Køb den rigtige trampolin til dit barn

Køb den rigtige trampolin til dit barn

Sådan finder I en sikker trampolin til ungerne, som holder i mange år og til tonsvis af kolbøtter og rejehop.

På billedet:

Navn: Berg F430 Tattoo inkl. stige

Diameter: 4,3 m

Fjedre: 96 fjedre på 18 cm

Egenvægt: 79 kg

Maks. belastning: 120 kg

Andet: Ikoner/instruktioner på dugen til trampolinlege for én person. 5 års garanti på rammen

Pris: 3.500 kr. inkl. fragt

Kan købes her: Je-bolegetoj.dk.

Hvis du overvejer at købe en havetrampolin til dit barn, vil du sikkert gerne købe den bedste. En trampolin af god kvalitet er lavet af kraftigere materialer end de billigste på markedet. Kvalitetstrampolinen har kraftigere stålben, kraftigere og længere fjedre og kraftigere dug, hvilket giver et bedre afsæt. En tommelfingerregel er, at en trampolin på fire meter i diameter skal veje minimum 90- 100 kilo uden sikkerhedsnet.

Gode trampoliner koster fra 3-4.000 kroner og opefter, plus eventuelt prisen for et sikkerhedsnet. Hvis du tænker ‘av, det var dyrt’, er det måske en bedre ide at spare op til den dyre end at kaste sig over en billig. Det handler både om sikkerhed og om, at en trampolin er så godt et legeredskab, at dit barn vil bruge den de næste mange år. Derfor kan du lige så godt købe én, der kan holde i lang tid.

De fleste havetrampoliner fås i størrelser fra treenhalv til fem meter i diameter, og den lille kan være lige så god som den store. Dog skal du være opmærksom på, at jo større trampolinen er, desto mere vil oplevelsen minde om den i en ‘rigtig’ trampolin. Desto mere plads er der til leg på trampolinen, og desto flere kilo kan den bære. Det er jo sjovt, hvis den også kan holde til, at de voksne tager en tur i den en gang imellem!

Hvis du allerede har en billig trampolin stående, må du være forberedt på at skifte kantpuden, sikkerhedsnettet og skumisoleringen af netstængerne ind imellem. De billige materialer bliver nemlig hurtigt møre af sol og vand.

Kilde: Per Ølholm, gymnastikinstruktør og tidligere elitegymnast.

Navn: Kvalitetstrampolin

Diameter: 4,3 m

Fjedre: 96 fjedre på 18 cm

Egenvægt: 90 kg

Maks. belastning: 150 kg

Andet: Kraftig og slidstærk kantpude

Pris: 3.495 kr.

Kan købes her: Abilicaonline.dk.

Se flere sjove trampolinlege, og få mere at vide på Dgi.dk/havetrampolin og Hopmedhovedet.dk.