Klumme: Hvordan siger man endegyldigt farvel til børnehaven uden at tudbrøle?
Når skolestart banker på for nye, forventningsfulde skoleelever, betyder det samtidig et endegyldigt farvel til børnehavens trygge rammer. Og det kan let blive for meget – for mor!
Regnen væltede ned over min mand og jeg, som vi stod der uden for børnehaven med favnen fuld af blomster, kort med søde ord og chokolade til pædagogerne fra vores datters stue. Det samme gjorde tårerne fra mine øjne. Silede ned ad kinderne. For en gangs skyld var jeg taknemmelig for et gedigent uvejr.
Det passede perfekt til min sindsstemning, for min datter var i børnehave for allersidste gang, inden utallige timer i en skolegård og et klasseværelse ventede. Et skridt hun var fuldt ud klar til at tage. Det var ikke tilfældet for moren. Man kan da ikke skubbe 109 cm krop og 15 kilo ind i en skolegård med kæmpestore unger, der garanteret ikke tager hensyn til mennesker i hoftehøjde!
Kan barnet overhovedet sidde stille det meste af en dag? Hvem skal hjælpe hende med at lyne jakken, hvis lynlåsen driller, og husker hun at gå på toilettet i tide? Hvem tager hende på skødet, når hun trænger til et kram? Alt det, som børnehavens voksne har stået for på langt de fleste hverdage de seneste år.
Heidi har opmuntret min Iris, når hun tvivlede på, om hun nogensinde ville lære at skrive det krøllede bogstav R, som (uheldigvis) indgår i hendes navn. Henrik har trøstet, når hun kom i skænderier med vennerne på stuen, og Rasmus har vendt en trist morgen, hvor det var svært at tage afsked med mor eller far, til verdens bedste dag, fordi han lærte hende at tegne en pokal.
De voksne fortjener saftsusemig også en kæmpepokal og en gigantisk guldmedalje for at have passet så godt på mit allerkæreste. De medbragte gaver virkede pludselig latterligt ligegyldige, for hvordan skulle en æske chokolade og et kort kunne takke for alt det, børnehavelivet har givet min datter?
Jeg forsøgte selv at sige nogle bevingede ord, men jeg nåede kun til ’Tusind tak for alt’, før jeg måtte lægge bånd på mig selv; en voldsom hulkegråd var på fremmarch i halsen, så jeg stak bare den indpakkede chokoladeæske frem. Som Forrest Gump ville sige: Life is a box of chocolate, you never know what you’re gonna get.
Jeg har et godt billede af, hvad børnehaven har givet hende – men jeg aner ikke, om hun bliver klassens klovn eller klogeåge, om bogstaverne driller (for længe), eller om hun får ar på sjælen af faglige nederlag i skolen og dumsmarte bemærkninger for at låne endnu et udtryk. Men jeg ved, at det er nødvendigt at tage et skridt op ad trappen.
