Dette er en kommentar og repræsenterer forfatterens meninger. Denne artikel blev først bragt hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.
Som praktiserende læge møder jeg mennesker i alle aldre. Jeg møder dem, når livet er hårdt og sårbart, men også når de er nyforelskede og bobler over af begejstring. Som læge er jeg en del af alle gode og dårlige dage, indtil døden skiller os ad.
Det er ikke min rolle at fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv, men det er mit job at hjælpe, når de ikke kan få livet til at fungere. Når summen af alt, hvad der sker i livet, ikke går op i sidste ende, og man ikke kan sætte to streger under svaret. I årenes løb har jeg bemærket, at flere og flere trætte forældre kommer til mit kontor for at få lidt trøst og hjælp.
Jeg er ved at være så gammel, at jeg nogle gange tænker, at livet var enklere før. Uden Facebook og internet, bare en trættende svigermor eller to, der fortalte os, hvordan vi skulle leve vores liv, og hvordan vi skulle lave en god middag. Og ikke mindst, hvordan vi skulle opdrage vores børn.
Det klogeste for mig ville have været at holde min mund, hvis det ikke havde været for alle de trætte mødre og fædre, jeg møder. Dem, der arbejder hårdt for at få deres liv til at fungere, og for at deres børn skal få det bedst mulige liv. Jeg møder dem på mit kontor.
Bag en lydtæt dør, der er lukket for resten af den svære verden. hvor de fortæller om, hvor udmattende det er, hvor udmattede de føler sig, og om følelsen af at fejle. Jeg møder de trætte forældre, når de føler, at de ikke kan nå en usynlig standard for, hvordan livet skal leves. Når de ikke kan sove, når de ikke kan gå på arbejde. Jeg føler ikke, at mine trætte patienter stræber efter perfektion; de ønsker bare af et godt hjerte at gøre det godt nok for dem, der er omkring dem.
Jeg lytter til de historier, de fortæller mig. Jeg hører om rutinerne og de uskrevne regler for, hvordan livet skal leves for en familie med mor, far og to eller tre skønne børn. Hvornår de leger med børnene, hvordan de lægger børnene i seng, hvordan de forsøger at finde lidt voksentid i livets travlhed – alle de små ting, de gør hver dag for at sikre, at alle har et godt og trygt liv.
Så kan jeg føle mig lidt dum, når jeg spørger: ”Er det sådan, at I voksne sover med et barn i hvert jeres soveværelse?” Eller andre gange: ”Er det sådan, at alle børnene sover i samme rum som jer forældre?”
Som en gammel dinosaur bliver jeg ved med at spørge: ”Kan børnene så ikke lege for sig selv? Skal du være med til hver eneste træning? Føler du, at al din tid bliver brugt på din familie? Og er det det, du vil?” tænker jeg, og jeg er sikker på, at jeg siger det, fordi det svar, jeg får, er, at det er sådan, det foregår nu om dage.
Det er selvfølgelig helt fint med mig, hvis det ikke var for alle de fædre og mødre, der er virkelig trætte og mister glæden og gløden i deres liv.
Så jeg sidder der på mit kontor – stadig som en klassisk dinosaur – og fortæller dem lidt om, hvordan de plejede at have sengetidsrutiner for deres børn i gamle dage, og jeg føler mig som en fjollet svigermor, når jeg spørger: ”Hvorfor gør I det ikke lidt lettere for jer selv? Syng en godnatsang og sluk lyset?”.
Jeg kan se på de blikke, jeg får tilbage, at verden har ændret sig. Man gør det ikke på den måde nu. Overliggeren er sandsynligvis blevet hævet, det handler ikke længere om at gøre et godt nok stykke arbejde, være en god nok forælder, en god nok kæreste.
Så tænker jeg på, hvordan det er gået med mine egne børn, som efterhånden er blevet en stor og smuk børneflok. Er de tilfredse med mig og den opdragelse, de har fået? Nok nogenlunde, tror jeg. Sikkert en masse håbløst forældreskab med glimt af noget godt, men jeg havde ikke alverdens selvhjælpsbøger eller Instagram til at hjælpe mig.
Børnene blev sikkert trætte af de årlige oplæsninger af ’Danny og den store fasanjagt’ og ’Brødrene Løvehjerte’ - sikkert leveret med et ”det her er godt for jer børn, verdens bedste bøger har aldrig skadet en ung hjerne” eller lignende dumme ting.
Jeg førte børnene ind i Herredet og Hogwarts for at redde dem fra at falde i kløerne på Star Wars og Imperiet, der altid slår igen. I årenes løb er både Harry Potter og børnene selv vokset op og har fået deres egne børn og deres egne liv. Jeg krydser fingre og håber, at de har fået troen på, at de kan få et godt liv, men at de bliver nødt til at ordne det selv.
Hvordan var min barndom? Hvis nogen skulle være i tvivl, så elskede jeg min mor hele mit liv. En klippe, som altid var der for mig. Bag en røgsky, javist, men jeg kan ikke huske, at hun legede med mig på gulvet, tog med mig til træning eller gik ture med mig i mit eget Herred i skovene, hvor jeg voksede op.
Jeg plejede at læse ’Brødrene Løvehjerte’ under dynen i lyset fra en lommelygte længe efter sengetid. Heldigvis var jeg nødt til at opdage verden på egen hånd, men jeg vidste, at jeg havde frie tøjler og en imaginær forældrehånd i ryggen, som blidt skubbede mig fremad i livet.
Hvis noget gik galt i mit liv, og jeg talte med min mor om det, lyttede hun og svarede klogt: ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Ikke for at hjælpe mig eller løse problemet for mig, men for at udfordre mig til selv at finde løsningen. Jeg måtte selv tale med den idiotiske lærer eller min dumme kammerat for at få verden til at hænge sammen igen.
Jeg syntes helt sikkert, at min mor var en dinosaur. Var det perfekt? Sikkert ikke efter nutidens standarder, men det var mere end godt nok for mig.
Så hvorfor skriver jeg dette? Faktisk som en lille trøst til jer unge mennesker, der kæmper med livet. I er mere end gode nok; I gør et fremragende stykke arbejde som forældre og kærester og helt sikkert bedre, end vi gjorde. I ved bedst, hvordan livet skal leves nu, og I gør det så godt, at I trygt kan sænke skuldrene i livet. Det fungerer stadig. Det er ikke livet, der er noget galt med. Det er fantastisk og vidunderligt og fuld af muligheder.
Og jeg ved det. Jeg er en dinosaur. Men jeg er en glad dinosaur. Som stadig synes, at ’Brødrene Løvehjerte’ er den bedste bog i verden, og som ikke behøver at bekymre sig om Instagram.
Om Endre Skjølberg, 52 år
Praktiserende læge og læge i Molde Fodboldklub i Norge.
