Klumme: Her er mit bedste råd til alle jer med små børn
En dag vågner du pludselig op til teenagere - og så er gode råd dyre, mener klummeskribent Søren McGuire. Han har derfor et helt særligt råd til dig med små børn.
OKAY, UNGER, først og fremmest, lad lige være med at smække med dørene. Jeres farfar mistede en stump af sin lillefinger på den konto, og denne gang var det kattens hale, der nær var blevet offer for jeres demonstrative protestaktion. Det er fint nok, at I bliver sure, men en anden gang lukker vi lige dørene stille og roligt efter os her i huset. Så godt sidder vinduerne sgu heller ikke fast.
Men selvom jeg godt kunne ønske mig, at jeres vrede ikke nåede helt så gammeltestamentlige højder, forstår jeg godt de frustrationer, der følger jer i disse år, hvor I føler jer tvunget til sameksistens med fjolser som mig, der åbenbart slet ikke forstår en skid. Hormoner og generationskløfter kiler sig ind i den engang så tætte far-søn-relation, I har gravet jer ned i teenagelivets sumpede skyttegrav, der er intet nyt fra Vestfronten, kun ”lorte-internet” og krav om at rydde op efter jer, når I for hundredesyttende gang er gået parisertoast bonanza i køkkenet.
Husfreden er skrøbelig, og jeg føler til tider, at jeg lever på tålt ophold i mit eget hjem. I har det nok på samme måde, omend man kunne håbe, at I i det mindste gad anerkende, at det jo trods alt er mig og mor, der betaler for gildet. Dybest set er timingen bare elendig. Jo mindre I får brug for jeres far, jo mere får jeg brug for jer.
Det var jo nu, jeg skulle nyde frugten af de første 15 års hårde arbejde, nu, vi skulle gå til fodboldkampe sammen, game, hænge ud, slappe af, tale med hinanden og nyde, at ingen af os skal være i seng klokken 19.30. Alt det, I åbenbart betragter som en straf, men som jeg betragter som belønningen for alle de år, hvor jeg tørrede snot og snask op efter jer, stormede ned i børnehaven inden klokken halv fire, så I ikke troede, jeg havde glemt jer, stod op midt om natten og støvsugede edderkopper op og jagede spøgelser væk, og hjalp jer ud fra ting, I sad fast i, eller hjalp ting, der sad fast i jer, ud.
I stedet må jeg i dag nøjes med grynt, brok og øjne, der himler rundt i hovedet på jer. Og fuckin’ Aula-beskeder, hver gang I kommer to minutter for sent i skole.
Jeg fortæller det til alle dem, der først nu har fået små børn. Nyd det, sug til jer af hengivenheden og kærligheden og de nuttede buttede kinder, for en dag vågner I pludselig op til teenagere. De synes dog aldrig helt at forstå det, som de står der, klatøjede og udkørte, mens de beklager sig over lus i vuggestuen og pletter på tøjet, men åh, hvor tog jeg gerne hele uger og måneder med snotnæse og lusekur for bare én sidste omgang betingelsesløs hengivenhed og kærlighed.
Endda helt uden brug af MobilePay. Men det er jo nok en egoistisk tanke, at ens børns opgave er at bidrage med en eller anden form for eksistentiel mening og formål. I er stadig mit ansvar, men jeg er ikke jeres, og det er en hård nød at knække – især når I hverken gider spille fodbold eller rydde op efter jer. Måske er tiden omsider til at lukke døren på dette første kapitel af mit liv som far. Og det var lukke. Ikke smække.