Her er 17 gode podcasts til små og store børn
Savner I lidt indspark til ferien eller weekenden? Her er 17 podcasts, der kan holde børnene underholdt – og måske gøre dem klogere imens.
1. Gaming for børn
Comkean, Judex, Beduna og Den Mandige Elg. Hvad enten dine skolebørn er til Minecraft, Roblox eller Among us, kender de med stor sandsynlighed en håndfuld Youtube-gamere. Men hvem gemmer sig egentlig bag gamerprofilerne? Hvorfor kan de godt lide at game? Hvad gør de, hvis deres følgere skriver noget grimt? Og har de tricks, de vil dele ud af?
I podcasten Talk Town Gaming kommer børnene helt tæt på deres idoler, når værterne Max på 12 år og Lulu på 9 år inviterer forskellige youtubere i studiet.
Podcasten ”Talk Town Gaming” er for børn i alderen 6-12 år, og alle andre der elsker gaming.
2. Et pusterum
Skal man fortælle, hvis man er gået over den store vej alene, selv om man ikke måtte? Hvis man bliver drillet i skolen, fordi man ikke ligner de andre?
I podcastserien 'Pusterummet' taler Anna Lin med en række børn om, hvad der fylder i deres liv. Børnene optræder anonymt, men deres fortællinger bliver taget med i studiet og brugt som udgangspunkt for samtaler mellem Anna Lin og Victor Lander. De lytter til børnenes historier, men dømmer aldrig.
Podcasten skal give børn et frirum for deres tanker og inspirere børn og forældre til at tale om det, der fylder i børnelivet.
Podcasten ”Pusterummet” er for børn i alderen 6-12 år, og alle andre, der har brug for et pusterum.
3. Lær at blive en havfrue eller havmand
Alle børn kan lære at blive en del af havfolket! I denne podcastserie møder journalist Caroline Gottschalck en vaskeægte havfrue, som skal lære hende at spise frokost under vand, holde vejret og svømme med hajer. Men vigtigst af alt; at opholde sig under vand uden at blive bange.
For Caroline er på en mission på børnene vegne: hun vil vide, hvordan man bliver en havfrue! Og det kan havfrue Karin Prehst Lund Madsen, som blandt andet har arbejdet på Den Blå Planet, hjælpe hende med! Sammen tager havfruen de børnene med i det forunderlige univers for at inspirere og lære dem om havets dyb.
Podcasten ”Caroline & Havfruen” er for børn i alderen 5-12 år.
4. Byerne, der blev forladt
Pompeji, Tjernobyl og Pripjat. Denne podcastserie er fuld af dragende fortællinger om virkelige byer rundt om i verden, som på kort tid blev forandret fra storhed til forfald. Første episode fortæller om dengang vulkanen Vesuv gik i udbrud i byen Pompeji i år 79. Under et døgn efter var Pompeji forladt – ødelagt af vulkanen Vesuvs udbrud. Hvad var det nøjagtigt, der skete? Ligesom Pompeji har der været flere byer gennem historien, som man kun kan se ruinerne af i dag. Denne podcastserie er historier om, hvordan vulkaner, sygdom, guld, krig og katastrofer kan ødelægge en by – måske for altid.
’Byerne, der blev forladt’ er dramatiske og kan være lidt uhyggelige for mindre børn, så vi anbefaler at lytte sammen med en voksen.
Podcasten "Byerne, der blev forladt" er for børn i alderen 7-12 år.
5. Mozart i børneværelset
Hvem var ham Bach? Podcasten ’Intermezzo’ skal åbne børnenes ører for de storslåede universer som klassisk musik kan skabe. I et nyt samarbejde inviterer Danmarks Underholdningsorkester og Talk Town børnene med ind i den klassiske musiks verden!
Vært på programserien er improskuespiller Sisse Gram de Fries, der udforsker musikken sammen med gæster, som børnene kender i forvejen. Du kan møde youtuberen Niki Topgaard, Silja Okking, Chief 1, Mika og Tobias (bl.a. kendt fra Youtube-hittet ’Ikke mere mælk’), Sebastian Klein og Anna Lin. Og det går ikke stille for sig!
Det er udførende musikere fra Danmarks Underholdningsorkester, som fører instrumenterne og er med til at lege børnene igennem musikken.
Podcasten ”Intermezzo” er for børn i alderen 5-12 år.
6. Mød Bamsen Berta
PLASK siger hænderne i badekarret, WUIT siger lynlåsen på jakken og TSSH siger vandhanen. Hverdagen er fuld af sjove og mærkelige lyde, som vi voksne tager for givet, men som er afgørende for at danne børns sprog og virkelighedsopfattelse. Podcasten ’Bamsen Berta’ hjælper de helt små poder godt på vej, når de skal med Berta i bad, eller lave kage i køkkenet, gå tur blandt larmende busser eller feje terrassen med et SWUIT.
Podcasten ”Bamsen Berta” er for børn i alderen 1-3 år, og alle andre, der vil udvikle sproget gennem hverdagslyde.
7. Danmarks historie for børn
Hvordan levede stenaldermenneskene? Hvem var ham der Thorvald Stauning egentlig? Hvorfor hedder Harald Blåtand som han gør? Og hvordan gik det til, at kvinder fik stemmeret? I denne podcasten "Danmarks historie for børn" er der historieundervisning for alle penge, når børnene bliver taget med helt ind i historien. Første episode fortæller den fascinerende historie om den fattige pige Kirsten Svendsdatter, der i 1639 snubler over et horn af guld på en mark i Sønderjylland og afleverer sit fund til kongen; men hornene bliver senere stjålet og smeltet om. Hvordan kunne det ske? Og hvorfor blev hornene overhovedet stjålet? En anden episode handler om Margrete 1., som blev forlovet som 6-årige, gift som 10-årig og senere kom til at regere over både Danmark, Norge og Sverige.
Podcasten "Danmarks historie fra børn" er for børn i alderen 5-12 år, og alle andre der elsker historie.
8. Verdens sejeste Sebastian Klein
Verden er fuld af dyr. Du kender sikkert mange af dem allerede. Måske har du også nogle yndlingsdyr. Dyr, du synes er ekstra spændende, fantastiske eller seje. I podcasten ”Sebastians sejeste dyr” fortæller natur- og dyreelsker Sebastian Klein om de dyr, han synes er de allersejeste. Blandt andet kan du få historien om alligatoren Totåede Tom og en flok forheksede løver, der spredte rædsel i en lille afrikansk landsby.
Podcasten ”Sebastians sejeste dyr” er for børn i alderen 4-12 år og alle andre, der elsker dyr.
9. Seje danske dyr
Faktisk behøver du slet ikke rejse helt om på den anden side af jorden for at se på spændende dyr. I ”Sebastians sejeste danske dyr” sætter Sebastian Klein spot på alle de dyr, der lever i vores egen baghave, på marken og i skoven. Vidste du for eksempel, at Danmark både huser verdens stærkeste dyr og en fugl, der kan flyve, mens den sover? Hvis vejret er til det, kan du jo sende ungerne i haven for at lede efter spor af nogle af dyrene – eller du kan selv tage en pause og gå med i skoven eller på marken for at lede efter dem.
Podcasten ”Sebastians sejeste danske dyr” er for børn i alderen 4-12 år og alle andre, der elsker dyr og den danske natur.
10. Farfar fortæller røverhistorier
Da Knuds farfar var barn, så han en vildfaren bjørn i Hvidovre og fandt en gammel kasse fyldt med granater. Eller hvad? Man skal ikke tro på alt, Knuds farfar siger, for han lyver rigtig meget, men Knud elsker alligevel, når han fortæller om dengang, han selv var dreng. I hvert afsnit fortæller farfar to historier om sin barndom til Knud – den ene er sand, den anden er falsk. Kan Knud mon gætte, hvilken historie der er løgn og latin? Og kan du?
Podcasten ”Knud & farfar” er for børn i alderen 4-12 år og alle andre, der elsker en god røverhistorie.
11. Klima i børnehøjde
Hvad i alverden er CO2, og hvorfor er det egentlig en dårlig ting, at planeten bliver varmere? Det kan altså godt være temmelig svært at følge med, når de voksne taler klima. Det vil Radionauterne lave om på. I podcasten ”Jorden kalder Radionauterne” kan børn i alderen 4-10 år hjælpe med at kurere Moder Jords hoste, møde den talende regndråbe Ivan og lære alt om klimaprutter og stigende temperaturer. Uden at blive skræmt fra vid og sans.
Podcasten ”Jorden kalder Radionauterne” er for børn i alderen 4-10 år og alle andre, der vil blive lidt klogere på vores klima.
12. Magiske væsener
Færøerne er et magisk sted. Her findes to meter høje trolde, hekse med kæmpestore fødder og andre mystiske skabninger. Mener nogen. ”Færøske fabler” er spækket med fortællinger fra den grønne øgruppe i Nord fortalt af lokale, der har mødt alt fra hekse til trolde og spøgelser. Podcasten kan oplagt bruges som afsæt til at lære børnene om den del af vores rigsfællesskab.
Podcasten ”Færøske fabler” kan være en smule uhyggelig for de helt små, så vi anbefaler den til børn på 5-12 år, eller i selskab med en voksen. Til børn, der elsker en god historie.
13. Hvad tænker børn om corona?
Som barn kan det være svært at forholde sig til corona. Særligt nu, hvor smitten er rykket tættere på og skolerne endnu engang er lukket ned. I podcastserien "Corona for Børn" fortæller danske børn i ind- og udland om deres oplevelser og tanker i en usikker og mærkelig pandemitid.
Podcasten "Corona for børn" er for børn i alderen 5-12 år, og alle andre, der er interesseret i, hvordan børnene oplever corona-pandemien.
14. Stil Sebastian et spørgsmål om dyr
Hvorfor har sommerfuglen farver på vingerne? Hvor hurtigt kan en slange sno sig? Og hvor mange hanløver kan der være i en flok? Se, det er gode spørgsmål. I podcasten ”Spørg Sebastian” svarer naturformidler Sebastian Klein på spørgsmål fra nysgerrige børn om dyr og natur.
Du kan selv stille et spørgsmål ved at indtale det på mobilen og sende det til sebastian@talk-town.dk - så er det måske DIT spørgsmål, han besvarer i næste episode. Lad børnene finde på gode spørgsmål til Sebastian, måske skal de have lidt hjælp til at optage på mobilen.
Podcasten ”Spørg Sebastian” henvender sig til børn i alderen 4-12 år.
15. Bidt af en gal videnskabsmand
Hvorfor er vand vådt, hvorfor skal man sove, og hvorfor uddøde dinosaurerne? Tag med Radionauterne på tur i videnskabens verden, og bliv klogere på alt fra det ydre rum til autisme, regnbuer og evolution.
"Radionauterne" er god til både børn og voksne, men særligt til børn på 4-10 år.
16. Helt ned i gear
Det er godt at få brændt energi af, men det er lige så vigtigt at kende sin krop og kunne finde ro i den. Med ”Guidede meditationer for børn” kommer I på en rolig sanserejse ind i jer selv og bliver guidet til at trække vejret godt og finde ro.
God for både børn og voksne, men særligt til børn på 5-8 år.
17. I fuld galop
Wendy er Danmarks mest elskede hestepige. Rid med, når Wendy tager på farefulde, spændende og sjove eventyr sammen med Joy, Dixie, Camilla, Clara og alle de andre venner på rideskolen Lindehøj. Du kommer med til konkurrenceridning, på redningsaktion til et dyreinternat, ud for at finde hesten Zeus og er med til at opklare, hvad det er for en mystisk hest, der strejfer rundt ved rideskolen... Sadl hesten og puds dine ridestøvler. Nu rider vi på hesteblæsende eventyr! Pruuuhhh…
"Wendy" henvender sig til heste- og dyreglade piger i alderen 8-14 år.
Podcasts sætter gang i fantasien
Talk Towns podcasts er rettet mod børn i alderen 1-12 år, og fælles for dem alle er, at den gode, velfortalte historie er i højsædet.
"Mange børn sidder i dag passivt med øjnene fæstnet til en skærm. Til tablets eller tv. Vi vil gerne motivere børnene til at skabe billederne ved hjælp af deres egen fantasi – og måske endda blive en lille smule klogere, imens de lytter", siger Mette Hovmand-Stilling, redaktør for Talk Town, og forklarer, at det geniale ved podcasts er, at ungerne kan gøre andre ting, imens de lytter – f.eks. tegne tegninger, bygge Lego eller lægge puslespil, og hele familien kan have glæde af podcasts under bilture.
Når det kommer til selve indholdet, er børnene taget med på råd.
"Alt vores indhold til børn er naturligvis testet af børn i målgruppen for at sikre, at koncepterne og fortællingerne er medrivende nok. Børn er et ret kritisk publikum, fordi de ikke foregiver, at noget er interessant, hvis de ikke mener det", forklarer Mette Hovmand-Stilling og understreger, at børneformaterne i øvrigt er underlagt nøjagtigt de samme kriterier som alt andet indhold på Talk Town: Podcastene skal være af høj kvalitet og så medrivende, at man bare MÅ lytte dem til ende.
Podcastene til børn er i udgangspunktet en smule kortere end dem til voksne – nemlig ca. 10-20 minutter.