Damernes Discman
En svær tanke fylder for Katinka Bjerregaard: 'For mine børns skyld forcerer jeg håbet'
Sanger og sangskriver Katinka Bjerregaard har tvillinger, og hvor end hun gerne ville, kan hun ikke skærme dem for alt det ”lort”, der foregår i verden. For deres skyld prøver hun alligevel at se på verden med positive, håbefulde øjne, og dét er der kommet en helt speciel sang ud af.
”For tiden synes jeg, at håb er noget, man skal forcere lidt, når man kigger på verden. Men det er man nødt til at gøre som forælder til små børn – at forcere håbet – og det er dét, jeg prøver at gøre på sangen.”
Sådan siger sanger og sangskriver Katinka Bjerregaard, som er mor til tvillingerne Oda og Holger, til alt.dk. I forbindelse med video-projektet 'Damernes Discman' tager hun os med bagom nummeret 'Også når vi kun lader som om'.
Som verden ser ud i øjeblikket, synes sangeren fra Katinka Band, at det er vanskeligt at være håbefuld, og hun tror, at mange forældre har svært ved at give håb videre til deres børn. Men det skal man som forælder, mener hun.
”Det fylder mig nærmest op hver dag som forælder: At jeg skal minde mig selv om at kigge på verden fra nogle pæne vinkler. Måske ikke for min egen skyld, men for mine børns skyld,” siger hun.
Og netop hendes børn har inspireret Katinka Bjerregaard til at skrive nummeret ’Også når vi kun lader som om’, for ifølge sangerinden er hendes børn i stand til at se verden på en kærkommen måde.
”Jeg drømte om at skrive en sang, som har noget alvor i sig, men hvor alvoren er pakket ind i dét, som mine børn kommer med: Håbefuldhed, nysgerrighed på verden og ønsket om at se verden fra den bedste vinkel. Så det er en sang, der virkelig holder fast i, at der er noget godt derude,” siger hun til alt.dk.
En nysgerrig, håbefuld kapsel
Konkret udspringer ’Også når vi kun lader som om’ af en hverdagssituation, som Katinka Bjerregaard holder særligt meget af.
”Når mine børn vågner, er det som om, at de har ligget en hel nat og tænkt på nye spørgsmål om verden, så de vågner helt friske, nysgerrige og ”sprøde”. Den der nysgerrighed er en af mine yndlingsting – det er nogle helt sindssyge, indviklede og poetiske spørgsmål, de stiller, og der er en helt særlig renhed i det,” siger sangeren og fortsætter:
”Sangen er inspireret af at vågne til en masse spørgsmål i sengen. Den handler om den der lillebitte kapsel, hvor verden og alle problemerne ikke er kommet ind i soveværelset endnu. Der er helt rent og fint, og der er plads til, at der er håb i verden. Sangen udspringer af en drøm om at opretholde – eller lade som om – bare i to sekunder, at det eneste, der findes i verden, er lige dér i soveværelset.”
Efter en stund med renhed og nysgerrighed, banker verden desværre på soveværelsesdøren og trænger sig på.
”Den medbringer en bekymring, der ligger sig over den flotte, dejlige morgen, fordi jeg ved, at jeg aldrig rigtig kan skærme mine børn for alt det lort, der sker i verden,” siger Katinka Bjerregaard, hvis tvillinger er fire år og suger alt det til sig, der sker omkring dem.
”De mærker bekymring, og de forstår det, når folk fx taler om krig. Vi er også begyndt at tage dem med til demonstrationer, der støtter Palæstina, så vi taler om, hvad der sker rundtomkring i verden.”
Den lyver ikke for dig
Katinka Bjerregaard er kendt for at skrive relaterbare, nærværende og hverdagsinspirerede sangtekster, og ’Også når vi kun lader som om’ er ingen undtagelse.
”Sangen lægger sig imellem det hverdagsagtige og de større spørgsmål, og jeg kan godt lide at arbejde lige dér midtimellem. Jeg har ikke svarene, og jeg beskæftiger mig ikke med de store billeder, men opererer i det små: I sengen, hvor der er en dyne, som er tung, og hvor verden kommer listende ind lige så stille,” siger Katinka Bjerregaard.
Hun fortæller, at lige så vel, som sangen er inspireret af en morgensituation, er det også i en sådan, at du (især) kan få glæde af at lytte til sangen.
”Det er helt klart en morgensang. Men ikke en morgensang, der lyver for dig: Det er ikke alle dage, der er nemme, og vi bærer selv rigtig meget af verden på vores skuldre. Det er en sang, der er tænkt til at skulle give folk lyst til at kigge lidt mere på hinanden, smile lidt mere til hinanden og snakke lidt mere med hinanden. Og så har den et tempo, som siger: ”Okay, vi kan godt det her, vi kan godt tage en dag til.””
I videoen i toppen af artiklen kan du høre Katinka Bjerregaard fortælle mere om ’Også når vi kun lader som om’. Sangen kan du finde på vores playliste ’Damernes Discman’ her. Playlisten er fyldt med musik af kvindelige musikere og skal bidrage til at skubbe til køns-ubalancen i musikbranchen. Du kan læse mere om projektet ’Damernes Discman’ nedenfor.
Mere fra Damernes Discman
-
Stine Bramsen: ”Det er følelsen af at være helt tryllebundet af et andet menneske”
-
Da Dopha havde svært ved at genkende sig selv, skrev hun en sang – og nu har hun et særligt håb
-
Dansk band fandt inspiration i svampe – og det kom der en helt særlig sang ud af
-
Pludselig stod hovedpersonen blandt publikum: ”Jeg var virkelig bange et øjeblik”
-
Mathilde Falch: ”Der er en frihedsfølelse i, at der er nogen, der ikke kan lide det, jeg gør”
-
Sangskriver bryder sig ikke om det sted i sig selv, som sangene kommer fra
-
Signe Svendsen skrev om skilsmisse: ”Sangen handler om at sige farvel, når man har gjort alt for at få det til at fungere”
-
Dansk sanger: ”Idet jeg siger nej tak, bliver han ved med at tage på min røv”
-
Aura Dione: ”Jeg elsker, at jeg kan give den følelse videre til nogle andre”
-
Clara Sofie: Jeg har fundet mig selv igen
-
Freja Kirk har slået sig sammen med et af Danmarks største popikoner: ”Hun er en kæmpelegende”
-
Cæcilie Norby fylder 60 og har skrevet et vaskeægte festnummer: ”Jeg har brug for noget party i mit liv”
-
Brimheim vil gøre op med udbredt tendens: Det er grimt og ynkværdigt
-
Emmelie de Forest kæmper med sjælden lidelse: ’Det er virkelig voldsomt’