"Er der en voksen til stede?" Katrine har været til sit første forældermøde - og det gik ikke stille for sig
Katrine Memborg har været til sit allerførste forældremøde i 0.b. Det gik ikke stille for sig, for er der noget, der kan sætte debatten igang, er det børnefødselsdage!
Efter at have tilbragt to en halv time på en hård taburet i et småkoldt klasselokale sammen med sådan cirka 45 andre forældre, kunne jeg sætte hak ved mit allerførste forældremøde.
Der blev hverken serveret småkager, saltstænger eller vand i de tynde plastkopper, men det betød ikke noget – for jeg var taget afsted med intentionen om at være den der mor, de andre forældre ville synes var både cool og skidesjov og melde mig ind i det famøse forældreråd, så både hus- og forældrefreden var sikret.
Men mit første forældremøde i 0.B efterlod mig forvirret, fortvivlet, flov og IKKE som en del af det vigtige forældreråd. For efter at have brugt den første time stillesiddende med sovende og kolde baller på den føromtalte taburet og lyttet på de rare lærere, så sker der noget.
Emner som mobbepolitik, sociale lege, præsentation af undervisningsmateriale og skemagennemgang bliver lige så hurtigt glemt, for vi er nået til ”eventuelt” på aftenens menukort. ”Skal vi så lige få åbnet op for snakken om fødselsdage – det plejer at fylde en del hos mange forældre”, siger den ene lærer og ruller kontorstolen stille tilbage til hjørnet, hvor hun sætter sig til rette med en imaginær bøtte popcorn på skødet. Hun vidste det.
Overskriften er ”børnefødselsdage”… Hvordan, hvornår, hvem og hvorfor skal vi fejre vores elskede poder, der er endt i en klasse med 27 andre børn. Men vigtigst af alt: hvad skal en gave koste? Skal klassekassen hjælpe til? Skal forældre selv sørge for gave? Skal der et max beløb på gaven? Skal det være en gavefri fødselsdag? Skal det være valgfrit?
Udmærket, jeg forstår, det er noget, vi lige skal tale igennem, så alle kan være med. Men jeg skal da lige love for, vi hurtigt fik varmen i klasselokalet, da alle former for løsninger og holdninger skal ud.
Det går op for mig midt i de mange ytringer, at det lige præcis er her, forældre har noget på hjerte. Det er her, vi åbenbart bør forsvare vores børn og deres årlige store dag. Det er her, vi baner vejen for de næste mange år i klassen. Og også her, vi viser vores sande jeg. Blander du dig så, Katrine?
Nej, det gør jeg ikke. Jeg er, for at sige det mildt, ganske målløs og venter febrilsk på den der ægte voksne, der vil kaste sin tålmodige superhelte-kappe ud over os og redde os fra os selv. Det sker ikke.
Da jeg gik i skole, løste den slags sig selv. Om man mødte op med en tegning, en brugt bamse eller et viskelæder var ligegyldigt. Det handlede ikke om gaven – det handlede om at lege sammen med sine venner et sted, der ikke var i klasselokalet. Piger og drenge var mikset, og havde man ikke plads i hjemmet, foregik det i den lokale spejderhytte eller på en legeplads. Jo flere grin jo bedre.
I dag handler det om jo flere gaver jo bedre, og det endda midt i en tid, hvor verden er mere brutal, end den har været i årtier, hvor regningerne hober sig op og hvor fokus ganske indlysende bør ligge i selve nærværet.
Alligevel sidder børnenes repræsentanter (altså os!) og diskuterer, om en gave skal koste 15 kroner, 40 kroner eller om prisen ikke er noget problem og om fødselsdage skal slås sammen for at gøre det nemmere for alle. Den modige mor, der nævner, at man måske kunne overveje at gøre fødselsdage gavefri, bliver så hårdt ignoreret, at det kaster mig tilbage til frikvarterne i skolegården.
Indrømmet, min søn ville da også blive pænt skuffet over at få en buket fra vejkanten, når klassekammeraterne kom til fødselsdag. Men den snak tager vi glædeligt med ham, for mon ikke det smitter af på mange af de andre værdier, vi forsøger at proppe i ham?
Annonse
Der er efterfølgende blevet sendt regler fra forældrerådet på Aula. Regler, der tilgodeser ALLE. Jeg forstår godt de stakkels forældre i rådet, som heller ikke orker og som derfor har nævnt alle tænkelige scenarier.
Jeg har besluttet mig for at melde mig ind, men først om et år eller to, når vi forhåbentligt har fundet en leje, hvor alle kan være med. Også selv om de mere erfarne forældre har informeret mig om, at det bliver værre. ”Bare vent til snakken om mobiltelefoner kommer på banen, så skal du se løjer”… Jeg er i fuld gang med at sy min superheltekappe og forberede mig mentalt. Og indtil da vil jeg forsøge at lære min søn, at grin er vigtigere end gaver.
