Klumme: Er der gået sport i, at vores børn skal gå til sport?

Jeg hader sport! Det har jeg altid gjort. Især den slags sport, hvor det altafgørende element er konkurrence. Og mit had til sport er bestemt ikke blevet mindre efter, at jeg er blevet mor. For der er altså gået sport i at gå til sport med sine børn.

Alle de kloge mennesker taler om, hvor vigtigt og vidunderligt sport er for vores børn. Og allerede under graviditeten skulle jeg dyrke en hel masse sport for mit kommende barns skyld. Gravidsvømning og gravidyoga, og så fødte jeg og tænkte, at nu måtte det være tid til en velfortjent pause, men pludselig væltede det ind med tilbud om barnevognsfitness, tumlastik og babysvømning.

Og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at bevæge mig, men jeg har endnu til gode at finde en sport, hvor der ikke lige får sneget sig et konkurrenceelement ind. Og det er lige præcis konkurrenceelementet, der provokerer mig, for konkurrence betyder, at der skal findes en taber, og som mor har jeg egentlig ikke brug for at føle mig som en taber, mere end jeg gør i forvejen.

Afsted til gymnastik. Og svømning og…

Det stoppede mig dog ikke i at starte til sport med mit første barn. Vi skulle gå til babygymnastik, for jeg tænkte naivt, at der umuligt kunne være nogen, der tabte til babygymnastik, men der tog jeg fejl. For selvfølgelig er det også en konkurrence, og hende der sidder ovre i hjørnet og ammer et barn, der har fået et panisk angstanfald efter første møde med en regnbuefarvet faldskærm, hun er taberen. Det var i øvrigt mig, hvis nogen skulle være i tvivl.

Vi skiftede naivt til babysvømning, så i ti lange uger måtte min stakkels søn hver onsdag græde sig gennem en halv times ”haletudser”, og jeg kom igen og igen, for jeg havde betalt 1.200 kroner for det, og jeg overvejede bittert, hvor mange kopper kaffe jeg kunne have købt for den sum. Men min søn skulle jo gå til noget, ligesom alle de andre børn.

Og i badet efter babysvømning skulle der selvfølgelig også findes en taber. Selve arenaen, et omklædningsrum fyldt med babyer og nybagte mødre, er tæt på at være et lige så stressende sted som Magasin den 20. december. Og i det usportslige kapløb om at komme først ud i badet og redde sig et af de få eftertragtede babybadekar, tabte jeg selvfølgelig.

Og så startede en ny konkurrence om, hvem der på mest elegant vis kunne få afklædt sig selv og baby, stå i kø til en bruser, nøgen og kold med en ultraglat og overtræt baby på armen. Og jeg kan umuligt være den eneste mor, der har erfaret, hvor livsfarligt det er at stå våd, nøgen og indsæbet på et pivglat flisegulv med en baby. Det er et under, at babyer og mødre ikke bare vælter rundt i et stort og glat virvar i de omklædningsrum der. Igen kom jeg bagud på point.

Just don't do it

Jeg fornemmer heldigvis, at jeg ikke er alene, og at der er flere mødre, der, som jeg, afskyr sport. Det er træls for sådan nogen som os, at det er blevet socialt acceptabelt at spørge, hvilken sport vores børn dyrker, fordi alle selvfølgelig går til sport. Børn (og mødre i øvrigt) er forskellige, og sport er ikke nødvendigvis for alle, selvom det vist bliver brandet sådan. Så Just don’t do it (som Nike aldrig ville sige), hvis du ikke har lyst.

Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at jeg springer ud i det på et tidspunkt. Her har jeg så valgt at lave en sportslig regel for mig selv om at skrue forventningerne ned og vente med at angribe sportslivet, til mine børn har en alder, hvor de selv ytrer et behov for at dyrke sport. Jeg tænker, at det for eksempel er en fordel, hvis mit barn kan formulere sætningen: ”Nej mor, efter en lang dag i institution har jeg ikke lyst til at sidde på en gigantisk regnbuefarvet faldskærm sammen med tyve børn, jeg ikke kender, og blive drejet rundt af en flok uengagerede torsdagstrætte forældre, jeg heller ikke kender, mens vi synger en sang, jeg aldrig har hørt før.”

Soccer mom coming up

Og når mit barn så på et tidspunkt er klar til sport, så vil jeg også huske at passe på mig selv. Jeg vil lige overveje det en ekstra gang, om det virker som en god idé at melde den lille til svømning tirsdag fra 16-17 og den store til håndbold samme dag fra 17.15-18.15. Hvis sportsånden griber mig, virker det sikkert plausibelt, at jeg kan vinde konkurrencen og nå badet efter svømning og flytte mig selv og to unger fra svømmehallen og hen til håndboldhallen på 15 minutter. Men jeg ender sandsynligvis med at være hende moren til håndbold, der har sådan en våd stribe ned ad ryggen, der ligner sved, men faktisk bare er dryppende klorvand fra den morknold, jeg har ofret 30 dyrebare sekunder på.

Og lur mig, om ham den flotte far fra forældrerådet ikke også er til håndbold med sit barn. Og jeg kan være sikker på, at en eller anden u9-spiller kommer til at skyde bolden ud af banen, og den vil lande lige ved mine klorduftende ben. Og det vil forventes, at jeg kaster bolden de fem meter tilbage til den lille fyr, der står og kigger helt håbefuldt på mig. Men jeg er boldspasser, så jeg kommer højst sandsynligt til at ramme træneren i ryggen, selvom han står elleve meter til højre for mig, og ham den flotte far vil sidde på bænken overfor mig og kigge skamfuldt ned i gulvet.

Måske vinder jeg en dag noget ved at gå til sport med mine børn - det kunne faktisk være ret fedt. Omvendt taber jeg nok heller ikke noget, hvis jeg bliver hjemme. Jeg tror i hvert fald lige, jeg skyder den et par år mere. Når først de når skolealderen, så kommer det sikkert helt af sig selv, og så skal jeg nok gå helt Piotr Wozniacki på dem.