Katrine så ønskelisten fra sin brors børn: ”Jeg er flov”

”Hvad ønsker børnene sig i år,” lød spørgsmålet i tekstbeskeden, der duttede ind fra min lillebror.

Jeg svarede, og han gjorde også mig klogere den anden vej. Vi har begge to børn, en dreng og en pige, nogenlunde jævnaldrende – men så stopper ligheden også her. I hvert fald i den søde juletid.

Hans børns mange ønsker kom direkte fra børnenes mund. Fair nok, når nu jeg bad om børnenes ønsker. Den stod på små, mærkværdige plastikdimser, der kan sige en møgirriterende lyd, når du trykker det rigtige sted. YouTube-dukker af tvivlsom karakter, æggeformede bamser med store øjne og lange vipper, som vist nok kan klædes ud med dertilhørende glimmerhalløj. Og. Så. Videre. Der var tænkt i alle prisklasser, for som han altid siger, så handler det ikke om, hvad tingene koster, men at børnene bliver glade. Dét har han sgu ret i. Og så langt er vi enige.

Lad mig starte med at afsløre, at mine børns ønskeliste var en del kortere – og nogle vil også mene en hel del mere røvsyg. Den har nemlig været igennem en voldsom form for censur af undertegnede her.

Læs også

Mine børnebørns juleønsker smadrer min økonomi

Alt legetøj, ”jeg-ved-du-ikke-vil-lege-med-om-en-måned”, var sorteret fra, og de mere fornuftige indkøb havde erstattet pladsen. Plastiklort produceret i tvivlsomme lande af mindst lige så tvivlsomme mennesker, var pist forsvundet. Højtråbende bamser og deres pelsede ligesindede, gigantiske Nerf guns og små dippedutter havde også forladt festen. Det samme havde de elskede figurer kendt fra TV, som min yngste sikkert mister interessen for om en måned.

De mange ihærdige krydser sat af mine børn i de mange legetøjskataloger havde været forgæves, men hvad de ikke ved, har de jo ikke ondt af, de kære børn.

Mor ved bedst - eller hvad? 

Jeg klappede mig selv på skulderen over, hvor skidesej jeg er i en tid, hvor krig og andre menneskers ulykke fylder medierne. Hvor vores forbrugsmønster er mere komplekst og klamt end nogensinde før – og hvor vi da bør lære vores børn, at de IKKE bare kan forvente, at samtlige krydser fra kataloget bliver til virkelighed og ligger under træet og vinker til dem Juleaften. Og, vigtigst af alt, at de er heldige, for det er langt fra alle børn, der er så pokkers priviligerede, som de er.

Og nå ja, at mor naturligvis ved bedst.

Men handler det i virkeligheden om noget helt andet? Skyldes min kontrol udelukkende mine egne egoistiske behov? At JEG synes, vi skal skrue ned. At JEG mener, verden er af lave. At MIN økonomi er stram. At JEG får ondt i maven over at bruge penge på noget, JEG mener, er lort? At JEG synes, mine børn er overforkælede?

Læs også

14 ting mødre i virkeligheden ønsker sig i julegave

Den umiddelbare konklusion er ja. Det er udelukkende det, det handler om. Men så igen – er det ikke det, al form for børneopdragelse og sund fornuft handler om? Vi lever i et land, der er placeret så sindssygt privilegeret på kloden, at mange af os netop kan tillade os at bruge tid på at tænke på den slags. Måske er det netop det faktum, der rammer mig.

Jeg er flov! Primært over mig selv. For hvis mine unger drømmer om en nuttet kattekillingbamse med neglelak og fluffy ører og en farverig plastgun, der kan skyde med både vådt og tørt, så fred være med det. Så er det nok forholdsvis elendig timing at bringe krig, ødelæggelse og sult på banen.

Måske er det netop lige nu, hvor verden omkring os sejler, at vi skal give slip på egne principper om det ene og det andet. Julen er og har altid været børnenes frirum til at kunne lege, drømme, åbne lortegaver og bare være børn. Måske skal jeg bare blande mig helt udenom, nu hvor jeg har muligheden for at give mine børn dét, de ønsker sig?

Glædelig jul <3