalder de sig officielt kærester. Kort efter fylder Kaspar 25 år og inviterer sin familie til kaffe og kage. De sidder samlet i stuen, da døren pludselig går op. Ind kommer Lambang uanmeldt.

Kaspar har ingen anelse om, hvad der foregår. Lambang vil gerne møde Kaspars familie. Og familien bliver med det samme helt vilde med Kaspars nye kæreste. Anderledes er det med Lambangs familie. Parret ved, at der vil være udfordringer, fordi Lambang har indonesiske rødder og tidligere kun har været i forhold med kvinder. Han har endda været forlovet med en indonesisk kvinde.

"Jeg siger til Kaspar, at han aldrig vil komme til at møde min far, fordi jeg kommer fra en anden kultur. Selv om jeg allerede i gymnasiet opdagede, at jeg kunne blive fascineret af mænd, så vidste jeg, at det ikke var en mulighed på grund af min kultur," siger Lambang.

Lambangs forældre kommer i slutningen af 70’erne til Danmark som flygtninge fra Indonesien. Hans familie har altid været højt respekteret i det dansk-indonesiske samfund, og han har fra en tidlig alder været på ambassadebesøg og lært at konversere med voksne. Den indonesiske kultur indebærer blandt andet begreberne skam og ære.

Man skal vise sin familie som den bedste, og man skal ære sin familie og de ældre familiemedlemmer. Homoseksualitet findes ikke i det ordforråd, siger Lambang. 10 år efter er de gift, forældre til treårige tvillinger og bor sammen med Lambangs far. De har også taget en beslutning om, at de vil have flere børn, så den proces er de startet med nu. Men vejen dertil har ikke været uden bump.

Kulturelle forskelle i forældreskabet

Deres forskellige kulturelle baggrunde præger også deres måde at gå til forældreskabet på. Kaspar kommer af en dansk familie uden de store, akademiske traditioner og ‘du skal bare gøre det, som gør dig glad’. Mens Lambang er vokset op med indonesiske forældre, som er meget ambitiøse på deres børns vegne.

"Da min bror og jeg er børn, siger vores forældre til os, at man kan være enten læge, advokat eller ingeniør. Som barn vil jeg gerne være bankdirektør, men mine forældre vil ikke have, at jeg skal på handelsskolen. De mener, at jeg skal på gymnasiet. Det er samtidigt med, at de siger, at jeg skal stoppe med at spille håndbold, selv om jeg er elitehåndboldspiller og kommer til Danmarksmesterskaberne. De mener, at det er bedre at gå til tennis, for der kan jeg mingle med kommende topchefer."

Og Lambangs opvækst præger ham også i hans forældreskab i dag.

"Men for at være helt ærlig, så har vi faktisk talt om, at den ene af vores børn skal være læge, mens den anden skal være jurist. Selv om de lige nu siger, at de begge vil være læger," siger han med et glimt i øjet.

"Ej, men det aner de jo ikke selv hvad betyder. Da jeg spurgte dem i går, hvad deres yndlingsfrugt er, så svarede de donuts," griner Kaspar.

"Men jeg spurgte dem i går, hvad de gerne ville være, og der svarede de læge," insisterer Lambang med et stort smil.

"Og jeg holder på, at de helt selv skal have lov at vælge deres vej. Men altså, måske siger de det, fordi læger har fyldt meget hos os. Du er læge, og begge børn har været syge, så vi har mødt mange læger, og vi har leget læge og læst bøger om læger," siger Kaspar.

"Det er svært for mig at give slip på de her ting, siger Lambang. Men det kan jeg jo så heldigvis hjælpe dig med. Der kan godt være noget, som vi er uenige om, men vi respekterer hinanden og finder en fælles vej," siger Kaspar.

For omvendt så er Lambang meget afslappet omkring ting, hvor Kaspar ikke er. Fra børnene er halvandet år gamle får de selv lov til at gå ned ad trapperne fra lejligheden i Valby. Og Lambang går ikke så højt op i, hvad tid familien spiser aftensmad eller hvornår børnene skal puttes.

Han mener, at de skal spise, når de er sultne, og sove, når de er trætte. Og det går nok, hvis tandbørstningen bliver sprunget over en gang imellem. Dog ender både spisning, putning og tandbørstning alligevel oftest med at køre på skemalagte tidspunkter, for Kaspar giver ikke meget for den flydende, indonesiske tilgang til rutiner.

"Man lærer så meget, når man bliver forælder. Både om sig selv og sin partner," siger Kaspar og fortsætter:

"Vi er faktisk ret forskellige på papiret, men i virkeligheden er vi meget nysgerrige på hinanden, og vi er bevidste om, hvordan vi håndterer vores forskelligheder."

Kulturelt clash

Det er tre måneder inde i Kaspar og Lambangs forhold. Kaspar står i badet hjemme hos Lambang. Og som han selv oplevede til sin fødselsdag, så går døren pludselig op. Men det er ikke hans kæreste, der kommer ind, det er hans svigerfar.

"Han siger til mig, at det er ulækkert, det som jeg gør ved hans søn, og at jeg ikke skal være der," fortæller Kaspar.

Lambang har forinden fortalt sin far, at han er kærester med Kaspar. Og det har hans far blankt afvist. ‘Men hvorfor må jeg ikke være glad’, spørger Lambang? Hvortil hans far spørger ham tilbage ‘Men hvorfor er det kun dig, der må være glad’? For selv om Lambang som 29-årig endelig er klar til at være sammen med en mand, er hans far ikke klar til det.

Kaspar og Lambang bliver gift på deres tre-årsdag. Dagen inden festen er Lambangs far med inde i Kødbyen for at se de pyntede lokaler. Men han er ikke klar til at deltage. Til gengæld har Lambang optaget en samtale mellem far og søn, som han får lov til at spille til brylluppet. Der forklarer hans far, at han er ked af, at han ikke kan være der, og at han ikke kan sige hvorfor. Han er ikke er klar, men håber at blive det engang. Men så sker der alligevel noget.

For et par måneder efter brylluppet bliver Kaspar inviteret til middag hos sin svigerfar for første gang. Der bliver ikke sagt så meget, for Kaspar forsøger ivrigt at slukke den brændende fornemmelse, som den indonesiske chilli-ret på menuen har givet ham, ved at drikke noget, der føles som litervis af mælk.

Men inden Kaspar og Lambang går hjem spørger Lambangs far, om han må tage en selfie af de tre, som han kan vise familie og venner i Indonesien. Og det ændrer alt. For faren finder ud af, at der ikke er modstand mod, at Kaspar og Lambang er blevet gift. Dem omkring ham siger tværtimod, at det vigtigste er, at Lambang er glad.

Kaspar ved, at hvis han skal have en relation til sin svigerfar, så skal han også gøre sig umage. Han må vise Lambangs far, at der ikke er grund til at frygte et tab af kultur og traditioner, bare fordi hans søn er sprunget ud som homoseksuel. Så Kaspar begynder til indonesisk på aftenskole for at lære sproget, og han lærer at lave indonesisk mad fra bunden af.

Kærlighedserklæringen og den udstrakte hånd på tværs af kulturskel lykkedes i den grad. I dag bor familien i et bofællesskab med Lambangs far i selvsamme lejlighed, hvor Kaspar bliver smidt ud 10 år tidligere. Meningen er egentlig, at Lambangs far skiftevis skal bo et halvt år i Danmark og et halvt år i Indonesien, men det sætter Corona en stopper for, og nu har Lambangs far slet ikke så travlt med at komme afsted. For Opa, som de kalder Lambangs far, er glad for sin hverdag med sin søn, svigersøn og børnebørn, ligesom de er glade for at have ham så tæt på.

"Han blomstrer, fordi han bor sammen med to treårige, som piler rundt og larmer. I den danske kultur vil man måske ofte sige, at ældre mennesker har brug for hjælp og pleje professionelt, men det er så tydeligt at se, at han får energi af at være her hos os i familien," siger Kaspar og fortsætter: 

"Ham, som vi engang har været bange for, sætter os fri til at gøre det, som vi drømmer om."

Lambangs far hjælper med at passe børnene, rydde op, gøre rent og bare være der i hverdagen. Han blander sig ikke i forældrenes opdragelse, men han siger ofte, at familien har alt for travlt og laver meget. Og så vil han aldrig have fødder på bordet. Det er en indonesisk ting.

Undervejs i interviewet kommer Opa ud i køkkenet. Han er helt overrasket over, at der er ryddet op efter morgenmaden, for det plejer han at gøre. Lambang og Kaspar fortæller med et grin, at det er fordi, at der er kommet gæster.

Familiestiftelse

Kaspar og Lambang taler allerede om, at de ønsker sig børn, når de møder hinanden. Som to mænd er det ikke en nem proces. De er i en fase, hvor de overvejer at etablere en regnbuefamilie med Lambangs gode veninde, som er lesbisk. Men hun får en kæreste og danner selv en familie. Så går de med tanker om at adoptere. Og da de i 2015 bliver gift, frabeder de sig fysiske gaver, men beder i stedet deres gæster om at bidrage til en adoptionskonto, fordi de ved, at det vil blive dyrt for dem at stifte familie uanset løsningen..

Men adoption er svært for homoseksuelle, fordi mange lande ikke ønsker at bortadoptere til homoseksuelle par. Desuden skal man vente i mange år, og så kan man risikere at ventelisten lukker for næsen af én. Men så læser parret om rugemoderskab også kaldet ‘surrogacy’ i USA, hvor hele processen er styret af myndigheder og fageksperter.

De må totalrenovere og sælge deres drømmehus, for de har brug for pengene. Der er mange udgifter i sådan en proces, fordi at alt skal være i orden, og i USA går man meget op i, at det skal være sikkert og føles etisk forsvarligt for alle involverede.

Det løber op med en hær af advokater, rejseudgifter, ægdonor, fertilitetsklinik, hospital, forsikringer og selvfølgelig kvinden som skal bære barnet. I Danmark er rugemoderskab kun tilladt ‘altruistisk’ – det vil sige, hvis man har en søster eller en veninde, som ønsker at bære. Men der må ikke ydes økonomisk kompensation, ligesom danske fertilitetsklinikker ikke må bistå med den kunstige befrugtning og den fødende kvinde først kan frasige sig det juridiske moderskab efter tidligst 2,5 år.

LÆS OGSÅ: Homoseksuelt par om at få børn: ”Vi har besluttet, at vi begge skal hedde mor”

Det er ekstremt få danske par, som lykkes med den løsning, fordi den er så usikker og ureguleret, og derfor skriver Kaspar og Lambang sig op til et match i USA, hvor surrogacy under ordnede forhold har været lovligt i årtier i langt de fleste stater. Efter ni måneder på ventelisten har de deres første møde med Lindsay og hendes mand Brett. Kemien er god, og Lindsay ender med at bære tvillingerne.

"Vi rejser derover for at møde Lindsay og hendes familie, fordi vi gerne vil høre om hendes bevæggrunde for at gøre det. Og for sikre vores fremtidige børn adgang til så meget viden som muligt om, hvordan og hvorfor de kom til verden. Lindsay fortæller, at hun efter at have født familiens egne to, raske børn brænder for at give barnløse mulighed for at få en familie som hende selv," fortæller Kaspar.

"Lindsay modtager økonomisk kompensation for at bære vores børn, fordi det er møghårdt at være gravid. Men det må ikke være et livsændrende beløb ifølge de amerikanske myndigheder, og derfor bliver hun og Brett også baggrundstjekket økonomisk, inden hun bliver godkendt til at bære. Hun må ikke bruge sine egne æg, fordi det så vil være hendes biologiske barn, og det må man ikke give væk. På den måde er der mange regler i USA baseret på forskning og jura. Det er vi glade for."

Kaspar og Lambang befrugter hver især et æg fra den samme donor, og så bliver de to befrugtede æg sat op. De hæfter begge i første forsøg, og ni måneder efter kommer tvillingerne Java og Atlas, som på papiret altså har hver sin biologiske far. Kaspar og Lambang bliver indlagt stue om stue med Lindsay og hendes mand, da tvillingerne kommer til verden ved kejsersnit, og efter fødslen tilbringer de to uger tæt sammen, hvor børnene får Lindsays udpumpede mælk i flaske. Herefter rejser Kaspar og Lambang med deres nyfødte børn hjem til Danmark på deres amerikanske pas.

"Vi taler ofte med Lindsay, og hun er simpelthen så stolt af at have båret vores børn, men hun føler sig ikke som deres mor, hvilket hun jo heller ikke er. Man taler ofte om, at rugemoderskab er at fjerne børn fra deres ophav, men vores familie er jo netop kommet til deres ophav. Og de kan få alle de svar, de vil have. De har mulighed for at kontakte ægdonoren, og de har mulighed for at møde Lindsay," siger Kaspar.

Ingen rettigheder

Én ting er økonomien ved at få et barn ved hjælp af surrogacy i udlandet. Der er også de juridiske benspænd. Den danske lovgivning er en udfordring, hvis to mænd ønsker at danne en familie enten i form af en regnbuefamilie med flere end to juridiske forældre eller ved hjælp af en rugemor, for der i de konstellationer ikke er noget, som hedder en medfar.

Det er kun muligt at registrere én far, så den anden vil stå uden nogle juridiske rettigheder over for barnet. Derfor bliver familien Arianto registreret som to familier bestående af en enlig far og ét barn hver, da de kommer til Danmark. Kaspar bliver registreret som far til Java, og Lambang bliver registreret som far til Atlas. Børnene kan ikke registreres som søskende.

Fordi børnene er født i USA, har de amerikansk statsborgerskab, men Java får også dansk statsborgerskab gennem Kaspars indfødsret, da hun kommer til Danmark. Men på grund af forlænget sagsbehandling af Lambangs statsborgerskab kan Atlas ikke få dansk statsborgerskab med det samme. Derfor har han først mulighed for at søge om dansk statsborgerskab, når han bliver 18 år. Og ud over al den hovedpine, det giver nybagte forældre at stå med juridisk kompliceret papirarbejde, bliver Java meget syg.

LÆS OGSÅ: Soeren Le Schmidt og Nikoline Skaarup om at få tvillinger

"Java skriger pludselig helt vildt. Hun er fire uger gammel, og jeg tænker, at det måske er skiftet fra nedfrosset modermælk til modermælkserstatning, men jeg ringer alligevel Lambang hjem fra hospitalet. Han er trods alt børnelæge. Og så beslutter vi at tage ind på børneafdelingen med hende. Hun får en stor nål i ryggen, og det sprøjter ud med grumset vand, og så bliver hun bevidstløs."

Java får stillet diagnosen meningitis. Familien bliver indlagt på en isolationsafdeling på neonatal, for man ved i første omgang ikke, om det smitsomt eller ej. På stuen er en alarm, som udløses, hvis hun stopper med at trække vejret. Og det sker. Heldigvis er de et trygt sted, og det vælter ind med kompetente læger.

"Men her sidder Lambang, han er uddannet børnelæge, og han er Javas Papa. Vi er gift, vi har stiftet familie sammen og vores barn er døende. Men på papiret har han intet at skulle have sagt i forhold til hendes behandling, for vi er officielt ikke anerkendt som familie. Det sætter en masse tanker i gang om, hvor dårligt børnene vil være stillet, hvis en af os går bort," siger Kaspar.

Det tager Java lang tid at komme sig. Men hun har det godt i dag.

"Vi har kæmpet for den her familie, og vi må ikke tage det for givet," siger Lambang.

Men forældrene oplever stadigvæk, hvordan der mangler et begreb for en medfar, som kan modsvare det allerede eksisterende medmor.

"Atlas har haft bragende astmatisk bronkitis, som er blevet til astma. Det har han haft, siden han var syv måneder," fortæller Lambang.

"Og efter Javas meningitis har hun fået en kronisk nyresygdom, som giver hende kronisk nyresten. Men det er kun mig, der kan tage til lægen og hente receptpligtig medicin til Atlas, og det er kun Kaspar, der kan gøre det med Java."

Der bliver heller ikke tilknyttet en sundhedsplejerske automatisk, når børnene er små, ligesom fædrene ikke har det samme sikkerhedsnet i form af barsel, som mange andre forældre har. De har to ugers barsel, derfra går de begge hjemme på Lambangs barsel med løn i tre måneder, og da han efterfølgende er tilbage på arbejdet, lever de af hans løn. Men når børnene er fire måneder, begynder Kaspar som journalist på deltid, imens han har børnene hjemme. Og sådan lever de det første år af børnenes liv.

Der er altså udfordringer, når to mænd beslutter sig for at blive forældre. Men det største problem er ikke forældrenes rettigheder. I virkeligheden handler det mere om børnenes ret til deres forældre end forældrenes ret til deres børn, er parret enige om.

Det handler om, at hvis der sker den ene forælder noget, så bør børnene automatisk have ret til at få den anden forælder som myndighed. Ligesom de bør have ret til at have hinanden som søskende på papiret. Når børnene begynder i vuggestue, sker det med fire måneders mellemrum, for de er ikke registreret som søskende, og kan derfor ikke få garanteret en plads samtidig.

"Det er et faktum, at homoseksuelle mænd allerede får børn med hinanden i vores samfund, så man bør finde en måde at håndtere og registrere det på. Det er vores børn, og vi er fælles om at være forældre, vi har altid gjort alt ligeligt. Sammen er vi stærke," siger Lambang.

Der er ingen tvivl om, at parret elsker børn og elsker forældreskabet. Og derfor håber de også på, at det i de kommende år lykkes dem at udvide familien.

"Vi har besluttet os for at prøve at få flere børn," afslører Kaspar.

"Vi er i en proces, hvor vi venter på at matche med en ny surrogat, fordi Lindsay ifølge de amerikanske sunhedsmyndigheder ikke må bære igen. Det er hårdt, men også godt at der er så klare regler," siger Lambang og fortsætter:

"Og hvis det er muligt, så drømmer vi om at få tvillinger igen."

Embryoerne, som det hedder, når et æg er befrugtet med sæd, ligger allerede klar. Parret venter bare på at finde den rette kvinde til at bære dem. En, der ligesom Lindsay, ønsker en tæt kontakt med familien både før, under og efter graviditeten.

"Det bliver ønskebørn," siger Lambang.

"Og jo flere børn vi får, desto større er chancen for, at et af dem på sigt vil tage sig af os, ligesom vi tager os af Opa," griner Kaspar.