Katrine Birk: Hjemme hos os har vi et 'tissekonespejl'
Zoneterapeut Katrine Birk er vokset op med, at kroppen og dens funktioner ikke var noget, man talte højt om, så hun måtte lære om det på egen hånd. Sådan ønsker hun ikke, det skal være for hendes egne døtre, og derfor øver hun sig i tale åbent om sex, menstruation og tissekoner.
Som barn var krop, menstruation og sex ikke noget, jeg talte om med mine forældre. Det var slet ikke noget, der blev talt om, så derfor spurgte jeg heller ikke.
På et tidspunkt kløede det rigtig meget i min tissekone, men jeg turde ikke sige det til min mor, fordi det jo var sådan noget, man ikke talte om. Og når der er noget, man ikke taler om, bliver det ofte pakket ind i en masse skam.
Se min tissekone
Nu, hvor jeg selv har fået børn – to piger – er det vigtigt for mig, at kroppen er noget helt naturligt for dem, så de føler, at de kan komme til mig med spørgsmål om sex eller menstruation.
De er fx ofte med mig på toilettet, når jeg har menstruation, så det ikke er noget mystisk for dem, som de først lærer om den dag, de selv får menstruation. Vi har også et venusspejl – et ’tissekonespejl’ – så hvis de er interesserede, kan de se min eller deres egen tissekone. Hvis de aldrig ser en tissekone eller taler med en voksen om den, må de jo selv finde ud af, hvad den kan.
Der findes bare så mange forskellige tissekoner, så hvis man tror, der kun er én rigtig måde, sådan ”en kone” kan se ud, kan man hurtigt komme til at føle sig forkert og pinlig over sit underliv.
Børnene bestemmer
”Ja, mor og Casper boller også,” kan jeg finde på at svare mine piger, når de begynder at fnise og tale om at bolle. Måske får min kæreste også et kys. Det er så vigtigt, synes jeg, at give videre til dem, at sex er naturligt og noget rart, hyggeligt og kærligt.
Hvis de selv skal lære om sex, fordi de ikke kan tale med mor og far om det, bliver det måske gennem Hollywoodfilm eller porno, og det er ikke særligt realistisk og ofte heller ikke specielt kærligt eller rart.
Det er ikke sådan, at mine børn bliver tvunget med på toilettet eller får foredrag om sex hver dag. Det er en invitation, og hvis de gerne vil med på toilettet, må de gerne det. Hvis de gerne vil tale om at bolle, må de gerne det. De må gerne spørge, og de skal gerne få følelsen af, at de kan komme til mig med de spørgsmål.
Stop skammen
Jeg tror faktisk, der er mange fra min generation, som er vokset op med, at sex er tabu. Sex har gennem historien også ofte været farligt, forbudt og skamfuldt, men nu står vi en masse forældre og ønsker for vores børn, at de ikke skal skamme sig over deres krop, sex og menstruation. Men vi ved ikke, hvad vi skal gøre, fordi vi ikke har nogle forbilleder, og netop derfor er det vigtigt, at vi taler om det.
Jeg øver mig selv hele tiden i ikke at blive underlig, når der bliver talt om sex.
Når pigerne taler om tissekoner og bollemænd, kan jeg blive rød i hovedet, men åh, hvor er jeg egentlig glad for, at de tør spørge, for jeg turde da ikke spørge mine egne forældre. Så medmindre vi vil give skammen videre i generationer – og det gør vi, når vi synes, det er pinligt at tale om sex med vores børn – så er vi altså nødt til at tale om det her. SEX.
Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.