Da Kathrine blev mor, mistede hun sin far: "Jeg turde ikke få flere børn, for hvem ville jeg så bytte ud?"

Af en eller anden grund ringer jeg først til det ukendte nummer.

Min mand er til julefrokost den december aften i 2019, og jeg skal for første gang være alene om natten med vores 5-måneder gamle søn, Viggo. Jeg er ved at pusle Viggo og gøre klar til at lægge ham i seng, da jeg hører min telefon ringe i køkkenet. Jeg har hænderne fulde og lader den ringe et par gange. Da jeg lidt efter tjekker den, er der to ubesvarede opkald fra min mor og to fra et nummer, jeg ikke kender.

Det er en politimand, der besvarer mit opkald. Hans ord går stadig igen i mit hoved hver dag: ”Jeg ringer for at fortælle, at din far er afgået ved døden”.

Lige dér går min verden i stå. Jeg kan ikke huske, hvad jeg foretager mig i minutterne efter, men efter lidt tid går jeg ud i vores entré og lægger Viggo på en dyne på dørmåtten, så jeg kan tage sko på og køre ned til min mor.

Det lille menneske ligger bare dér. Glad og intetanende om, hvad der foregår omkring ham.

Min far var gået i Rema for at handle lige inden lukketid. Midt i det hele sprang en åreknude på hans spiserør. Åreknuder på spiserøret er en følge af skrumpelever, og når sådan én springer, overlever man ikke. En fremmed kvinde havde forsøgt at hjælpe ham, og en ambulance var blevet tilkaldt. Min mor hørte ambulancen hjemmefra og undrede sig over, at min far ikke var kommet hjem, så hun gik over for at tjekke, om alt var ok.

Det var det ikke.

Hun blev mødt af min far liggende død på Remas gulv, fyldt med blod, og ambulancefolk omkring ham.

Havde jeg byttet min far for Viggo?

Når jeg tænker tilbage, kan jeg slet ikke huske Viggo i dagene efter.

Det er i sig selv vildt, skørt og hårdt at blive nogens mor. Men jeg tror det hårdeste for mig var, at liv og død blev så skelsættende på et tidspunkt, hvor jeg havde min største lykke i armene.

Jeg gik længe og tænkte, om jeg mon havde byttet min far for Viggo? Om jeg ikke fortjente at have både min far og Viggo i mit liv. Og at jeg ikke turde få flere børn, for hvem ville jeg så bytte ud?

Ofte følte jeg, at jeg skulle være glad for, at jeg trods alt havde min baby! Min hjerne tvang mig ud på sidespor, hvor jeg tænkte: “Du skal bare være glad for, det ikke er Viggo, der er død, for nogle mister deres barn”.

Sådan skulle jeg selvfølgelig ikke tænke. Og der er aldrig nogen, der har sagt de ord til mig. Aldrig. Så jeg ved ikke, hvor tankerne kom fra.

Da jeg ventede Viggo, gjorde jeg mig mange tanker om, at min far skulle være morfar. Det var mine forældres første barnebarn, og min far havde i flere år nævnt emnet børnebørn og hentydet til, at han gerne snart ville være morfar. For eksempel købte han to redningsveste i børnestørrelse, længe før jeg blev gravid, for han ville ikke risikere ikke at ligge inde med det, når han engang fik børnebørn, der skulle med ud at sejle. Og det selvom han ingen båd havde.

Så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han ville blive typen, der fortalte røverhistorier, lærte Viggo at fiske og lave ulykker – og vi talte meget om det og glædede os sammen.

Min far og jeg havde et meget tæt forhold og snakkede sammen dagligt. Han blev meget rørt, da jeg afslørede, at jeg var gravid, og selvom han ikke var den sentimentale type, fældede han en tåre af glæde. Første gang han så mig med Viggo, kunne jeg se stoltheden i hans øjne. 

Brug for at være datter - ikke mor

Jeg havde et altoverskyggende behov for, at min far blev bisat inden jul. Tanken om at han skulle ligge dér og vente på, at vi andre blev færdige med at ”hygge os” og holde jul, Viggos første jul, var ikke til at bære.

Så han blev bisat den 23. december. Det hele var en blanding af kaos og fred, og jeg husker det næsten ikke. Men jeg husker, at det var en flot dag og et fint farvel. Nogle måneder senere strøede vi min fars aske over havet.

Min søn var ikke med til nogle af delene. Han var så lille, og selvom det var en svær beslutning, at han ikke skulle være en del af det, kunne jeg bare ikke overskue, hvordan jeg skulle tage mig af ham i en situation, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tage mig af mig selv. Jeg havde brug for at være datter og ikke mor.

Juletræet blev pludselig en følsom ting

Viggos første jul blev på ingen måde som forventet.

Vi skulle holde jul hjemme hos os med mine forældre, min bror, hans kæreste og min mands forældre. Min far, Viggo og jeg skulle have købt juletræ den 19. december. Det nåede vi ikke. Og pludselig var det bare skide svært, fordi noget, der skulle have været en morfar-datter-barnebarn-ting, blev overskygget af sorg. En lille ting som et juletræ - Viggos første - som jeg skulle have haft billeder af, at Viggo og morfar fandt sammen, blev pludselig en vildt følsom ting. Men mine svigerforældre og min mand klarede uden at blinke at få styr på det hele. De sørgede for, at vi og Viggo kunne få en jul. Viggos første jul!

Selvom det lyder skørt, kan jeg den dag i dag stadig være bange for at skulle gå den samme sorg igennem igen, når jeg en gang skal have flere børn. Jeg ved godt, det ikke er rationelle tanker. Men intet ved at få og miste nogle så tæt på hinanden er særlig rationelt, og det fucker sgu med ens hjerne.

Jeg synes også, det var hårdt, at jeg ikke var førsteprioritet med min sorg. Græd jeg og Viggo samtidig, var det altid Viggo, der var vigtigst. Både for mig og min mand. Selvfølgelig var det sådan, det skulle være, men det var svært, at omsorgen til mig altid var anden prioritet, fordi jeg i princippet kunne klare mig selv – det kunne eller skulle Viggo ikke.

LÆS OGSÅ: ”Er farfar død?” Sådan tackler du dit barns sorg

Min største trøst

Når alt så sort ud, var Viggo min største trøst. Og måske især også for min mor. Han forstod ikke, hvad der skete, og hans verden gik videre hver dag, selvom min verden nogle gange var gået i stå. Nogle dage var det vildt hårdt, men andre dage var det en befrielse, at jeg ikke havde noget andet valg end at stå op. For min søn havde brug for mig, og jeg var nødt til at være der for ham.

Jeg var rigtig bange for, at Viggo skulle mærke min sorg. At den skulle smitte af på ham, eller at han skulle udvikle sig i en depressiv retning, fordi jeg var så ked af det. Jeg forsøgte at undgå at græde for meget foran ham, men for fanden, jeg græd meget. Det kunne ikke undgås, at han så mor græde. Men heldigvis var og er han det gladeste lille menneske.

Det er vigtigt for mig, at han vokser op og forstår, at sorg er menneskeligt, og at vi skal være gode til at snakke om det. Sorgen gør ondt – det må den gerne - og den forsvinder aldrig. Heller ikke selvom du er voksen.

Det gør fucking ondt at miste en forælder - og det gør det også, selvom du selv er blevet mor.

Kathrine Schmidt er 30 år, hendes søn, Viggo, er 2 år. Kathrines far blev 60 år.