”Vi gør ikke så meget forskel på, hvem af os, der er biologiske forældre, og hvem der er bonus”

Niels er lige ved at vælte mig, da Lasse Madsen åbner døren til hans og Ane Høgsbergs lejlighed i Sydhavnen i København. Niels er – på trods af navnet, som får ham til at lyde som en mand i 50’erne eller et førskolebarn fra Vesterbro – en hund, og hans ejer har med døren på klem sikret sig, at jeg ikke er bange for sådan nogle, inden han lukker helt op.

Alligevel bliver jeg lidt overrasket over næsten at blive tumlet omkuld af en kæmpestor, overivrig goldendoodle med et underbid. Jeg slipper dog uskadt igennem til køkkenet, hvor Ane Høgsberg sidder med sønnen Ebbe på skødet. Niels følger med og falder først til ro, da jeg har klappet ham og fortalt ham, at han er en fiiin hund.

"Hver gang, der kommer gæster, virker han som om, vi aldrig klapper ham. Det gør vi altså", forsikrer Ane Høgsberg.

Men det er heller ikke altid nemt at være hund, når der er kommet en baby i familien. Den slags har det med at kræve sin del af opmærksomheden, hvis ikke mere, og pludselig roterer hele verden omkring et lillebitte menneskes humør, måltider, søvn, bleskift, motorik, øjenkontakt, fortsæt selv, og som forældre kan man pludselig ikke forstå, at alle andre ikke også er indforståede med eksempelvis at holde bøtte og gå på listefødder, mens man triller rundt med barnevognen i parken og vogter over luren som en høg.

Hvad bilder s-toget sig egentlig ind, sådan at rumle larmende forbi, og hvad sker der for løberen, der får gruset til at knitre som knaldperler? Lige præcis den situation – og andre i samme boldgade, hvor forventningerne til omverden, sig selv og hinanden, som man skal være forældre for at kunne nikke genkendende til, er Ane Høgsberg og Lasse Madsen eksperter i at spidde.

Deres små sketches på Instagram om livet som nybagte forældre, for eksempel den, hvor Ane Høgsberg går rundt med barnevognen og siger “Schyyy!!” til S-tog og kondiløbere, er i de seneste måneder gået landet rundt og har fået såvel antallet af følgere som kommentarspor til at gløde hos de to komikere. Mange af de små videoklip, som sætter ord på nogle af de forældrefælder, vi alle sammen falder i med kæmpemæssige, daglige plask, optager de lige hér i det lyserøde køkken, hvor vi nu sidder.

Niels er blevet lukket ind i stuen, og Ebbe, som snart er et halvt år, virker glad og tilfreds, selv om hans mor forklarer, at han i en periode kun har sovet lur 20 minutter ad gangen, hvilket hun håber er ved at vende nu. Jeg håber med hende, for jeg kan godt huske skuffelsen, når man kun lige nåede at sætte sig med en kop kaffe, før der lød klynk fra barnevognen. Netop genkendeligheden er det, der har fået følgerne til at strømme til parrets profiler, mener Ane Høgsberg.

"Der er virkelig mange, der kan genkende sig selv i det, vi laver. De tagger deres ægtefælle og skriver “Gud, hvor er det bare dig, Poul!” eller “Det var fandme dig i går, Bettina, da lille Viggo ikke ville sove.” Vi har faktisk ikke fået noget negativ respons overhovedet", siger Ane Høgsberg.

Det er lidt mærkeligt, faktisk, for som komiker med politiske temaer som feminisme på programmet har Ane Høgsberg været vant til at stå for skud for lidt af hvert egentlig.

"Det er helt vildt. Jeg har aldrig før lavet noget, der var så overvældende positivt. Det har været dejligt, især fordi det har været coronatid, og vi ikke har kunnet være ude at optræde, så alle de der positive tilkendegivelser og likes føles lidt som klapsalver, når man optræder. Som jo igen føles lidt som kram. Alt det, jeg ellers har lavet, har folk været rasende over. Jeg spørger, om parret har en slags budskab med de videoer, de laver. Og forventer nok en eller anden dybereliggende morale. Det er der ikke", forklarer Lasse Madsen.

"Der er ikke noget budskab udover at få folk til at grine og at give dem et lille frirum og et break i det, de går og bakser med. Hvis man har svært ved at få sit barn til at sove og oplever, at andre kæmper med det samme, bliver det lidt lettere at bære for en stund. Ligesom hvis du skal til eksamen og overhovedet ikke har forberedt dig – og du finder ud, af at de andre i klassen heller ikke har lavet noget. Så bliver man faktisk glad. Der er ikke noget værre end at finde ud af, at alle de andre har gjort det perfekt. Det er lidt det – at folk kan se at “Gud, det er ikke kun os, der bøvler med putning”."

I de senere år har de begge to sporadisk lavet videosketches på de sociale medier med afsæt i deres eget liv, men det var under coronanedlukningen, at de små sekvenser begyndte at blive en hyppigere del af komikerparrets repertoire. Pludselig var standup-scenerne lukkede og nye projekter blev sat i bero. Men Instagram holdt åbent. Og da folk blev frataget muligheden for at gå i biografen og teatret, var der pludselig et større publikum. Parret greb mulighed for at “udkomme med noget.”

Endda noget, som modsat meget af det andet, de laver, ikke kræver, at ét eller andet TV-menneske eller spillested siger ja. På Instagram bestemmer de helt selv, hvad de vil lave, og som stand up-komikere var det naturligt at tage udgangspunkt i det, de selv går og tumler med.

"Der er ikke stor forskel på de videoer, vi laver, og det stand up, vi laver, for det kommer fra vores eget liv. Så da Ane blev gravid, var det naturligt at tage dét element ind. Da Ebbe blev født, og vi blev forældre sammen, blev vores rækkevidde endnu større og bredere, for nu lever vi det liv, som de fleste danskere gør, og folk kan godt lide at se noget, der ligger inden for deres referenceramme", mener Lasse Madsen.

Videoerne laver de uden det store setup. De får bare en idé inspireret af deres hverdag og prøver sig frem. At det er uden manus, lyssætning og et filmhold i ryggen er kun en fordel, mener Lasse Madsen. – Jeg tror også, det er det, folk godt kan lide – at det ikke er så poleret. Vi er ikke særlig forfængelige. Vi sidder tit bare i vores nattøj og filmer. Vi er bare, som vi er.

Kærlighedsstorm efter ammebesvær

Parret har ingen planer om at drosle ned for indholdet hjemme fra det lyserøde køkken. Tværtimod. Lige nu skriver de på en forældrebog – en sjov én, der lige som sketchene på de sociale medier skal give læseren et hurtigt grin, en pause og en mulighed for at se sig selv spejlet i andre forældre. Det er der brug for, har specielt Ane mærket. I starten af sit moderskab blev hun væltet lidt omkuld af en amning, som modsat hendes forventninger, ikke kørte som den skulle. Ebbe tog ikke nok på og på trods af, at hun rådførte sig med to ammevejledere, blev det ikke bedre. Det satte sig på mor-selvværdet.

"Jeg havde nok haft en forestilling om, at det ville forløbe helt ukompliceret, det med at amme, for det virker jo, rent biologisk, som om brysterne har det primære formål, at de skal give mad til en baby. Da det viste sig at være en udfordring, var det et kæmpe slag både i selvtilliden, egoet og inden i morhjertet. Jeg var så ked af det og frustreret, for det var vildt svært at føle, at jeg ikke kunne fodre mit barn ordentligt. Det med flasken var noget, jeg tog tilløb til i noget tid, fordi jeg lige skulle acceptere det inden i mig selv først. Fordi så kunne alle i princippet være hans mor. Alle kan jo give ham en flaske. Så der var ikke længere noget særligt ved mig."

Ane Høgsberg fik landet følelserne ved at være åben om dem over for veninder – og på Instagram.

"Jeg lavede nogle opslag om det og mødte en storm af kærlighed fra andre. Det var som om, jeg blev grebet af denne her store, virtuelle mødregruppe, og det var enormt dejligt og betryggende. Også fordi hele det her lock down har gjort, at jeg ikke har nogen rigtig mødregruppe. Så det har været rart at kunne mødes online i et fællesskab, hvor folk har skrevet “Ej, ved du hvad, da jeg først kom over på flaske med lille Elliot, var det en helt ny verden, der åbnede sig” og “En god mor sidder ikke i brysterne” og “Fuck hvad andre siger”. Det har været megadejligt."

 På den måde har parret erfaret, at internettet, lige så meget som det er grimt, er et sted fyldt med kærlighed. Endhar de ikke oplevet bagsiden af den digitale medalje på egne kroppe. Men de tager deres forholdsregler. I starten viste de ikke Ebbes ansigt, og når han eller Lasses treårige søn, Axel, fra et tidligere forhold, er med på billederne, er muligheden for at kommentere slået fra.

"Vi ved jo godt, at internettet også kan være et dumt sted. Vi er voksne og kan tackle det, men der er ikke nogen, der skal skrive noget grimt om vores børn på vores egne Instagramprofiler. Ikke fordi jeg tror, at nogen ville gøre det, men vi kan lige så godt eliminere muligheden for, at der sidder en eller anden troll og skal af med noget", siger Lasse Madsen.

Bonusmor med hele hjertet

Modsat sin kæreste har han været igennem hele forældremøllen en gang før. Han var 23, da han fik sit første barn, som han kort efter blev deleforælder til. Halvandet år senere stødte han på Ane Høgsberg til branchefesten TV-prisen, hvor de begge var nomineret. Prisen gik ingen af dem hjem med, men de vandt hinanden. Ane Høgsberg var seks år ældre og havde ingen børn – og ingen planer om at få det.

"Jeg skulle ikke have børn, det er en gammel beslutning. Den officielle forklaring har noget med klimaet og verdenen at gøre. Vi er overbefolkede og ja… Det hele brænder alligevel sammen om 50 år. Den rigtige forklaring er jo nok, at jeg ikke havde fundet ham, jeg skulle have børn sammen med. Så mødte jeg Lasse, og vi var enige om, at vi ikke skulle have børn. Du havde Axel, og det var du glad for, og jeg skulle ikke have nogen, og det var fint for mig. Det var ikke fordi, Ane ikke kunne lide børn. Det kunne hun – rigtig godt. Men hun havde alligevel aldrig før mødt et barn, hun kunne lide så godt, som den lille dreng, hendes nye, unge kæreste bragte ind i forholdet.

"Første gang, jeg mødte Axel, var hjemme hos Lasses forældre, hvor han med det samme rakte sine små arme op i mod mig og ville tages op, og så døde jeg jo bare fuldstændig indvendig. Og så bestak jeg ham med en pakke rosiner, og så var vi bare best friends for life", husker Ane Høgsberg.

Der gik ikke ret længe, før parret var enige om, at det kunne være “meget grineren” at lave et barn alligevel. Så det gik de i gang med. Ikke fordi de havde behov for at lave det “rigtige” barn og blive en “rigtig” familie. Den sammenbragte én af slagsen, der var et vilkår fra starten af deres forhold, var og er lige så rigtig for dem, som den, de har skabt ved at lave et fælles barn.

Ane Høgsbergs forældre blev skilt, da hun var fem, men hun er et lykkeligt skilsmissebarn, som altid har holdt meget af sin stedfar, så rollen som ekstra-voksen i et barns liv var hverken fremmed eller skræmmende for hende.

"Jeg vil gerne være den slags bonusforældre, som jeg selv er vokset op med. Det er meget vigtigt for mig, at Axel godt ved, at jeg ikke prøver at være hans mor. Axel har verdens bedste mor og verdens bedste far, og så er han bare så pisseheldig, at han på begge sider har en ekstra voksen, der holder vildt meget af ham. Jeg vil gerne være der, når han bliver pissetræt af sine egne forældre, og han synes, de er røvirriterende og røv for meget. Og jeg vil give ham alt kærlighed i heleverden. Vi har det så grineren, når vi er sammen, og udover Ebbe og Lasse er Axel den, jeg allerhelst vil være sammen med."

Axel har det på samme måde med “sin Tulle”, som han kalder sin bonusmor (Tulle er også Lasse Madsens kælenavn til sin kæreste – og en del af deres fælles hashtag #tulleoglasse).

At hun ikke længere kun er hans, tager han pænt, men det var da lidt svært i starten, da hans mor nogenlunde samtidig med, at Ebbe blev født, også fik en baby. Så der var baby i begge hans baser. Ane Høgsberg og Lasse Madsen gør derfor meget ud af at give den treårige alenetid med dem begge, når han er hos dem hver anden weekend. Med sin far har han køreturen til og fra Horsens, hvor Axel bor, hvor de hører høj musik, taler og er stille sammen. Og så har de reserveret tre timer om lørdagen til Axel-og-Tulle-tid, hvor far passer baby, mens bonusmor pakker Axel og Niels i bilen og kører i hundeskoven (Niels har også brug for lidt tid uden baby – det er måske det, han prøver at sige. Og der bliver lyttet).

"Så vi gør ikke så meget forskel på, hvem af os, der er den biologiske forældre og hvem, der er bonus. Det er vigtigt for mig, at når Ane siger noget, er det lige så vigtigt, som når jeg gør. Det har også meget givet sig selv, fordi Axel var så lille, da Ane kom ind i hans liv", mener Lasse Madsen.

Ligestillingen mellem biologi og bonus er vigtig – og helt naturlig – for parret. En lille uligevægt har det dog medført, at den ene part af forholdet har været igennem baby-møllen før, mens den anden har skullet opleve det hele for første gang, med alt den usikkerhed, der følger med rollen som spritny og uprøvet forælder.

"Jeg synes, det var svært i starten, at Lasse havde prøvet det hele før. I stedet for at være to, der kunne gøre sig nogle erfaringer sammen, var det ligesom kun mig. Det var frustrerende, for lige så ubehageligt og hårdt, det kan være for mig at skulle gå igennem det, når min baby græder, og jeg ikke ved, hvad der er galt, skal jeg også bare gå igennem det i stedet for at få svaret serveret. Jeg lærer jo ikke noget og bliver ikke klogere på mit eget barn, hvis der hele tiden er én, som har nøglen til det hele. Men vi har haft nogle snakke om det, og jeg synes, det er blevet bedre. På den anden side kan det også være superrart", indrømmer Ane Høgsberg, at have en mere erfaren part at læne sig op ad, når morpanikken er ved at få overtaget.

"Vi har lige haft nogle dage, hvor Ebbe har haft tynd mave, og dér er det jo rart at have en partner, som, når jeg siger “VI BLIVER NØDT TIL AT RINGE 1813, FORDI…!”, kan sige: “Ved du hvad, sådan var det altså også med Axel, og det gik over efter nogle dage.”

Det med at være lige er ellers ret vigtigt for Ane Høgsberg. I tv-programmet Alle hader feminister, undersøgte hun på humoristisk vis, hvad (manglende) ligestilling har af økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser for kvinder og familier, og det var ikke kun til ære for tv-holdet, at hun gik på jagt i fakta og opsøgte eksperter på ligestillingsområdet. Hun bliver provokeret, når andre mennesker antager, at Ebbe er mere sin mors ansvar end sin fars.

"Jeg lavede et interview til radioen i morges, hvor de sagde, “og så skal du på tour, hvordan får du det til at hænge sammen at være mor og være på arbejde samtidig?” Jeg tænkte, det ville I jo aldrig spørge Lasse om: “Hvordan får du det til at hænge sammen at være far og være på arbejde samtidig?” Det ville ikke ske. Jeg sagde, at jeg jo har valgt at lave Ebbe sammen med et andet menneske, som jo OGSÅ er der."

Milimeterdemokrati

Inden Ebbe blev født, lavede parret en aftale om at dele barslen, og den ordning er ikke til diskussion. Lige nu er det sådan, at far har to barselsdage om ugen, mens mor har tre. I praksis kan et fuldstændig ligeligt fordelt forældreskab være svært at gennemføre – især når man arbejder i en branche, hvor der nogle gange er mange projekter og andre gange færre, hvilket gør det nødvendigt at springe til, når tilbuddene er der. Det laver kludder i skemaet, hvilket Ane Høgsberg lige skal lære at sluge.

"Vi ved allerede nu, at Lasse får en del arbejde i efteråret, så til den tid vil jeg få svært ved at putte vores tid i skemaer og kasser. Det arbejder jeg på at acceptere, for jeg er retfærdighedssøgende milimeterdemokrat, og hvis Lasse har sagt til mig, at vi deles om barslen, så deles vi jo om barslen. Og så kan jeg godt tælle timer, hvis det er det. Det er så én af de ting, jeg ligesom skal lære i det her moderskab. Det er spild af ressourcer at gøre det op på den måde, for det kan man ikke, med mindre man har et 8-16 job, hvilket ingen af os ville trives i. Det ville du da heller ikke, vel Lasse Madsen?", spørger hun.

Nej, det ville Lasse Madsen nok ikke, med mindre det var strengt nødvendigt. Ingen af dem har en egentlig uddannelse, Ane Høgsberg har engang haft et job i traditionel forstand, og selv om hun nogle gange har hørt sit overjeg sige: “Få dig nu en rigtig uddannelse og et rigtigt job”, er hun glad for at være den gøglerfamilie, som de beskriver sig selv som.

Deres arbejdsliv udfolder sig på scener, tv-produktioner, i podcast-studier og på Instagram, på mærkelige tidspunkter og uden for rammerne, og det er, som det skal være. Lige om lidt tager de deres gøglerier og pakker sammen og flytter til provinsen. Efter de fik Ebbe, er ønsket om at være tættere på skov og strand blevet større. At kunne putte børn og hund i ladcyklen og trille ud i naturen. Men de vil stadig gerne være i cykelafstand til en storby, så det hed enten Hellerup eller Risskov, og så sagde deres bankdame: “Prøv Risskov.” Så det gør de.

De har købt et lille hus i udkanten af byen “nærmest i Randers”, men der er skov og strand og en lille græsplæne, hvor de kan have et soppebassin. De glæder sig til at se drengene komme på græs, og så er der selvfølgelig den fordel, at Axel ikke længere kommer til at bo to en halv times køretur væk, men kun 20 minutter.

Drømmen er at lave et hjem, hvor der er højt til loftet, hvor der bliver leget, danset og grinet helt vildt meget, selv om bølgerne går højt ind imellem. Lidt ligesom i Krummerne, funderer Ane Høgsberg. At dømme efter parrets videoer er i hvert fald ambitionen om at have det sjovt i mål. Men det er selvfølgelig ikke hele billedet.

"Vi griner meget. Men vi er også pressede", siger hun.

"Superpressede", supplerer Lasse Madsen hurtigt: 

"Vi har travlt for tiden, og alle, der har haft en baby, der ikke sover så meget, ved, at det er hårdt. Men jeg synes, vi prøver at grine hver dag."

Evnen til at se det sjove håber han på at give videre til sine børn. Og så kunne Lasse Madsen også godt tænke sig ligestilling, når det angår de nedarvede gener og mønstre, parret hver især bringer til bordet.

"Ane kommer fra en familie, hvor de har snakket meget om følelser, og jeg kommer fra en familie, hvor vi slet ikke har gjort det. Det betyder også, at Ane er rigtig dygtig til at sætte ord på sine følelser – nogle gange for dygtig – så jeg har en ambition om, at Ebbe måske bliver normal. At han er sådan én, der godt kan fortælle, hvordan han har det, uden hele tiden at skulle sidde i rundkreds."

Ane Høgsberg kan også godt pege på nogle egenskaber fra sin kæreste, som hun håber, bliver videreført til næste generation.

"Lasse har et helt vanvittigt gåpå-mod. Sådan en overmenneskelig drivkraft. Det vil jeg gerne have, at de arver. Men Lasse Madsen må stå for det, for jeg har det ikke på samme måde. Og sådan noget med at være fysisk aktiv – det siger mig ikke en skid. Men Lasse fandme både løber og spiller fodbold på semi-professionelt plan."

Lasse Madsen er enig i det sidste:

"Jeg kunne være blevet SÅ god. Han blev ikke professionel fodboldspiller, hun fik hverken et job eller uddannelse i traditionel forstand. I stedet blev de nogen, der bruger deres eget liv til at få andre til at grine. Af alt det skøre, vi udsætter os selv, hinanden, vores børn og vores omverden for, bare fordi vi er blevet forældre. Nogle gange er det så hårdt, at det er til at græde over, og andre gange formår vi at se det lidt fra oven og grine af det. Næste gang, jeg selv synes det første, vil jeg søge på #tulleoglasse og finde en video, der får mig til at gøre det sidste."