Kropsforskrækkelse: Er børnene de store tabere?

Han vil ikke have badebukser på. Den lille dreng på tre år. Han er i friluftsbad en varm sommerdag med sin mor, og hun spørger derfor livredderen, om de har regler om, at børn skal have badetøj på. Det har de ikke. Men livredderen synes alligevel, den treårige skal have badebukser på – for sin egen skyld.

Det studsede jeg noget over. Hvorfor i alverden skulle han have dem på for sin egen skyld? Livredderen sagde, at det måske ikke var så rart, hvis nogen tog billeder af ham uden bukser på. Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg kan ikke hidse mig op over, at en eller anden tager et grumset billede af min søn. Anekdoten kommer fra debattør og journalist på Weekendavisen Johanne Mygind, som er mor til tre drenge på to, fire og syv år. Oplevelsen i friluftsbadet for nogle år siden gjorde hende både trist og forbløffet.

– Det er en mærkelig angst for nøgenhed og pædofili, der er vokset frem i vores samfund, og det uhyggelige er, at den bliver mere og mere markant, siger hun.

Men hvorfor forholder det sig overhovedet sådan, at vi siden 1970’erne er blevet stadig mere skræmte og mistroiske, når det gælder krop og seksualitet? Engang sad vi nøgne i Thy-lejren og spillede guitar for vores børn, mange var topløse på stranden, og nogle pædagoger ammede endda babyerne i vuggestuen.

I dag må mandlige pædagoger visse steder ikke være alene med børnene, vi farer op, hvis nogen lægger et billede af et nøgent barn på nettet, og vi er mere eller mindre angste for, at vores unger bliver udsat for krænkelser, at vores egne uskyldige handlinger kan misforstås, eller at vi ikke lærer vores børn at sige fra over for potentielle krænkere.

Grumme mediehistorier

Kuno Sørensen, psykolog og seniorrådgiver i organisationen Red Barnet, nikker genkendende til den voksende paranoia over for børns nøgenhed og seksualitet. Han mener, at den blandt andet hænger sammen med det stigende antal seksuelle krænkelser, der er dukket op i medierne de seneste 10-15 år.

– Det er svært at sige, om der er kommet flere tilfælde af seksuelle overgreb på børn, men der er kommet flere sager til offentlighedens kendskab, fastslår han.

Gennem de seneste 20 år har vi turdet beskæftige os med voksnes overgreb på børn, og i dag hører vi også historier om for eksempel den katolske kirke, der har indrømmet, at ansatte har begået seksuelle overgreb på børn gennem mange år. Sager, der tidligere blev tiet ihjel.

I Danmark har to markante sager haft betydning for den voksende angst. Danskerne blev i 1997 lammet af chok, da en mandlig pædagogmedhjælper blev idømt tre et halvt års fængsel for seksuelle overgreb på op mod 20 børn i børnehaven Vadstrupgård i Gladsaxe.

Medierne dækkede sagen massivt, og vi samledes i kollektiv afsky over de grusomme historier, der blev smækket på avisforsiderne.

– Aldrig før havde forældre haft mistro til, at de trygt kunne aflevere deres børn i hænderne på pædagoger. Men Vadstrupgårdsagen ændrede danskernes forhold til børn og nøgenhed med et trylleslag. Hvad nu hvis en så forfærdelig forbrydelse kunne ske for ens eget barn? siger Kuno Sørensen.

Ti år senere, i 2007, blev en pædagogmedhjælper dømt for overgreb på 14 børn i en institution i Beder ved Aarhus, og angsten blev forstærket endnu engang. Dertil kommer sager som Tøndersagen og Brønderslevsagen, nogle af de største og mest omtalte danske sager om seksuelt misbrug af børn i nyere tid. De har atter skabt mistro og overdrevet angst for krænkere.

I bekæmpelsen af seksuelle overgreb mod børn er mediernes bevågenhed positiv, mener Kuno Sørensen. Men den skaber samtidig en hysterisk frygt, som nemt kan komme ud af proportioner. Der findes ikke præcise statistikker over, hvor seksuelle overgreb foregår, men man ved, at en relativt stor andel finder sted i familien eller nærmeste omgangskreds, mens en langt mindre andel sker i daginstitutioner, skoler og sportsklubber.

Børns seksualitet er ikke farlig

Låg på livsglæde

Paranoiaen går blandt andet ud over børn i daginstitutioner, når ledelsen indfører regler om, at mandlige pædagoger ikke må kramme børnene eller have dem siddende på skødet, mener Kuno Sørensen fra Red Barnet.

– Der er heldigvis få steder med så grelle regler, men mange institutioner har lavet retningslinjer for at beskytte både ansatte og børn, som for eksempel at mandlige pædagoger eller medhjælpere ikke må være alene med børnene, når de skifter ble.

De fleste psykologer, læger og pædagoger, der arbejder med børn til dagligt, er ifølge Kuno Sørensen enige om, at den slags regler er med til at skabe en trist paranoia i børnehøjde, og at det, der skulle beskytte børnene, ender med at lægge låg på deres nysgerrighed, livsglæde og basale tillid til verden.

Mette Larsen, faglig sekretær i pædagogernes landsorganisation, BUPL, er dog ikke sikker på, at kropsforskrækkelsen er så stor, som vi nogle gange gør den til.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Din fantastiske krop

– Jeg mener, det er en meget lille gruppe forældre, der er kropsforskrækkede. Men deres normer får lov til at fylde i samfundsdebatten, siger hun og forklarer, at BUPL opfordrer til, at personalegrupperne i børnehaver og vuggestuer diskuterer pædagogikken og indretter sig, så alle har det godt med kulturen og reglerne i den enkelte institution.

– Man må diskutere, om pædagoger kan risikere at blive beskyldt for pædofili, og om man vil ændre sin pædagogik efter den angst. Det betyder, at nogle institutioner har mange regler, nogle har få, og andre slet ingen har. Det vigtigste er, at ingen bliver krænkede i deres arbejde, siger hun, men tilføjer:

– Det er dog en udbredt regel, at man for eksempel ikke går alene i kælderen med et eller flere børn. Vi er bevidste om, at samfundet diskuterer det her, og vi skal passe på os selv som pædagoger. Derfor gør vi det sådan.

Professor Christian Graugaard er med på, at det er en balancegang, men er nervøs for, at sund angst for overgreb fører til usunde tiltag, som skader børnenes socialisering.

– Vi beskytter ikke børnene ved at indføre pansrede flyverdragter og videoovervågning på toilettet. Tværtimod. Vi gør dem usikre og dræner dem for naturlig livsappetit. Dertil kommer, at kluntede regler og restriktioner producerer unødvendig frygt og

gør det svært for både ansatte og forældre at se, hvad en naturlig barnlig seksualitet er, pointerer Kuno Sørensen fra Red Barnet.

– Hver gang en forælder ytrer sig, som for eksempel redaktøren på Vores Børn gjorde, da hun skrev, at hun legede ‘ormen og solsorten’ med sin søn, reagerer en hær af pædofiliforskrækkede så voldsomt, at mange slet ikke tør sige noget om emnet offentligt, siger han.

LÆS OGSÅ: Har du lyttet (sådan rigtig) til dit barn i dag?

Men hvorfor kobler vi partout børns nøgenhed sammen med pædofili? Det har Kuno Sørensen et bud på:

– Nøgenhed og pædofili bliver koblet sammen, fordi vi voksne som regel er nøgne, når vi dyrker det seksuelle. Men nøgenhed har en helt anden betydning for børn, og derfor er det altid vigtigt at afgøre, om en nøgenhed hos barnet er barnets ønsker og behov, eller om det er den voksne, der ønsker barnet nøgent for selv at blive stimuleret. Det er det heldigvis i de færreste tilfælde.

Nødvendige bollelege

Smid reglerne ud

Retningslinjer for pædagoger i Daginstitutioner

Almindelige regler:

Pædagogen må ikke være alene med børnene.

Man er to medarbejdere om aktiviteterne.

Man lukker ikke døren – især ikke ved bleskift, eller når et barn skal have hjælp på toilettet.

Der er vinduer i døre og vægge for at give overblik.

Der er regler for fysisk kontakt med børnene.

Ekstreme regler, som kun findes i få daginstitutioner:

Børnene må ikke sidde på skødet af en voksen eller må kun sidde med samlede ben ud til siden og kun i kort tid ad gangen.

Pædagogerne må ikke smøre børnene i numsen med salve.

Bodystocking er forbudt til større børn, fordi man berører barnet ved skridtet, når man knapper bodyen.

Kilde: Retningslinjeundersøgelsen 2012, Forskningsgruppen Paradox, Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Det bør alle fædre med døtre vide

LÆS OGSÅ: 10 ting dit barn lærer i børnehaven

LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 lege