En tur på legepladsen ændrede Mette Kirstines måde at være mor på – nu giver hun sine børn ét råd
"Jeg har været på overarbejde for at arrangere legeaftaler, lavet minutprogrammer til børnefødselsdage og i det hele taget dagligt slået mig selv i hovedet," skriver Mette Kirstine Goddiksen i denne klumme, der handler om at være træt af at føle skam som forælder.
Debatten går lystigt omkring, at vi ikke får børn nok. Lige på det område klarer jeg frisag. Jeg har produceret tre.
Jeg er 48 år og kunne måske endda lige nå at lave en sidste samfundsborger, inden den del af systemet visner helt ud. Har jeg lyst? Næ.
Medvirkende, men ikke afgørende, er selvfølgelig den manglende tid til det fiktive barn, dyre daginstitutioner og hate fra internettrolde, der mener, jeg er for gammel til den slags. Og så udsigten til krig, klimakrise og Vestens velstandsfald.
Helt afgørende er det, at jeg vitterligt ikke orker mere af den skam, der følger med.
Jeg orker ikke høre flere råd fra mere eller mindre selvbestaltede børneeksperter. For jeg har aldrig været god til bare at lade dem snakke og så ellers stole på mine egne værdier.
Da mine tvillingepiger var små, var det ikke den manglende nattesøvn, dobbeltamning, 14 daglige bleskift eller andet praktik, der gav mig følelsen af afmagt.
Det var i højere grad omverdenens velmenende råd om, at børn bliver klogere, hvis man spiller klassisk for dem. Sundere, hvis man moser sine egne øko-grøntsager, og får mere selvværd, hvis de får intens øjenkontakt så tit som muligt – samt en masse ophedet debat om samsovning versus eget værelse osv.
Det resulterede i nogle ret spøjse, lidt creapy seancer, hvor vi hørte Johann Sebastian Bach, mens jeg stirrede på dem med øjne så store som møllehjul og ikke så meget som blinkede, selvom jeg i det fjerne hørte gulerødderne koge over.
Da de var omkring seks år, fik jeg et mindre breakdown, fordi de ikke gik til noget i fritiden: ”Andre børn går til klaver, ballet eller håndbold – mine går kun til is og Disney-sjov”, hulkede jeg til en veninde. Og det selvom mine børn egentlig virkede ret glade for ikke at have et stramt program i fritiden.
Da de var nogenlunde samme alder, tog jeg mine egne værdier alvorligt for en ganske kort stund. Jeg bad dem om selv at gå ned på legepladsen, der lå 50 meter væk ad sikker vej. Eventuelt kunne de dernede lege med andre børn langt væk fra mors skørter, legeaftalekalender og kontrolsyge.
Det er jo en kæmpe fryd at være fri for voksnes kontrol – at blive væk i sin egen fantasiverden! Kontrol er godt, men tillid giver personlig udvikling!
De kom hurtigt hjem. De andre børns voksne havde kigget mærkeligt på dem, sagde de. Og så var jeg færdig med at holde på mine 1980’erværdier for børneliv. Færdig med at lytte til Sting, der sang ”If You Love Somebody Set Them Free”. Det skulle jo ikke hedde sig, at mine børn var forsømte og overladt til deres egen skæbne med sand i øjnene eller hudafskrabninger.
Annonse
Så med det tredje barn havde jeg lært lektien. Jeg har været på overarbejde for at arrangere legeaftaler, lave minutprogrammer til børnefødselsdage og i det hele taget dagligt slå mig selv i hovedet over, at jeg egentlig ikke rigtig gider lege, underholde eller spille hele tiden.
Næste skridt bliver forhåbentlig en ordentlig flok børnebørn. I den forbindelse er mit eneste råd til mine døtre: Hold øjnene væk fra renskurede, beige-klædte børn hos diverse influencere og den evige, fordømmende debat om, hvordan man er forælder.
Tro ikke, du kan og skal have kontrol. Bered dig på fejl. Det går børn ikke i stykker af. Og glæd dig i øvrigt over, at vi lever i en del af verden, hvor folk har overskud til at diskutere, om børn må dele rosinpakker ud til fødselsdage.
