Derfor er kys og kram så vigtigt for dit barn

Uhm, duften af babyhud. Du kan sikkert slet ikke lade være med at stikke næsen dybt ned mellem de små nakkefolder og holde den lille klump tæt ind til dig. Det er helt naturligt, at du drages mod at kærtegne dit barn.

Fysisk berøring er nemlig hele det fundament, dit barn skal bygge sig selv på, forklarer neuropsykolog Käte From, som har speciale i børn.

"Ligesom ethvert hus skal have et stærkt fundament, har dit barn brug for en solid base at bygge videre på. Når du giver dit barn berøring og fysisk omsorg, sørger du for, at dets fundament er lige og i vatter. Når grundlaget er i orden, er det lettere at reparere problemer, der opstår senere i livet. Ligesom det på et hus er lettere at ordne et hul i taget end en skade i fundamentet", siger hun.

I den allerførste tid af dit barns liv handler den fysiske kontakt om ren og skær overlevelse. Når du ligger med dit nyfødte barn på maven udløses hormonet oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet – hos jer begge to. Det sikrer, at I knytter jer til hinanden, forklarer børnepsykolog Heidi Agerkvist.

LÆS OGSÅ: Giv dit barn mere nærvær

"Berøringen kickstarter en fin hormonproces, som betyder, at I tuner jer ind på hinanden og føler et tilhørsforhold. Oxytocin er også det hormon, der sætter amningen i gang. På den måde er den fysiske nærhed naturens måde at sørge for, at du tager dig af dit barn", forklarer Heidi Agerkvist.

Berøring skaber ro

Når man taler så meget om vigtigheden af hud mod hud-kontakt lige efter fødslen, er det altså for at give amningen og tilknytningen mellem dig og dit barn en saltvandsindsprøjtning. Kan eller vil du ikke amme, er det vigtigt, at du holder dit barn tæt ind til dig, mens hun får flaske – ligesom hvis hun spiste fra dit bryst. På den måde sikrer du, at også flaskebarnet får fyldt på med kropskontakt.

Berøringen spiller nemlig også en nøglerolle i forhold til, at dit barn lærer sig selv og sin krop at kende og på den måde udvikler sin motorik. Når du masserer, aer og nusser hende, får hun en fornemmelse af, hvor hun selv går til, ligesom hendes muskel-ledsans bliver stimuleret. Det er den sans, der giver præcision i bevægelserne og sørger for en god balance. Men det er lige så vigtigt, at din berøring har en beroligende effekt på dit barn.

"Det at blive rørt på huden sender et signal til hjernen om, at den kan falde til ro. Når dit barn græder, befinder hun sig i en ophidset tilstand, men når du tager hende op og holder hende tæt ind til dig, lægger nervespidserne sig ned igen. Tænk på, hvordan det føles for dig selv at få en rigtig bamsekrammer efter en hård dag. Du behøver faktisk ingen ord, for din krop og dit sind falder helt til ro, når du bliver holdt om", siger Heidi Agerkvist.

Berøringens evne til at dulme nerverne kan næsten sammenlignes med at tage en smertestillende pille. Käte From minder om , hvordan du per automatik gnider, trykker eller puster på dit barn, når hun har slået sig.

"Det er en måde at hæmme smertesignalet op til hjernen. Berøringen får det simpelthen til at gøre mindre ondt," forklarer neuropsykologen.

Kram gør klog

Udover at snyde hjernen til at glemme smerten, har dine kærtegn også den effekt, at dit barns tro på, at verden vil hende det godt, bliver genoprettet efter hun for eksempel har slået sig eller er vågnet om natten og har følt sig alene: ‘Jeg kan godt blive ked af det, men der kommer nogen og trøster mig og passer på mig’. Denne erfaring er grundstenen til, at hun vokser op og udvikler sig til en tryg og nysgerrig tumling med mod på at udforske verden. Käte From vil endda gå så langt som at sige, at dit barn bliver klogere af at have fået rigelige mængder fysisk omsorg.

"Forestil dig to børn i kravlealderen, som sidder i et fremmed rum hos deres mødre. Det ene barn er blevet taget op og trøstet og har fået den fysiske kontakt, det har haft brug for, mens det andet har manglet denne kontakt. Det første barn har mod på at kravle ud og udforske omgivelserne, fordi det er blevet robust og har fået troen på, at verden er et trygt sted. Det barn får mulighed for at gøre sig en masse erfaringer, som udvikler dets hjerne. Men det barn, som ikke på samme måde er blevet fysisk bekræftet i, at mor og far passer på hende, vil være mere tilbageholdende med at søge ud. På den måde går det glip af en masse erfaringer, og det kan stå i vejen for dets udvikling", siger Käte From, som understreger, at man naturligvis ikke kan konkludere, at forsigtige børn generelt har manglet fysisk omsorg.

For selvfølgelig er der plads til forskellighed. Nogle forældre er rene overflødighedshorn af fysisk kærlighed, mens andre deler knus og kys ud i mindre doser. Det er okay. Problemet opstår først, hvis barnet slet ikke får noget. Et længerevarende underskud af fysisk omsorg kan til gengæld have store konsekvenser.

"Hvis barnet ligger og skriger og ikke bliver taget op, vil det være i en stress-tilstand, hvor hjernen er overaktiveret. Den stress er giftig for hjernens celler. I stedet for at udvikle sig, vil barnet trække sig ind i sig selv og blive ængsteligt", siger Käte From.

Det betyder dog ikke, at du skal udvikle dig til en regulær krammefanatiker. Din toårige synes sikkert stadig, det er dejligt at blive båret ud af vuggestuen på armen af mor, selv om hun for længst kan både gå og løbe, og du synes sikkert også, det er rart at have hende tæt på dig efter en hel dags adskillelse. Men husk også at give hende et kærligt puf ud af din trygge favn ind imellem.

"Det kan være frustrerende for dit barn at blive sat ned, men der skal lidt frustration til at udvikle sig. Er hun dødtræt og først blevet hentet halv fem, er det selvfølgelig okay at blive båret, men tag gerne en lille kamp engang imellem, så hun oplever, at hun kan selv," opfordrer Käte From.

Kan det kamme over?

I dit barns løsrivelsesproces, som for alvor tager fart fra to-treårsalderen, vil det også begynde at vise sig, hvilken type dit barn er i forhold til behovet for fysisk kontakt. Ligesom voksne er børn forskellige: Det ene barn elsker at putte, mens det andet hopper ned af skødet efter fem sekunder. Her er det vigtigt, at du opfanger de signaler, hun sender. Hvis dit barn for eksempel går væk, vrider sig ud af din favn eller siger stop, har hun klart og tydeligt vist, at hun ikke er i krammehumør, og det skal du huske at respektere.

"Vi har alle sammen hver vores smag, og det gælder også behovet for fysisk kontakt. Hvis du som voksen har et større behov for berøring end barnet, må du vende det imod en anden voksen", fastslår Heidi Agerkvist, som opfordrer dig til at finde andre måder at vise nærvær og omsorg på til dit knap så krammelystne barn.

Det kan være ved at vise interesse og dele begejstringen for det, dit barn er i gang med eller at give hende alenetid uden andre søskende. Så har I kontakt, og du viser din kærlighed på en måde, som dit barn kan være med på.

Store børn skal også krammes

Efterhånden som dit barn bliver større og amning, samsovning og bæren rundt på armen er en saga blot, er det naturligt, at jeres fysiske kontakt bliver mindre. Især hvis der kommer små søskende, som optager pladsen på mors skød, skal du huske på, at børnehave- og skolebarnet også har brug for at blive rørt.

I en tid, hvor personligheden er ved at blive dannet, giver en ordentlig knuser selvværdet et boost, fordi det uden forbehold kommunikerer til dit barn, at hun er værd at elske – bare fordi hun er den, hun er. Og så er det en genial måde at finde tilbage til hinanden på, når du og dit store barn indimellem er adskilt lidt for længe af skole, fritidsinteresserer og arbejde.

"Når du krammer et barn – og for den sags skyld også en voksen – får I begge en øgning i kærlighedshormonet oxytocin. Det får jer til at føle samhørighed og gør jer gladere", siger Käte From.

Find dit eget niveau

Den fysiske kontakt falder heller ikke alle voksne lige naturligt. Kommer du selv fra en familie, hvor I hilser med et håndtryk og en ske er noget, man spiser af – ikke ligger i – kan det føles lidt kunstigt pludselig at skulle invitere dit eget barn helt ind i din intimsfære. Har du det sådan, kan det handle om, at du selv har manglet denne fysiske omsorg som barn og derfor har lukket ned for den del af dig selv. Det kan være hårdt at blive mindet om den afvisning, du måske selv har følt. Men når du har et barn, der viser et behov, som er blevet negligeret hos dig selv, har du en mulighed for at fylde på med kærlighed til både sig selv og dit barn.

"Det handler ikke om én gang for alle at beslutte, at ‘nu er jeg krammetypen’, for så kan kontakten godt blive lidt klodset både at give og modtage. Men lav en lille øvelse i at finde din egen vej i det ét skridt ad gangen. Undersøg for eksempel, hvordan det er at holde i hånd? Hvad med kys – er du én, der kysser på munden eller på kinden? Prøv dig lidt frem og find din egen vej i det," anbefaler Heidi Agerkvist, som tilføjer, at du giver dit barn en god og kærlig barndom ved at vise din kærlighed på en oprigtig måde – ikke ved at presse dig selv til at være noget, du ikke er.

Hvad enten din vej er brolagt med knus og kram fra ende til anden, eller de fysiske tilkendegivelser er spredt ud på nøje udvalgte hot spots, kan du være sikker på én ting: Hver eneste berøring bidrager til at skabe det sunde fundament, som dit barn kan bygge videre på helt til voksenlivet.